Løsninger
HAIFA Der har i det seneste år ikke været udvikling i de tyrkisk-israelske forhandlinger om køb af vand. Floderne Eufrat og Tigris udpringer begge i Tyrkiet, som med sine enorme vandressourcer er regionens stormagt på dette område. Regeringen i Ankara har tidligere vist interesse for israelernes ønske om at købe vand, som skulle transporteres til kunden med supertankere eller gennem en rørledning under Middelhavet.
»Teknisk er det muligt, men projektet står stille. Formelt er det prisen, man ikke kan blive enige om, men der ligger helt sikkert andre ting bag,« siger geografen Nurit Kliot, som beskæftiger sig med mellemøstlig vandmangel ved Haifas Universitet.
»Tyrkiet har sine egne interne problemer og regeringen er kommet under kritik for sine nære bånd til Israel. Regionalt betyder det også noget for forholdet til Syrien og Irak, som begge har store vandudeståender med Tyrkiet, og derfor tror jeg, Ankara vælger at holde lav profil.«
Kanalprojekt
Derfor er afsaltning blevet regeringens officielle politik. Ved Ashdod i det sydlige Israel er opførelsen af et meget stort anlæg i gang, og flere er undervejs, men eksperter peger på, at selv om det hele skulle stå klar til brug med udgangen af 2004, vil kapaciteten stadig være utilstrækkelig. Derfor kigger man sig om efter andre muligheder og kaster blikket på Det Døde Hav, som er døende som følge af vandkrisen. Et luftfoto af-slører, at vandspejlet nu har sænket sig så meget, at den hævede søbund midt på nu er over overfladen og har delt salthavet i to. Jordanfloden, som altid har været hovedleverandør af vand, er svundet ind til et minimum, fordi sluser, hvor floden forlader Genesareth Sø 150 kilometer mod nord, sørger for, at hovedparten af vandet bliver, hvor det er. Det vand som kommer ned fra vinterregnen i ørkenen er langt fra nok til at holde trit med den kolossale fordampning.
»Dette problem har man været klar over i mange år, men har af flere grunde afholdt sig fra at gøre noget,« siger Nurit Kliot videre.
Allerede i slutningen af 70erne overvejede man at anlægge en kanal fra enten Middelhavet eller Det Røde Hav til Det Døde Hav. Eftersom dette ligger 400 meter under havets overflade, ville man kunne udnytte det naturlige fald til udvinding af vandkraft, hvilket dengang var hovedmotivet. I dag er projektet atter kommet på bordet, fordi man kan afsalte en del af vandet undervejs. Afsaltning sker ved at hav-vand presses gennem membraner med 70 atmosfæres tryk, og man har beregnet at kunne opnå de 40 alene ved faldet.
»Men man viger tilbage, fordi mineralindholdet i hav-vandet svarer dårligt til vandet i Det Døde Hav, og de økologiske konsekvenser er man ikke sikker på. Herudover vil den mest logiske løsning, middelhavskanalen, være langt lettere gennemførlig rent landskabeligt, hvis den kan føres hen over Gazastriben, og det tillader det politiske klima jo ikke rigtig lige nu,« tilføjer hun.
Sparebestræbelser
I første omgang har man derfor iværksat vandsparekampagner, hvilket sidste år reducerede landets samlede vandforbrug med fire procent. De største besparelser ligger naturligvis og venter i industrien og det kunstvandede landbrug, men også privathusholdningerne er ved at føle den nye virkelighed. Så-ldes får man nu bøde for at vaske bilen med haveslange, mens denne dog fortsat får lov til at holde haven grøn.
Industriens lobbyister har indtil nu holdt stand mod sparekniven, mens det allerede trængte landbrug er i færd med at indføre ændringer, først og fremmest gennem afgrødeomlægning.
De uhyre vandkrævende bomuldsmarker og appelsinplantager er så småt begyndt at vige pladsen for solsikker, korn og andre bedre egnede afgrøder. Landbrugsminister Shimon Simchon tog for kort tid siden det for en landbrugsminister kontroversielle skridt at foreslå ophævelse af de differentierede vandpriser, så landbrug og industri ville komme til at betale det samme som bybefolkningen. Der rejste sig naturligvis et ramaskrig, og som det så ofte sker, er sagen derfor nu ved at drukne i politisk mudderkastning.
