Læsetid: 13 min.

Oprør i Røverkøbing

På ti-årsdagen, for optrevlingen af den største korruptionsskandale i Italien nogensinde er det nu statsadvokater og dommere, der må se sig anklaget for statsundergravende virksomhed. Og det af en regeringsleder, der selv er under anklage for korruption, men som har taget sig sejrherrens ret til at skrive historien
16. februar 2002

På ti-årsdagen, for optrevlingen af den største korruptionsskandale i Italien nogensinde er det nu statsadvokater og dommere, der må se sig anklaget for statsundergravende virksomhed. Og det af en regeringsleder, der selv er under anklage for korruption, men som har taget sig sejrherrens ret til at skrive historien

En dag havde Luca Magni fået nok. Han var ejer af et lille familieforetagende, der havde kontrakt på at gøre rent på det store plejehjem Pio Albergo Trivulzio i Milano, men hurtigt opdagede han, at der ikke var megen fortjeneste i det. Den blev ædt af de ti procent af kontraktsummen, som plejehjemmets direktør havde forlangt i returkommission for at give ham arbejdet. Luca Magni anmeldte forholdet til politiet. Ikke af moralske grunde, men af økonomiske. Han følte sig snydt, simpelthen.
Den lille sag landede foran den anciennitetsmæssigt yngste statsadvokat i Milano, Antonio Di Pietro, og var en vigtig brik i et puslespil, han i forvejen sad og nørklede med: En gammel journalist ved det lokale dagblad Il Giorno havde på en restaurant overhørt en samtale ved nabobordet, hvor en bedemand brokkede sig over, at han skulle betale et mindre beløb til plejehjemsdirektøren for hver begravelse, han udførte for Pio Albergo Trivulzio, og journalisten havde skrevet om det i sin avis. Til sin redaktørs forfærdelse og til fortørnelse for plejehjemsdirektøren, der havde anmeldt journalisten for bagvaskelse. Det skulle han ikke have gjort.
Tilfældet ville, at Antonio Di Pietro forinden havde modtaget en anden anmeldelse, der involverede plejehjemsdirektøren, og som drejede sig om småpenge. Men det var nok til at Antonio Di Pietro havde fået udvirket en dommerkendelse til at aflytte plejehjemmets direktørtelefon, og af samtalerne fremgik det, at der ville være grundlag for at rejse sigtelse, hvis man ellers kunne skaffe vidner og bevis.
Antonio Di Pietro overtalte Luca Magni til at spille en lille komedie, når han skulle aflevere returkommissionen på 14 millioner lire. Han skulle møde op til aftalt tid, om eftermiddagen den 17. februar 1992, på plejehjemsdirektørens kontor og aflevere kuverten. I en taske skulle han have et videokamera og skjult på sin krop en lille radiosender. Udenfor kontoret ville politibetjente være posteret.
I sidste øjeblik havde Di Pietro besluttet, at kuverten kun skulle rumme halvdelen af det afkrævede beløb. Syv millioner. Så ville der være mulighed for et replay, hvis noget skulle gå galt, og det ville være tilstrækkelig forklaring på at Magni nok ville optræde med synlig nervøsitet.
Og svedende, stammende nervøs var han, da han den vinter-eftermiddag rakte kuverten til plejehjemsdirektøren, der efter et blik på indholdet sagde: »Syv millioner?«
»Jeg kunne ikke skaffe flere kontanter, men jeg skal nok komme med resten,« stammede Magni og forlod kontoret. Øjeblikke efter trådte en politimand ind og erklærede plejehjemsdirektøren for anholdt. Pengene i kuverten var hans, hævdede direktøren. »Nej, det er vores,« sagde politimanden.
Hver eneste seddel var forsynet med hans og Antonio Di Pietros initialer. Videokameraet i Magnis taske kom aldrig i funktion, men den skjulte sender havde været indstillet på politiradioens frekvens, så i hver eneste patruljevogn i Milano havde man kunnet aflytte et højst usædvanligt hørespil. Så vidner var der også nok af.
Plejehjemsdirektøren hedder Mario Chiesa, og han var ikke hvemsomhelst i Milano. Centralt placeret partifunktionær i regeringspartiet Psi – historisk svarende til Socialdemokratiet – ledet af Bettino Craxi og nær ven med dennes søn Bobo, der ledede partiets magtfulde afdeling i Italiens finansielle og industrielle hovedstad. I de aflyttede telefonsamtaler fra og til Chiesas kontor havde et mønster af navne tegnet sig: På den nuværende og tidligere borgmester, på andre politikere, på topembedsmænd og på fremtrædende erhvervsledere.
Der er nationale og internationale historiske forudsætninger for, at repræsentanterne for et helt politisk system kort tid efter skulle komme på anklagebænken, men et par personlige detaljer er afgørende for, at det blev netop Antonio Di Pietro, der blev ophavsmanden til det, der blev kendt som Operation Rene Hænder.
En afgørende detalje var, at han afstod fra at få Mario Chiesa dømt i fart – således som hans overordnede og kolleger anbefalede ham. For returkommissionen modtaget af Magnis rengøringsfirma – svarende til 60.000 kroner – ville Chiesa højst få en bøde eller en lille betinget fængselsstraf, og så ville sagen slutte der som et isoleret tilfælde.
Men Antonio Di Pietro fik Chiesa varetægtsfængslet på grundlag af andre og nye sigtelser med det formål at få ham til at synge. Tilstå, hvad han selv havde gjort, men især hvad de prominente stemmer på de aflyttede telefonsamtaler havde gjort sammen med ham i et korruptionssystem langt mere omfattende end en sag om rengøring på et plejehjem.
Mario Chiesa holdt kæft under en måneds varetægtsfængsling. Indtil to sammentræffende omstændigheder: Mario Chisa var blevet skilt, og hans kone var ikke tilfreds med det underholdsbidrag, der tilkendtes hende i forhold til mandens løn. Di Pietro afhørte hende og konfronterede Chiesa med resultatet på en måde som må kaldes meget udspekuleret.
Da den varetægtsfængslede under tilstedeværelsen af sin advokat endnu engang nægtede at udtale sig og krævede en pause, sagde Antonio Di Pietro henkastet til advokaten, at hans klient måske trængte til en tår Fiuggi eller Levissima. Det er navnene på to velbekendte mineralvandsmærker – men også på to schweiziske bankkonti tilhørende Chiesa. Da blev plejehjemsdirektøren tavs. Og fra da af begyndte han at synge, så det gav genlyd. Fra Fiuggi og Levissima blev beslaglagt 12 milliarder lire. 48 millioner kroner i dagens kurs, så ikke underligt at konen var utilfreds med et underholdsbidrag beregnet efter hans løn for at passe de gamle.
Herfra begyndte den korruptionsskandale, som bragte 40 års politisk magtmonopol til fald med opløsning af både det kristeligt demokratiske parti, DC, som havde været regeringsbærende siden slutningen af Anden Verdenskrig og fascismens fald, og Craxis socialistparti, Psi, som fra midten af 70’erne blev kristdemokraternes hånd i handske i monopoliseringen af den lovgivende, udøvende og, sat på spidsen, også dømmende magt. At de to partier – og deres mindre allierede – også havde sat sig tungt på Italiens erhvervsliv, hvad man kunne kalde den økonomiske magt, skulle der en arrestation af en plejehjemsdirektør til for at opklare. Skønt opklaringen blot havde karakter af bevisførelse for forhold, som enhver italiener vidste eksisterede og havde levet med. Dog uden at kende omfanget og systematiseringen af korruptionen.

Mario Chiesa berigede sig selv, men hans rolle var først og fremmest at inddrive penge fra private firmaer, som ønskede at få licitationer på offentligt arbejde, og kanalisere returkommissionen videre til sit parti, Psi og til de andre regeringspartier. Der var mange indsamlere som Chiesa, og partierne delte simpelthen kagen efter deres størrelse og indflydelse. De private firmaer betalte ikke blot for at ’vinde’ en licitation eller få en kontrakt, de betalte simpelthen for at være med, komme i betragtning, og denne skjulte partiskat betalt med sorte penge blev af polikerne sat til 10 procent af kontraktens værdi.
Det er et system, som forudsætter at både virksomheder og partier kan arbejde med store summer i sorte penge, og de kan kun tilvejebringes ved hjælp af falsk bogføring eller andre ulovlige fiksfakserier. Hvilket igen forudsætter, at man er på god fod med den myndighed, der skal kontrollere regnskaberne. I hundredevis af skatteinspektører fra det miltært organiserede korps Guardia di Finanza, der sorterer under skatteministeriet, blev i årene efter arrestationen af Chiesa dømt for at have krævet eller modtaget bestikkelse.
At dette system overhovedet kan opstå og trives, skyldes en anomalitet ved Italien som vestligt, kapitalistisk land. Samlet af en række småstater så sent som 1870 var den industrielle revolution i Italien langsom og svag. Allerede i begyndelsen af 1900-tallet rådede regeringen bod på manglen af privatindustri ved selv at sætte en industrialisering i værk. Statskapitalismen og en privatkapitalisme forvaltet af få famlieejede virksomheder – Fiat som eksempel – har siden levet side om side. En statskapitalisme, som det fascistiske regime fra 1922 til 1945 gjorde nærmest enerådende, og som fyrre års kristeligt-demokratisk styre ikke rørte væsentligt ved før begyndelsen af 1990’erne. En anomalitet, som indtil for få år siden betød, at staten lavede biler – Alfa Romeo – suppeterninger og dåsetomater, og tankede man Alfaen op på en statsejet Agip-tank, blev man betjent af en statstjenestemand og betalte ham måske med et kreditkort fra en af de ti største banker. Alle statsejede. Den tidligere formand for Finanstilsynet, Guido Rossi, udtrykker det således:
»En kapitalisme uden marked og derfor uden regler, hvor det er statskapitalismens politikeres magt, der bestemmer og ikke markedsmekanismer.«
Hele korruptionssystemet ser han som: »en slags kartel af økonomiske grupper for at undgå konkurrence.«
Hans pointe er, at Italien, i mangel af et frit men økonomisk regelbundet marked, nødvendigvis måtte finde sig i, at den dømmende magt skred ind over for de ulovlige hindringer for fri konkurrence og med domme erstattede de regler, som i andre vestlige lande forlængst er etableret i aftaler om markedets selvregulering inden for samfundsmæssigt vedtagne rammer. Men ikke i Italien.
»Situationen af ulovlighed, som var skabt i det økonomiske system, blev ikke længere accepteret af befolkningen,« lyder Guido Rossis forklaring på,at netop Antonio Di Pietros initiativ, Rene Hænder, fik gennemslagskraft, hvor alle andre foregående sager om korruption på højt, politisk niveau var blevet opgivet eller var blevet rubriceret som isolerede tilfælde.
En anden, men ikke modstridende, forklaring på effekten af arrestationen af Mario Chiesa er, at Murens fald havde opløst den historiske mission for Italiens to store partier, det kristeligt demokratiske og det kommunistiske, og ved valget i april 1992 måtte begge indkassere et så stort nederlag til det nye Lega Nord, at en en fyrre år gammel balance og indforståethed smuldrede og underminerede forsvarsværkerne mod de korruptionsundersøgelser, der var i gang. Det var ikke Antonio Di Pietro og Rene Hænder, der væltede det politiske system. Det opløste sig selv indefra, men det var statsadvokaten, man fejrede som en fodboldspiller eller en popstjerne, og i 1993 så 70 procent af befolkningen ham gerne som ny statsminister.

Denne artikels fremstilling af Antonio Di Pietros arrestation af Mario Chiesa bygger på flere samtidige kilder, der alle fremstiller den unge statsadvokat som en frygtløs og kompromisløs idealistisk superhelt, der sendt af forsynet fløj sit land til undsætning. Hans nærmeste chef, som hedder Francesco Saverio Borelli, indså hurtigt rækkevidden af hans afsløringer og satte to af statsadvokaturens skarpeste hoveder, Piercamillo Davigo og Gherardo Colombo, til at arbejde sammen med ham.
