Læsetid: 4 min.

OVERBLIK

9. februar 2002


Bush afbryder ikke kontakt til Arafat
*Som sød musik i den israelske ministerpræsident, Ariel Sharons øre fordømte USA’s præsident, George W. Bush, endnu engang palæstinensiske angreb mod israelske mål. Det skete på et fælles pressemøde efter Sharons besøg i Det Hvide Hus.
Til gengæld lykkedes det ikke Sharon at overbevise den amerikanske præsident om at afbryde kontakten til palæstinenserlederen Yasser Arafat. Bush affejede flere gange Sharons opfordring til ikke at tale med Arafat med en udtalelse om, at USA’s krav til den palæstinensiske leder »ikke kan blive mere tydelig.«
Artikel side 9 og leder på bagsiden

S og K imod byggegrunde i skove
*Socialdemokratiet afviser salg af Danmarks skove samt at lade kommunerne udstykke byggegrunde i skovene, som miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) har foreslået. Det er ren ideologi, mener miljøordfører Pernille Blach Hansen (S). Hun kalder nu ministeren i samråd i Folketingets miljøudvalg.
Hun bakkes op af den konservative finansordfører, Gitte Seeberg, der siger, at statsskovene er urørlige, lige meget hvad der kunne være af penge i det for statskassen.
Dansk Folkeparti er parat til at overveje at sælge ud af statens skove til private. Men partiet vil ikke gå med til at lade kommunerne udstykke byggegrunde i skovene.

Stort flertal for euroen i Sverige
*Et massivt flertal af svenskerne støtter en skrotning af den svenske krone til fordel for euroen, som blev introduceret fysisk ved årsskiftet i 12 af de 15 EU-lande. Det viste en meningsmåling i den svenske finansavis Finanstidningen fredag.
Ifølge målingen støtter 53 procent af de adspurgte svensk medlemskab af euroen, mens 34 procent er imod. Sveriges socialdemokratiske regering har signaleret, at der allerede til næste år kan komme en folkeafstemning om svensk eurodeltagelse.

Råd nedlægger sig selv
*I frustration over manglende politisk lydhørhed har IT-sikkerhedsrådet besluttet at opløse sig selv. Det sker ifølge nyhedsmagasinet Ingeniøren, selv om rådet ikke var på regeringens såkaldte dødsliste.
Opgaven for rådet er at rådgive regeringen og Folketinget om sikkerhedsmæssige aspekter af informationsteknologi som f.eks. datakryptering og sårbarhed ved virus- og hackerangreb. Men nu har rådet valgt at nedlægge sig selv 1. april. Årsagen er ifølge rådets formand, professor Mads Bryde Andersen: »Jeg kan ikke huske et eneste tilfælde, hvor vore høringssvar har vakt lydhørhed hos politikerne.«
Han peger på, at rådet til gengæld ofte er blevet benyttet af flere ministerier til at bekrige hinanden.

Undtagelsestilstand i Liberia
*Skyderier nær Liberias hovedstad Monrovia fik i går præsidenten, Charles Taylor, til at erklære undtagelsestilstand i landet med henvisning til, at en væbnet opstand var i gang.
Skyderier ved knudepunktet Kley, der kun ligger 35 kilometer uden for hovedstaden Monrovia, fik folk til at flygte i alle retninger. Det er det tætteste, den seneste opblussen af uroligheder er kommet til hovedstaden. Liberia blev hærget af en syv år lang borgerkrig i 1990’erne.
En talsmand for oprørerne fortalte tidligere til nyhedsbureauet Reuters, at tusinder af oprørssoldater var klar til at gå til angreb på Monrovia og ville være i stand til at erobre byen på 72 timer. Han opfordrede Charles Taylor til at trække sig tilbage og forlade byen.

Frygt for vulkanudbrud i Mexico
*Eksperter frygter, at Colima-vulkanen i Mexico er ved at komme i udbrud.
Vulkanen, der ligger på grænsen mellem de vestlige delstater Jalisco og Colima, kan bryde ud i nær fremtid, idet der har samlet sig en stor lavasø i vulkanens krater, siger vulkaneksperterne.
Trinidad Lopez Rivas fra civilforsvaret i området sagde, at det ventes, at vulkanen i løbet af tre døgn eksploderer. Sent torsdag og fredag blev 300 mennesker evakueret fra området nær vulkanen.

Montenegro kan få selvstændighed
*Jugoslaviens præsident, Vojislav Kostunica, sagde i går, at hans regering ville give Montenegro sin selvstændighed, hvis den lille republik ved en kommende folkeafstemning om uafhængighed af Den Jugoslaviske Republik stemmer for det.
Udtalelserne faldt i et interview med den amerikanske avis Washington Times, og de er det hidtil klareste signal fra den jugoslaviske regering om, at den vil respektere resultatet af en folkeafstemning om selvstændighed. »Vores regering vil acceptere flertallets vilje – men det skal være et kvalificeret og overbevisende flertal,« sagde Kostunica.

Fortsat stigning af unge stofbrugere
*Stadig flere unge bruger illegale stoffer, fastslår Sundhedsstyrelsens rapport Narkotikasituationen i Danmark 2001, som udkom i går.
Specielt blandt de 16-24-årige er lysten til at begive sig ind i de hårde stoffers verden skærpet, selv om hash fortsætter med at være det stof, der har den største appel hos de unge. Blandt de hårde stoffer er amfetamin, også kaldet speed, det foretrukne ’partystof’. Samtidig er også kokain, svampe og ecstasy i højere grad blevet en del af de unges festvaner. Artikel side 4

Friskoledere skal tale dansk
*Friskoleledere skal kunne tale og skrive dansk, og undervisningen skal foregå på dansk. Det kræver regeringen som led i opstramningen af reglerne for friskolerne.
De nye regler gælder alle friskoler, men det er ifølge Kristeligt Dagblad ingen hemmelighed, at regeringen især ønsker at stramme grebet om landets 21 muslimske friskoler. To af de muslimske friskoler er i overhængende fare for at få fjernet deres milliontilskud, fordi et såkaldt skærpet tilsyn har konkluderet, at undervisningen ikke står mål med folkeskolens krav.
Regeringen er efter vinterferien klar med et lovforslag, der strammer både formålsparagraffen for friskolerne og kravene til det tilsyn, som der løbende skal føres med undervisningen.

Kunder til angreb på bankrøvere
*Sammensparet irritation over en sværm af bankrøverier fik fredag en håndfuld kunder i Nordea-banken i den nordsjællandske by Jyderup til at gå til angreb på to bankrøvere.
Maskeret med fastelavnsmasker og bevæbnet med pistoler fik røverne udleveret penge fra kasserne, hvorefter fem-seks kunder i banken sprang på dem. Under tumulten tabte den ene sin pistol og den anden størstedelen af pengene. Kun den ene nåede med flugtbilen, mens den anden måtte flygte til fods.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu