Læsetid: 6 min.

Paradoksalt lykkelig

Paul Auster besøgte Danmark i anledning af verdenspremieren på sit teaterstykke, ’Hide & Seek’. Det blev også til en snak om terror
2. februar 2002

Litteratur
En velkomponeret og forbløffende helstøbt halvanden time blev verdenspremieren på Hide & Seek kaldt af Informations anmelder forleden. Forfatteren Paul Auster rejste fra Brooklyn til Nørrebro for at se sit stykke på scenen.
»Jeg havde aldrig drømt om at nogen ville spille stykket i dag, og jeg kan ikke forsvare det som noget væsentligt arbejde, men på den anden side tager jeg heller ikke afstand fra det, det har sin charme, en vis interesse, dets snurrighed og ordspillet omkring menneskelig interaktion kan vel godt være et passende materiale for andre, og det er tydeligt at produktionen her har grebet det selvstændigt an og ført det i en ny retning. Både morsomt og rørende.«
»Der er en vis forbindelse fra dengang og fremover. Visse dialoger i mine romaner, ikke mindst i City of Glass (1985), mellem Quinn og Stillman, har noget af den samme crazy kvalitet. Selvfølgelig er stykket meget Beckettsk, men med en lidt anden tone, al den snakken i cirkler, det er ren komedie, blot en bagatel, men af en trodsig ånd, lidt ligesom i Blue in the Face (1995). Det jeg lærte af at skrive dramatik var mest noget med dialogrytmer, idiomatisk præcision, ja noget der rækker helt frem til nu, til min nyeste bog.«

Gode oplevelser med film
– Du skrev tre énaktere i 70’erne og sidenhen har du skrevet filmmanuskripter. Har det været et kulturelt vægtskifte kunstarterne imellem?
»Nej, allerede dengang hang teatret kun i med det yderste af neglene, så at sige. Men jeg har altid elsket teatret, og hvis jeg troede jeg kunne, så ville jeg gerne skrive for scenen igen. Det er heller ikke fordi film og teater gensidigt udelukker hinanden. Filmplaner har jeg ingen af nu. Men filmene i 90’erne, selv Lulu on the Bridge (1998), som sandt at sige ikke blev nogen succes, har været nogle af mine bedste oplevelser, følelsesmæssigt, kunstnerisk og menneskeligt. I Lulu var jeg dybt involveret i alle aspekter af produktionen. Det var ikke som instruktør jeg fejlede, men som forfatter. Anyway, jeg ville ikke bytte den erfaring for noget som helst, jeg er ret stolt af det meste af det.«
– Vi skifter spor. For 10 år siden skrev du i ’Leviathan’ (1992) om de krogede veje, der førte en radikal skribent ud i terrorhandlinger. Din ven og kollega Don DeLillo skrev i ’Mao II’ (1991) tilsvarende om forfatteren, at han må placere sine kunstneriske indsatser lige så præcist som terroristen sine bomber. Anser du den form for metaforik for letfærdig i dag?

Efter 11. september
»Jeg forstår din pointe, men nej, egentlig ikke. Hovedpersonen i Leviathan handlede i forlængelse af en lang anarkistisk tradition og havde altså en sammenhængende ideologi. Hans bomber dræbte ingen mennesker, undtagen til sidst ham selv. Det var symbolske aktioner, rettet mod de mange kopier af Frihedgudinden der findes rundt i Amerika – og det vil jo sige: i skuffelse over Reagans 80’ere. Han kaldte sig ’Frihedsfantomet’ når han stolt tog ansvar for aktionerne. Han ønskede ikke at dø af det selv. Og kunst stræber vel altid efter en form for ’subversion’ af læserens bevidsthed...«
»Det er helt omvendt med 11. september. Ingen ideologi at tale om, 3.000 tilfældige, uskyldige ofre, intet ansvar, og en fanatisk vilje til selvudslettelse. Det er et radikalt nyt historisk fænomen vi har mødt her, for første gang. Og helt sikkert ikke sidste.«
– Alligevel, World Trade Center er jo ikke en hvilken som helst bygning. I ’Leviathan’ sammenligner du Frihedgudinden med det amerikanske flag. Hvor flaget er genstand for både glødende kærlighed og tilsvarende had, så er Frihedsgudinden hinsides det, ’et symbol på alt det i os som er godt’. WTC er vel symbolsk set nærmere flaget end Frihedsgudinden?
»Ja, selvfølgelig, globaliseringens internationale kapitalisme. Men alligevel, tænk på vilkårligheden i dets grufulde udslettelse. Helt tilfældige mennesker, almindelige arbejdsfolk, unge stræbsomme kontorfolk, af alle racer, og masser af muslimer også.«
– Jeg husker min første sammenhængende tanke efter chokket den dag. Det var: Det er nu Amerika har en historisk chance for at skabe varig fred i Palæstina.

At jævne Jerusalem...
»Præcis, også min første. Og tragisk nok har vi allerede kikset den, det bliver bare værre og værre. Verdenssamfundet burde simpelthen påtvinge de to parter en fredsløsning. Begge sider ville selvfølgelig hade det, men de ville gøre det. Men det har meget lange udsigter. Og apropos ’letfærdig’, så var Siri (Hustvedt, Austers kone, red.) og jeg for nogle år siden i Israel, og jeg fik den tanke, at kun ved at jævne Jerusalem med jorden kunne man starte på en frisk og nå frem til en løsning.«
– Din ven Salman Rushdie har udtalt, at angrebene 11. september var et frontalangreb på alle frihedsværdier, på retten til at ’søge sin egen lykke’ simpelthen. Mens en Susan Sontag er blevet lagt for had for at ytre sig i samklang med det du lige sagde.
»Jeg mener Susan Sontag er blevet groft misforstået, hun er jo ikke antiamerikansk, der er ingen væsentlig modsætning mellem hende og Rushdie. Men stemningen i USA er temmelig hysterisk over for selv den mindste kritiske røst.«
– Er det den jødiske lobby, der er så frygtelig stærk?

Livshistoriernes fiktion
»Nej, det mener jeg ikke. Den koalition, der står bag Bush, er kristent fundamentalistisk og den elsker Israel. Omvendt: Bin Laden er jo ikke interesseret i Palæstina, men nok så meget i sit hjemland, Saudi-Arabien, som vi ulykkeligvis støtter. Vi burde i stedet for bruge krisen til at frigøre os fra energi baseret på fossile brændstoffer. Der er masser af alternative muligheder.«
– I efteråret udkom ’I thought My Father Was God’, en antologi du redigerede, med de bedste af de mange radiolytter-småhistorier du havde opfordret offentligheden til at indsende til oplæsning. Hvad var pointen?
»Anekdoterne – tragiske, komiske, rørende osv. – skulle være sandfærdige. Rapporter fra den personlige erfarings frontlinje så at sige, tilsammen et museum over den amerikanske virkelighed. Helt demokratisk, uden kunstneriske ambitioner. Og nok så opmuntrende som den aktuelle politiske situation. Jeg er ret stolt af bogen, den illustrerer en af mine stædigste tanker, at vores livshistorier er fantastiske, de lyder som den vildeste fiktion.«
– Et gennemgående motto hos dig er vel, at kun når mennesket har ryggen mod muren, så lever det virkelig. Udelukker det dig ikke fra at skrive om normalskæbner, familier, hverdagen?

Andre logikker
»Det er rigtigt, at der ikke er meget normalt familieliv i mine romaner. Ikke fordi jeg har noget imod det, men det er ikke det stof historier er gjort af. På den anden side kan du sige, at mine hovedpersoner finder familie, de venner og kærester de får på deres mere eller mindre styrløse vej. Og lige så forpligtende som familie.«
– Det paradoksale ved dine historier er, at de styrer lige så stærkt mod deres endepunkt som var det en guddommelig orden, der bestemte – ’skæbnen’. Men hos dig er der kun tilfældet – og så viljen til at finde ’musikken’ deri og ride med på den. Er du vore dages Karen Blixen?
»Jeg har ikke læst nok af Blixen til at kunne sige sådan noget. Og jeg vil heller ikke, det er andres job. Men jeg tror nok mine historier er styret af andre logikker, også i retning af dialogicitet, det at de kun sjældent er monologiske. Historien er ikke én, men sammensat af mange stemmer.«
»Og vi lever af at fortælle vores historier, allesammen. ellers falder vi fra hinanden Men paradokserne er der ligefuldt, selv midt i vores mest banalt forudsigelige handlingsmønstre. I næsten alle mine bøger er der en scene, hvor hovedpersonen, der ellers har forstået et og andet om verden, pludselig står midt i den dybeste forvirring, helt tom i hovedet – og paradoksalt lykkelig, med vidtåbne sanser. Så længe det nu varer.«

FAKTA
Paul Auster, født 1947
*Brød igennem med New York-trilogien, 1987-89, senere fulgte bl.a. Moon Palace, 1992, Tilfældets musik, 1991 og Leviathan, som kom på dansk i 1993.
*Teaterstykket Hide & Seek er skrevet i 1976 og indgår i bogen Hand To Mouth fra 1997. Til foråret er Auster aktuel igen med bogen Book of illusions, som udkommer på Per Kofoeds Forlag
*Hide& Seek spiller i Kanonhallen (instrueret af Rolf Heim) til 16. februar og vil herefter gæstespille på Hebbel Teater i Berlin

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her