(2. sektion)
Radio
Da valget stod mellem at skulle beskæftige sig med
Niels Christian Langes program »Kronsj!«, der havde besøg af Søren Krarup, eller med Søren E. Jensens program »Folk og Kirke«, der havde Milan Kundera, om ikke som gæst så som tema, så blev det i virkeligheden ikke så svært. Naturligvis var det på samme tid såvel fornøjeligt som trist at høre på Sem-præstens ufattelige vås, og det kunne nemt have fyldt en snes satiriske klummer. Men præsten, politikeren og demagogen gjorde det nemt for undertegnede at træffe sit valg med god samvittighed.
På et spørgsmål fra Niels Christian Lange, der lød: »Hvis du skulle hæfte tre ord på dig selv, hvad skulle det så være?« svarede Krarup med en pralende beskedenhed:
»Det er jo altså det, jeg ikke er meget for. For dette at sådan skulle sidde og betragte sig selv og spejle sig selv, det, det bryder jeg mig ikke om.« Hvorefter det var det, han gjorde i resten af udsendelsen.
Jeg tager manden på ordet: Bryder han sig ikke om at betragte sig selv, kan han vel ikke fortænke andre i heller ikke at gide betragte ham. Måske skylder jeg sandheden at nævne, at samme Krarup i sin tid var årsag til, at vores husstand meldte sig ud af Folkekirken følgende den opfattelse, at en klub, der kan have en mand som Krarup som medlem, er vi ikke værdige til at være medlemmer af.
Men da jeg nu var i omegnen af det teologiske, et landskab jeg ellers sjældent kommer i, og da jeg (modsætningsvis) er ret begejstret for Milan Kundera, så trak Folk og Kirke altså med temaet »Kunderas teologi« mig i den retning.
Det teologiske lurer
Lektor ved Københavns Universitet Jørn Boisen, har for nylig udgivet en introduktion til hele Kunderas forfatterskab, hvori det teologiske aspekt er alt andet end dominerende, kunne man forstå af udsendelsen (jeg erkender, at jeg ikke har læst introduktionen men det skal ikke vare længe). Det var da heller ikke Jørn Boisens ærinde i sin samtale med Søren E. Jensen at påstå noget sådant. Men at teologiske overvejelser lurer et eller andet sted i hver eneste af forfatterskabets værker, kan man vist roligt gå med på.
Kunderas første novelle hedder: »Jeg, en bedrøvelig gud«. Den handler om et forsøg på at iscenesætte virkeligheden, hvilket naturligvis ikke lykkes på anden måde, end at novellen står tilbage som et vidnesbyrd om menneskenes dårlige evner til at redigere deres egne liv. Men novellen blev i den virkelighed, som han altså ikke kunne iscenesætte, immervæk det udgangspunkt Kundera valgte for sit forfatterskab.
Udsendelsen havde rigelige og gode citater fra forfatterskabet og smittede mig med lyst til at genlæse det meste af det. Citatet fra »Udødeligheden« med den ældre kvinde, der vinker til sin svømmelærer med en bevægelse i overarmen der afslører, at hun har glemt sin alder og føler sig ung og smuk, hører til perlerne. Jeg elsker også citatet af begravelsedirektøren, der siger til enken, som kommer én dag for sent til at forny sin mands gravsted: »Lad de gamle døde vige for de unge døde« (fra novellen af samme navn).
Jeg holder også meget af Kunderas beskrivelse af begrebet Kitsch. »Kitsch er den absolutte fornægtelse af lort, såvel i den bogstavelige som i den overførte betydning af ordet. Kitsch udelukker alt fra sit synsfelt, som i bund og grund er uacceptabelt inden for den menneskelige tilværelse,« skriver Kundera i Tilværelsens ulidelige lethed.
Og så er vi omtrent, hvor vi begyndte.
