Mandagsbogen
Man har siden Murens fald hyldet demokratiet i det åbne samfund som et rige i himlen. Således bestemte Allan
Bloom »universaliseringen af det vestlige liberale demokrati som den menneskelige regeringsforms endemål«.
Da Francis Fukuyama varierede samme pointe over refrænet Historiens afslutning, svarede Jacques Derrida med sin berømte bog Marx spøgelser. Som for det første relancerede Karl Marx efter marxismerne; dvs. forsøgte at løsrive Marx kritik fra den totalitære tænkning. Og som for det andet var et dementi til Fukuyama: Historien var ikke kulmineret, for den demokratiske kultur og de demokratiske institutioner var forankret i nationalstaten, hvis suverænitet var og er udfordret. Fukuyama overser det afgørende spørgsmål: Hvordan udvikle en overstatslig, demokratisk kultur med samme legitimitet som det nationalstatslige demokrati?
Selv udlagde Derrida sin bog som en tænkning, der »uden at give afkald på demokratiet og frigørelsens ideal snarere forsøger at tænke det og sætte det i værk på en anden måde«.
I Venskabets politikker fra 1994 elaborerede Derrida ud fra den tyske retshistoriker Karl Schmitt sine analyser af den globale situation efter Murens Fald. Karl Schmitt påpegede, at kapitalismens dominans førte til både afpolitisering og overpolitisering. Og Derrida konkluderede:
»Det I kalder globalisering er en strategi til afpolitisering til fordel for specifikke politiske interesser.«
Og i samtale
Det er som den intellektuelle, der siden begyndelsen af 90erne gennem udgivelser, forelæsninger og indgreb i offentligheden har udfoldet politisk modtænkning, at Jacques Derrida taler i sin seneste bog De quoi demain
Den rumænsk fødte psykoanalytiker og historiker Elisabeth Roudinesco samtaler med filosoffen over ni kapitler centreret om hvert sit tema: at vælge sin arv, forskellens politik, de opbrudte familiemønstre, uforudsigelig frihed, vold mod dyrene, revolutionens ånd, antisemitisme, dødsstraf og psykoanalyse.
Som udgangspunkt og horisont bestemmer Jacques Derrida »demokratiet som det eneste regime, der, idet det principielt skal imødekomme selvkritik og erkende sin egen ikke-definerede evne til udvikling, definerer sig selv som rettet fremad«.
Det konkrete demokrati skal være åbent for kritik og det er per definition ikke perfekt. Demokrati er ikke nogle rettigheder, som er etableret en gang for alle og fremover blot skal sikres. De demokratiske institutioner bør være under stadig evaluering i dialog med de politiske opgaver, der skal løses.
Det betyder, at dekonstruktionen bliver en metode til politisk kritik. Fordi dekonstruktionen som strategi insisterer på at udlægge forskelle i helheder. Den dekonstrutive læsning åbner lukninger og enheder. Som sådan er den solidarisk med det Bataille bestemte som den fordømte rest og Adorno som det ikke-identiske. Det kendetegner Derrida, at han snarere afslører tvetydigheder i postuleret entydige udsagn end leverer positive anvisninger.
Når Roudinesco således spørger om ikke også Derrida finder dogmet om politisk korrekthed rædselsfuldt, svarer Derrida: ja og nej. Politiske korrekthed er ifølge Derrida en dobbeltfælde. Den første fælde er den oplagte automatisering af den dogmatik, som Roudinesci finder usmagelig. Men den anden fælde er, at kritikere reagerer ved at bruge det politiske ukorrekte som modnorm. Og i samme gestus overtager den første fældes dogmatik. Kritikken forsøger at gøre sig fri af dogmatikken, men ender med at svække de politiske korrekte værdier. Og hvad er det værste: At være dogmatisk politisk korrekt eller at hylde det politiske ukorrekte, der alluderer til f.eks. det racistiske?
Brud med brud
I samtalerne med Roudinesco viser Derridas tænkning sig som kritik af den moderne forestilling om udvikling som udveksling af modsætninger. Om udvikling som brud.
Derrida anskuer ikke kloningsproblematikken som absolut modstilling af det naturlige menneske og det kunstige menneske.
Overalt hvor der er gentagelse og kopiering i såvel naturen og kulturen, er der ifølge Derrida tale om en kloning.
»Det vil derfor aldrig blive et spørgsmål om ja eller nej, men spørgsmål om et hvordan.«
Og på samme måde udtaler Derrida sig om det brud, man sædvanligvis kalder kernefamiliens opløsning. Ifølge Derrida vil der altid være familiedannelse omkring mennesket og kernefamilien er ikke andet end en type familie.
Derrida mener ikke, man derfor restløst skal acceptere kloning og kernefamiliens eventuelle opløsning. Han anbefaler en mere differentieret tilgang.
Ligeledes i kritikken af Michel Foucault analyse af fænglets historie i Overvågning og straf udlægger Derrida straffeudviklingen som et spring fra et stadium, hvor magten var synlig til det moment, hvor magten blev usynlig.
For Derrida er magten ikke blevet usynlig, men synlig på en anden måde. Tidligere var offentlige henrettelser en synlig manifestation,
men nu er magten synlig således, at vi kan følge retssager på tv, og dødsdømte kan skrive afskedsbreve på nettet.
Konen og barndommen
Der er mange niveauer i samtalen. Derrida fortæller også om sin barndom i Algeriet, studietiden i Paris, og man erfarer, at hans kone Marguerite er psykoanalytiker. Og Roudinesco og Derrida diskuterer, hvilke petitioner og protesterklæringer, de respektivt valgte at underskrive og især hvilke, de nægtede at underskrive. Uden at indlede filosofiske analyser kommenterer Derrida sine bøger, og han refererer fra fortløbende seminarer i USA og Paris.
De quoi demain
er et indblik i mennesket og den offentlige persona Derrida, og indimellem er den glimrende, når Derrida afliver moderne myter og angriber politisk konsensus.
Opgør
*Jacques Derrida og Elisabeth Roudinesco: De quoi démain... Dialogue. 318 s., 20.55 euro, Fayard Galilée