En italiensk statsadvokat har dobbeltfunktion: Efterforskningsleder og offentlig anklager. Med Borelli som øverste chef blev der dannet en efterforsknings/anklagergruppe, som internt i statsadvokaturen fik navn efter koden på Di Pietros Chiesa-sag: Mike Papa – hvis initialer hurtigt blev til Mani Pulite: Rene Hænder.
Men det var en fiks journalist, som tidligt gav hele korruptionsskandalen navn: ’Tangentopoli’. Et uoversætteligt ord sammensat af tangente, som betyder bestikkelse eller returkommission og poli, som betyder by. Et litterært lån fra Anders Ands Andeby, som på italiensk hedder Paperopoli, men en sproglig nyskabelse som først var møntet på det pæne og driftige Milano som gennemrådden af korruption, men som hurtigt blev navnet på den landsdækkende, topstyrede og systematiske svindel, som de Rene Hænder afdækkede. Tangentopoli – man kan forsøge sig med oversættelser som Svindelev eller Røverkøbing, men det går nok ikke.
Det var Antonio Di Pietro, der for offentligheden fremstod som selve symbolet på et opgør med et udlevet politisk system mere end med korruptionen som sådan. Allerede i sensommeren 1992 – fem måneder efter arrestationen af Chiesa – udkom en biografi skrevet af fire journalister ved Milano-avisen Il Giorno. En naiv blanding af helgenbiografi og Superman vogtende Metropolis, skrevet af retsreportere, hvis beundring havde frarøvet dem al realitetssans. Men Antonio Di Pietro havde også alt i sig til at blive en folkehelt.
Han er en husmandsknægt, født i 1950, fra den lille syditalienske region Molise , hvor han vogtede får som barn. Kvik i skolen blev han som 14-årig sendt på præsteseminarium, for hvilken anden fremtid end præst kunne der være for de kvikke fra landet? Elektriker eller telefonmontør, måske. Antonio brød med seminariet efter en mellemskoleeksamen og indskrev sig på en teknisk skole i Rom, hvorfra han erhvervede diplom som udlært elektrotekniker. Med det tog han til Tyskland som en af utallige italienske fremmedarbejdere for at polere knive og gafler som arbejdsmand i en stålvirksomhed. Hjemvendt fik han brug for sin uddannelse, da han blev ansat i et firma, som leverede elektronisk udstyr til flyvevåbnet, men samtidig begyndte han – nu gift og med barn – at læse jura i sin fritid. Et studium gennemført på tre år og med højeste karakter. I Italien konkurrerer man sig til tjenestemandsstillinger, som musikere konkurrerer om en plads i et symfoniorkester. Hvem spiller bedst. Di Pietro konkurrerede sig til en stilling som kriminalbetjent i Milano, og skønt han kun var der kort tid, nåede han dog med pistol i hånd at arrestere en bande narkopushere, og derfra stammer hans efterforskningserfaringer og hele image: En gang strømer altid strømer – på trods af, at han konkurrerede sig til en stilling som statsadvokat i først Bergamo og siden i det langt mere prestigefulde Milano, hvor han fik alt lortearbejdet og længe blev set ned på for det, han var: En strømer fra bøhlandet, der gik rundt i justitspalæets mindste kontor i sutsko, og som under afhøringer nedsvælgede en hel æske Ferrero Rocher-chokolade, mens han i en nervøs refleks kløede sig på læggen i timevis.
Da Mario Chiesa i en måned holdt kæft over for denne bonderøvsstrømer af en statsadvokat, var det fordi han ventede undsætning fra højere sted. Den kom aldrig.
