Læsetid: 5 min.

OVERBLIK

28. februar 2002


Eks-officerer vil vælte Saddam
*Flere end 200 tidligere irakiske officerer vil med støtte fra USA’s regering mødes i Washington for at planlægge, hvordan præsident Sadam Hussein kan styrtes, sagde amerikanske embedsmænd og irakiske oppositionsledere i går. Konferencen ventes at skulle finde sted i slutningen af marts på en amerikansk militærbase, hvilket er et klart signal til Irak om, at USA mener truslerne om at bruge væbnet magt for at opnå et ’magtskifte’ i Bagdad, hed det videre.

USA inddrager Georgien i krig
*USA åbnede i går en ny front i krigen mod international terrorisme ved at sende en militær delegation til Georgien. Rådgiverne skal hjælpe med at drive al-
Qaeda-medlemmer, som har søgt tilflugt i en afsides liggende bjergslugt ved den tjetjenske grænse, væk. Regeringsembedsmænd i den georgiske hovedstad, Tbilisi, benægter, at amerikanske specialstyrker er ved at gøre klar til anti-terror-operationer side om side med georgiske tropper.. Den amerikanske inddragelse af Georgien i terrorkrigen, har udløst vrede i Rusland, mens oprørerne i Tjetjenien har hilst den velkommen. Den russiske udenrigsminister, Igor Ivanov, advarer om, at USA’s tilstedeværelse blot vil gøre Kaukasus endnu mere ustabilt.

Kun få indvandrere i organisationer
*LO erkender, at organisationen burde have flere indvandrere ansat. De seneste tal viser, at der i LO er tre rengøringsassistenter, en HK’er, en HK-elev, én studentermedhjælper og en praktikant med indvandrerbaggrund ansat – ud af i alt 166 ansatte. Den statistik kunne godt være bedre, erkender personalechef i LO, Charlotte Detlif.
»Jeg så gerne, at vi fik endnu flere indvandrere ansat. Og det arbejder vi også på – vi har faktisk gjort et godt stykke arbejde i de sidste par år for at få flere i LO med en anden etnisk baggrund,« siger hun og henviser til, at LO blandt andet i stillingsannoncer fremmer etnisk ligestilling.
Jyllands-Posten bragte i går en artikel, hvor det klart fremgår, at arbejdsmarkedets organisationer ikke selv er for gode til at ansætte personale med indvandrerbaggrund – og det på trods af, at organisationerne konstant svinger pisken over de private og offentlige virksomheder, der ikke er hurtige nok til at ansætte indvandrere.

Muslimer opfatter USA som arrogant
*Borgerne i ni muslimske lande opfatter USA som hensynsløs og arrogant, og mange af dem betegner sig selv som modvillige over for supermagten. Det fremgår af en meningsmåling, som er foretaget af instituttet Gallup, oplyser det amerikanske tv-selskab CNN. Målingen viser desuden, at to tredjedele af de adspurgte har et negativt indtryk af USA, og flertallet bryder sig ikke om den amerikanske præsident, George W. Bush.
Et flertal af de muslimske borgere tager afstand fra terrorangrebene i New York og Washington den 11. september sidste år, men et endnu større flertal fordømmer den amerikansk ledede krig i Afghanistan.

Angreb på indisk tog
*Op til 30 mennesker frygtes omkommet, efter at en menneskemængde i den muslimsk-dominerede indiske delstat Gujarat i går satte ild til et eksprestog med hindu-aktivister, oplyste embedsmænd.
Myndighederne i området har efterfølgende erklæret undtagelsestilstand med ubegrænset varighed. Flere kilder siger, at det var muslimer, som satte ild på toget, men dette kunne ikke umiddelbart bekræftes.

Studerendes råb om hjælp overhøres
*På trods af at flere studerende har behov for hjælp er en tredjedel af landets studenterrådgivninger lukningstruede. Den nye regerings finanslovsforslag lægger op til en reduktion i antallet af fuldtidsstillinger på studenterrådgivningerne fra 32 til 26. Men allerede i år mangler studenterrådgivningerne 600.000 kroner på lønbudgettet. »Det virker absurd og uhensigtsmæssigt, at vi skal lukke tre rådgivninger i løbet af de næste tre år, for det vil betyde at ventelisterne bliver endnu længere. Studerende i Esbjerg eller Aalborg kan fremover være tvunget til at rejse helt til Odense eller Århus for at få hjælp,« siger Else-Marie Stilling, der er landsformand for studenterrådgivningerne.

Dansk Sygeplejeråd varsler strejke
*Dansk Sygeplejeråd og Foreningen af Radiografer i Danmark besluttede i går at afsende strejkevarsel for cirka 6.000 medlemmer. Det skete som følge af forhandlingssammenbruddet på det (amts) kommunale område om en ny overenskomst. Konflikten er varslet til at træde i kraft 2. april og kommer til at omfatte alle sygeplejersker ansat i Frederiksborg, Vestsjællands og Viborg Amter, ligesom der er varslet konflikt for syge- og sundhedsplejersker i 27 kommuner. »Arbejdsgivernes håndtering af Ny Løn har ikke været god nok og er baggrunden for varsling af konflikten,« siger Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd.

EU ser på Mellemøst-forslag
*EU’s udenrigspolitiske koordinator, Javier Solana, bad i går kronprins Abdullah om detaljer om en saudiarabisk Mellemøst-fredsplan, da han talte med ørkenrigets reelle leder under et besøg i Jeddah.
Abdullah bin Abdul Aziz siger samtidig, at han vil finpudse sit forslag for at kunne fremlægge det på et kommende arabisk topmøde, oplyser Solanas talskvinde.
»Kronprinsen sagde, at han nu vil arbejde på at præsentere initiativet på Beirut-topmødet, så det kan forelægges for alle arabiske lande som en arabisk fredsplan,« siger talskvinde Cristina Gallach til det franske nyhedsbureau AFP efter et timelangt møde mellem de to ledere. Solana tilbød sin egen og EU-landenes støtte til kronprinsens Mellemøst-plan, tilføjer hun. Ledere verden over har klamret sig til det saudiarabiske forslag som et sidste håb om at undgå totalkrig mellem Israel og palæstinenserne.

EU-forslag om børnemedicin
*EU-kommissionens nye forslag lægger op til, at EU indfører regler, der skal sikre børn mod uforudsete og skadelige bivirkninger af medicin. Børn, der er alvorligt syge af for eksempel kræft, aids eller hjertesygdomme behandles nemlig ofte med medicin, der ikke er testet for bivirkninger på børn. Det tvinger lægerne til at eksperimentere sig frem til en behandling, som ofte blot består i en mindre dosis end den, man ville give til en voksen patient. Medicinalindustrien bør teste medicinens virkninger på børn, så man i fremtiden får en mere målrettet og effektiv medicinsk behandling, mener kommissionen.

Tusinder på flugt i Angola
*Angolas præsident, José Eduardo dos Santos, taler om, at der snart bliver våbenhvile, efter at ærkefjenden Jonas Savimbi blev skudt fredag i forrige uge. Men indtil videre fortsætter kampene, og de driver ifølge en FN-rapport offentliggjort i går titusindvis af mennesker på flugt. Alene i januar søgte 49.000 mennesker tilflugt i flygtningelejre, og det samlede antalt internt fordrevne i landet er nu over fire millioner mennesker.hai

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her