Læsetid: 5 min.

Øvelse gør mester

Søndag indleder TV 2 ’24 timer’, en ny, amerikansk tv-serie, der opfindsomt leger med et velkendt tv-format
2. februar 2002

I Danmark øver vi os stadig formmæssigt og dramaturgisk på at mestre de populære og fra udenlandsk tv så velkendte tv-formater som sæbeoperaen og sitcom’en. Kun en sjælden gang imellem får vi skabt en innovativ serie ved at vende klicheerne på hovedet, f.eks. Riget og Charlot og Charlotte. Derimod arbejder amerikanske tv-producenter konstant på at imponere de blaserte og troløse seere med innovationer og solide, vedkommende og elementært spændende historier.
Senest har krimiserien 24 timer, som TV 2 begynder at sende i morgen, vakt opsigt hos seere og kritikerne, der vurderer den højt på lister over tidens bedste tv-tilbud.
24 timer er skabt af tv-veteranerne Joel Surnow og Robert Cochran og foregår i realtime, hvilket betyder, at seriens 24 afsnit af godt en times varighed ialt skildrer 24 timer, altså et døgn, i hovedpersonernes liv. Det kunne godt have resulteret i en flad omgang ingenting, men de amerikanske anmeldere har været næsten entydigt begejstrede for seriens dynamiske stil.
»24 timer, der fænger fra første minut, er det sjældne eksempel på en tv-serie, som trykker på alle de rigtige knapper med en aura af spænding og præcision,« skrev branchemagsinet Variety om det første afsnit, der løb over de amerikanske tv-skærme i november sidste år.

Serien handler om CIA-agenten Jack Bauer (Kiefer Sutherland), der aftenen før det amerikanske primærvalg får at vide, at den sorte præsidentkandidat David Palmer inden for de næste 24 timer sandsynligvis vil blive udsat for et attentat. Oven i købet er der en muldvarp i CIA, som er involveret i det mulige attentat, og som vil stille Bauer forhindringer i vejen. Og for at det ikke skal være løgn, så er Bauers ægteskab i krise og hans teenagedatter stukket af for at more sig med et par dopeheads.
Med andre ord er handlingen i 24 timer spændt så hårdt op – både menneskeligt og spændingsmæssigt – at seriens manuskriptforfattere har rigeligt materiale at folde ud time for time, så seerne ikke kommer til at kede sig.
Endvidere har Surnow, Cochran og seriens instruktør Stephen Hopkins forsynet 24 timer med et ur, som ubønhørligt tikker med, som intrigen udvikler sig, og den udstrakte brug af splitscreens, som følger forskellige plottråde og linker dem sammen, giver kun serien en mere intens tone.
Om 24 timer får lov at bestå ud over det første døgn og de første 24 afsnit, er de amerikanske seere næsten ene om at bestemme. Men serien er under alle omstændigheder et godt eksempel på, hvorledes serieskaberne ofte er nødt til at (gen)opfinde den dybe tallerken, hvis de vil gøre sig gældende på det overrendte tv-marked.
Den amerikanske tv-branche er nådesløs – om muligt endnu mere nådesløs end filmindustrien. Hvert forår og efterår, når dusinvis af nye tv- og program-serier præsenteres for offentligheden, så er folkene bag yderst nervøse for, om seerne – i mindre grad kritikerne – tager positivt imod deres produkter – og dét med rette.
Mere end ofte sker det, at en serie tages af efter kort tid, fordi seertallene ikke er gode nok, hvorfor de store distributører og tv-stationer som regel kun tør investere i et par afsnit af gangen fra producenterne. Men synes succesen sikker, så bestiller de gerne resten af en serie til den 24 uger og 24 afsnit lange sæson.
Det lyder forfærdeligt, men selvom det ind imellem sker, at også en god, kritikerrost serie ikke falder i seernes smag og hurtigt bliver sløjfet, så medvirker de hårde vilkår til at skærpe tv-skabernes sans for at finde nye og opfindsomme veje at fortælle de gamle historier på.
Det har resulteret i en række fremragende tv-serier, der ikke bare udfordrer sine seere, men også de konventioner, som serierne har skullet forholde sig til.

Da filminstruktørerne David Lynch og Oliver Stone i begyndelsen af 1990’erne gav den traditionelle tv-dramatik et skud for boven med deres filmiske og syrede tv-serier Twin Peaks og Wild Palms, blev der sat nye, høje standarder for, hvordan man visuelt og dramaturgisk kunne fortælle en historie på tv.
På omtrent samme tid udvidede Matt Groenings animerede komedieserie Simpsons, der for tiden kører på sit 11. succesår, grænserne for, hvad man kunne tillade sig at vise og sige i en tegnefilmserie. Animation var indtil da beregnet for børn, og der er langt fra Groenings skarpe, ofte grovkornede og karakterdrevne satire til barndommens Familien Flintstone.
Simpsons har siden inspireret til utallige mere eller mindre succesfulde, animerede serier – Ren & Stimpy, Beavis & Butthead, King of the Hill og South Park – der alle har det tilfælles, at de hver på deres måde har skubbet mediet i nye retninger og således forvandlet sitcom-begrebet.
Den klassiske, amerikanske tv-krimiserie med et stænk af hverdagsdrama, som vi kender den fra Hill Street, har også fået en vitaminindsprøjtning i 1990’erne med bl.a. Steven Bocchos New York Blues, der stadig formår at forny sig, og Barry Levinsons Drabsafdelingen, som med sit håndholdte kamera og hektiske, arytmiske klipning har dannet skole, også på film.
Lige nu taler amerikanske tv-producenter meget om en hybrid-genre, som blander sæbeopera med sitcom, og som de kalder for ’dramedy’. At blandingen af komedie og drama skulle være en god idé, har flere serier – de bedste af hvilke vi også har fået lov til at se herhjemme – sørget for at illustrere.
David Chases atypiske gangsterserie Sopranos, David Kellys Ally McBeal, Præsidentens mænd og Sex in the City er fire dramedies, som tager deres udgangspunkt i en genkendelig hverdag, hvorfor gennemsnitsseeren gider kigge med – og de bruger humoren og alvoren til at forstørre og karikere, så man også får en oplevelse ud af det.

Når man tager listen af gode, amerikanske tv-serier i betragtning, så er det slående, hvor langt Danmark halter bagefter – også selvom der er stor forskel i output kvalitetskriterier.
Nok har vi revideret vores opfattelse af tv-mediet som underlødigt, lagt afstand til kukkasse-teatret og er blevet bedre til at producere væsentligt, seværdigt tv. Men der er stadig problemer med dansk tv-drama – bl.a. fordi det længe har stået i skyggen af filmbranchens succes.
Tv-chefernes seertalsfiksering – der har vokset sig stor gennem de seneste ti år – synes at blokere for en mere eksperimenterende og skæv tilgang til mediet. Og så er vi altså nødt til at øve os i de genrer, vi ikke kender så godt.

*24 timer. TV 2, søndag den 3. februar kl. 21.20

*Mere på 24.tv2.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu