Analyse
Læsetid: 5 min.

Paranoia i Venezuela

Venezuelas leder Hugo Chávez angriber USA for at forberede et kup, men foreløbig er hans største problem landets dårlige økonomi
19. februar 2002

Når statsledere begynder at tale om, at der konspireres imod dem, skal man væbne sig med skepsis. Er det for at bortlede opmærksomheden fra væsentligere problemer, eller er der noget om det? Da Venezuelas omstridte præsident, den tidligere mislykkede kupmager (februar 1992) Hugo Chávez kort før årsskiftet i en nytårstale til mandskabet i militærforlægningerne i hovedstaden Caracas og delstaten Vargas samlet på Poliedro Stadion i Caracas sagde, at der er ved at blive opbygget to sammensværgelser mod ham, kunne det lyde som en afledning fra de alvorlige interne problemer i regeringen og den forværrede økonomiske situation.
Alligevel er der grund til at hæfte sig ved hans anklage, der ikke var rettet mod nogen ved navns nævnelse, men som ingen er i tvivl om drejer sig om den mest højreorienterede del af oppositionen og den amerikanske regering. Dels fordi Chávez på grund af sit nære forhold til Cubas leder, Fidel Castro, modtager efterretninger fra de sædvanligvis meget effektive cubanske efterretningstjenester, dels fordi oppositionen og Washington hidtil ikke har haft held til hverken at skabe en enig og slagkraftig opposition eller undergrave Chávez’ position væsentligt.
Chávez sagde, at den ene sammensværgelse går ud på at slå ham ihjel, mens den anden sigter på at gennemføre et militærkup mod ham. »En kolossal psykologisk kampagne« vil blive ført mod de væbnede styrker. »De leder efter en Pinochet (...) De analyserer hver eneste mand for at se, hvem der kan blive en Pinochet mod Chávez. Men jeg er sikker på, at der ikke er nogen Pinochet (i de væbnede styrker),« sagde Chávez, der i øvrigt opfordrede de militærfolk, fra generaler og nedefter, som er utilfredse med tjenesten, til at forlade den snarest belejligt.

Washingtons utilfredshed med Chávez er velkendt. Man finder det betænkeligt, at USA’s tredjestørste olieleverandør ledes af en mand, der er nær ven med arvefjenden Fidel Castro og tager på venskabsbesøg hos den libyske leder, oberst Moammar Kadafi, og Iraks Saddam Hussein. Chávez’ forklaring om at besøgene i de to lande hænger sammen med Venezuelas aktive rolle i Organisationen af Olieeksporterende Lande OPEC, tages ikke for gode varer i Washington.
På det seneste er den amerikanske utilfredshed blevet mere åbenlys. Den 6. februar kritiserede udenrigsminister Colin Powell Chávez’ venskabsbesøg i de to ’slyngelstater’. Han satte spørgsmålstegn ved, hvad han betegnede som Chávez’ »lunkne støtte« til USA’s »krig mod terror« og udtrykte betænkelighed ved den venezuelanske leders »opfattelse af demokrati«.
Få dage senere fulgte den amerikanske efterretningstjeneste CIA’s direktør George Tenet op i en tale til Senatets Efterretningsudvalg. Han sagde, at han var »særligt bekymret over den politiske ustabilitet i Venezuela (...) Den indenlandske utilfredshed er voksende (...) den økonomiske situation er forværret med faldet i oliepriserne, og det er muligt, at krisestemningen vil forværres«.
Endelig opfordrede Udenrigsministeriets talsmand Richard Boucher Chávez til at »respektere de demokratiske institutioner«, og udtrykte bekymring over »radikaliseringen og polariseringen« i venezuelansk politik.

Det er rigtigt, at det ikke ser for lyst ud for Venezuelas økonomi, hvilket sidste uges kriseindgreb tydeligt viser. Det er også rigtigt at det politiske liv er polariseret, men det kan ikke alene tilskrives Chávez. En dybt frustreret, svækket og splittet opposition bygget på resterne af de to store, dominerende partier siden slutningen af 1940’erne – det socialdemokratiske AD og det kristeligt demokratiske COPEI, som til slut forsumpede i korruption og magtmisbrug – har fortvivlet forsøgt at fremstille Chávez som en forhærdet, kryptokommunistisk diktator.
Hugo Chávez er snarere en nationalistisk og socialt bekymret populist i den tradition, han selv betegner som bolivaristisk – opkaldt efter Sydamerikas visionære frihedshelt Simón Bolívar (levende skildret som den tragiske skikkelse han endte som i den colombianske Nobelpristager Gabriel García Márquez’ roman Generalen i sin labyrint – og som kan vise sig profetisk for Chávez). Han har iværksat en lang række politiske, sociale og økonomiske reformer for at skabe større social lighed, fordele jord til landets mange jordløse og små bønder, styrket statens rolle i økonomien og i det hele taget skridt til at svække den hidtidige politiske og økonomiske elites position.
Det har ført til en rundhåndet økonomisk politik, som der ikke har været dækning for, blandt andet på grund af de lave oliepriser. For at holde inflationen nede, har hans økonomiske kabinet ført en fastkurspolitik, som førte til, at Venezuelas valuta, bolívar, efterhånden var stærkt overvurderet. Resultatet var voksende underskud på statsfinanserne (syv pct. af BNP), voksende indenlandsk gæld som ikke længere kunne klares med udstedelse af nye obligationer, højt renteniveau (den er på tre år vokset med 192 pct., fra fire mia. til 11,8 mia. dollar), kapitalflugt (ifølge økonomen Miguel Angel Santos er der blevet ført 21 milliarder dollar ud af landet i de tre år, Chávez har været præsident – ifølge ugerapporten Latin American Weekly Report forsvandt omkring 700 millioner dollar ud af landet på tre dage i den første uge af februar, oven i 1,8 milliarder i januar), hastigt svindende valutareserver og voksende arbejdsløshed.

Det tvang i sidste uge Chávez til et drastisk økonomisk indgreb. Fastkurspolitikken blev opgivet med en hurtig, drastisk inflation til følge, nedskæringer i de offentlige udgifter på mindst syv procent og indførelse af nye skatter. Chávez' erklærede hensigt er at få styr på økonomien og undgå at landet ender i en argentinsk situation.
Indgrebet har medført nogle protester specielt mod mange butiksejeres udnyttelse af situationen til straks at sætte priserne op. Men protesterne har foreløbig været færre end ventet. Så på den led kan Chávez, hvis popularitet dog er faldet betragteligt siden de første euforiske år, sove roligt – foreløbig. For hvis hans regering ikke får inflationen og devalueringen under kontrol, kan utilfredsheden brede sig. Den socialdemokratiske økonom Miguel Rodríguez frygter således, at devalueringen når 70 pct., inflationen 30 pct. og nedskæringerne i de offentlige udgifter 20 pct.
Så kan det være at USA og oppositionen får held til at destabilisere Chávez’ regering. Tilhængere af regeringen peger på, at det mønster, man så med Mossadeghs nationalistiske reformstyre i Iran i 1953, Arbenz’ socialdemokratiske reformregering i Guatemala i 1954, Allendes socialistisk orienterede regering i Chile i 1973, hvor CIA gik aktivt ind og undergravede og forberedte kup, er ved at tegne sig i Venezuela.
Det er for tidligt at sige noget om. Foreløbig synes de væbnede styrker at slutte op om Chávez – der også har gjort meget for at vinde sine tidligere våbenfællers støtte. Oberst Pedro Sotos ensomme forsøg på at kalde til oprør mod Chávez den 7. februar faldt til jorden, selv om han hævdede, at han havde opbakning i dele af officerskorpset.
Chávez ligger dog ikke af den grund på den lade side. Han har inden for de sidste tre uger styrket sit greb om regeringen ved blandt andet at skifte nogle af sine nærmeste medarbejdere ud med gamle fæller fra kupforsøget i 1992. Om det er nok til at kontrollere økonomien, lægge en dæmper på den simrende sociale uro og sikre en fortsat politisk kontrol, er selvfølgelig et åbent spørgsmål. Under alle omstændigheder er det tydeligt, at Venezuela går mere urolige tider i møde – med eller uden Washingtons hjælp.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her