Den 3. marts 1992 forsøgte Craxi at inddæmme skaderne i et tv-interview, hvor han sagde:
»Et af ofrene i denne historie er virkelig mig...Jeg står over for en tyveknægt, som kaster skygge på et parti, som i 50 år i Milano aldrig har haft en funktionær, som er er blevet dømt for forbrydelser mod den offentlige administration.«
Den tidligere statsminister, med en indflydelse langt større end hans partis størrelse egentlig berettigede til, modtog den første af en lang række sigtelser i december 1992, og få timer inden han kunne forvente at få inddraget sit pas og blive varetægtsfængslet, flygtede han i april 1994 til sit sommerhus i Hammamet i Tunesien, hvorfra han aldrig vendte tilbage. Her døde han efter længere tids sygdom den 20. januar 2000, med to definitive domme hængende over sig – afprøvet ved alle tre retsinstanser – på sammenlagt ti års ubetinget fængsel. Men uden penge på bogen døde han ikke: En konto på Bahamas på 30 milliarder lire og en i Hong Kong på 12 har højesteret fundet dokumenteret, men hvad der er blevet af pengene – 168 millioner kroner – er fortsat et mysterium.
Det er Antonio Di Pietro, der har efterforsket og procederet alle de største sager i Tangentopoli. Det var landets mægtigste politikere og finansfolk, der i endeløs kø kom på anklagebænken, blev krydsforhørt – og i sidste ende dømt. Samtlige fire regeringspartiers øverste ledelse blev dømt.

Rene Hænders ’sæson’, som man nu siger i Italien, varede fra 17. februar 1992 til 5. december 1994. Tiden mellem arrestationen af Chiesa og den dag, hvor Antonio Di Pietro havde afsluttet sin sidste anklagetale, og til national bestyrtelse lagde den sorte kappe og indgav sin afskedsbegæring.
I mellemtiden havde Silvio Berlusconi i maj 1994 overtaget regeringsmagten. Men han havde også fået sin første indkaldelse til afhøring for korruption – af Di Pietro – og svarede med, ad venskabelige omveje, selv at anfægte statsadvokatens hæderlighed og få ham anmeldt for embedsmisbrug og korruption. Derfor måtte Di Pietro lægge anklagerkappen. Flere justitsministerielle inspektioner blev iværksat for at kigge Rene Hænders metoder efter i sømmene for embedsmisbrug, uretmæssig anvendelse af varetægtsfængsling, og en mediekampagne i Berlusconis egne aviser og tv-kanaler begyndte at så tvivl om eksistensen af Tangentopoli og berettigelsen af Rene Hænder. Antonio Di Pietro, som et flertal af italienere ville have som statsminister engang, er blevet politiker – renset for alle anklager – men hans parti er under spærregrænsen, og selv sidder han i sene nattetimer med nervøse tics og udråber med manisk fistelstemme sit budskab om økonomisk moralitet på en obskur tv-kanal, hvor han selv har betalt for sendetiden.
Den nye Berlusconi-regering – fra dette forår – har fået vedtaget tre love, som fjerner grundlaget for opklaring af økonomisk kriminalitet: Falsk bogføring er straffri. Frit lejde for tilbagevenden af kapital anbragt i udlandet (sorte penge). Bureaukratisk besværliggørelse af bevismateriale indhentet i udlandet (bankkonti i Schweiz og andre bekvemme steder). Statsadvokaturen i almindelighed, og i Milano i særdeleshed, bliver af statsministeren karakteriseret som domineret af »Røde Kapper« – ideologisk, ikke den faktiske sorte – og Rene Hænders virke har Berlusconi kaldt statsomvæltende virksomhed og borgerkrig. Et medlem af hans regering mente offentligt, at Rene Hænder-gruppen, som formelt fortsat eksisterer, burde fængsles – han blev dog tvunget til afgang på grund af denne udtalelse – men en ulovliggørelse af Rene Hænder tager netop på ti-årsdagen for arrestationen af Mario Chiesa mere og mere form hver dag. Senest med bebudelsen af en parlamentskommission – Berlsuconi har flertal – som skal undersøge – ikke Røverkøbing, korruptionen – men statsadvokaternes håndtering af den.
For få dage siden rehabiliterede Silvio Berlusconi Bettino Craxi som en »stor statsmand og en stor ven« uretfærdigt behandlet af sit fædreland.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her