Læsetid: 5 min.

I Perigeux-Dordogne

9. februar 2002

Intermetzo
Ugen stod i kongehusets tegn. Regeringen og folketingsflertallet barberede Danmark tilbage til sognerådsstadiet i en Morten Korch-film. Imens rullede den danske presse sig ud og korsfæstede prins Henrik. Den kongelige Højhed havde været så uforsigtig at udtale sig oprigtigt om sine frustrationer ved at være nr. ingenting i det royale hierarki. Udtalelserne var faldet til en af landets mest patetiske sladderjournalister, ved hvis virke kongehuset delvis trives. Prinsen skulle have holdt bøtte, mente den hær af mediefolk der siden udstyrede begivenheden med enslydende kommentarer: Prinsen har bragt kongehuset ud i en hidtil usammenlignelig krise. Konsekvenserne ifølge det hvide i kongehuseksperternes rullende øjne var i yderste fald monarkiets fald. I hvertfald havde historien svækket kongehuset. Eller svækket prins Henrik. Prinsen havde, for dem der springer kongestoffet over, besværet sig ved at være sat på hylden som en anden fortinnet legetøjssoldat af den kommende tronindehaver, sonyboy Frederik, mens dronningen lå med et knækket ribben.
Men det kan ikke være anderledes. Prinsen står formelt et trin under, eftersom han ikke nævnes med ét eneste ej heller medfølende muk i Grundloven. I dennes nøgterne forestillingssverden er dronningen, akkurat som i naturens orden placeret i det absolutte centrum, et særligt væsen med selvbeherskede livsfunktioner. Kun afkommet betyder noget, ikke hvordan dette er tilvejebragt. Hunkønsvæsenet, dronningen kan for så vidt, og så såre afkomsformidlingen er en fuldbåren og -byrdet realitet, æde eller bortjage tilvejebringeren, hvilket jo ofte i insekternes og edderkoppernes livscyklus sker på den mest hjerteløse måde.
Det siger sig selv, at for et maskulint ego med sans for tilværelsens prestigebetonede værdier, kan en sådan erkendelse af reduktion medføre problemer, i givet fald en identitetskrise.
Når det ydermere sker at afkommet tramper op i klaveret med fjerbusk og sabel og tager en solotango med et drømmende blik i fjernhorisonten, bliver stemningen ikke bedre. Heller ikke i et gennemsnitskongehus med vanlig styr på følelserne. Pludselig må den i forvejen reducerede gemal se sig selv totaldistanceret af den ægte genetiske vare med Big Mom som en tordensky bag. Mere hverdagsbårne naturer kender det, ganske ukonstitutionelt, af egen erfaring, når kvindekønnet fører sig frem med et omvandrende pubertært ødipuskompleks ved hånden. Da aner mangen en mand sin position som vogter af kronjuvelerne truet til forstødelse, tilintetgørelse, glemsel.
Heri ligger utivlsomt noget af den forklaring, adskillige af kongehusiagttagerne bekymret for den anakronistiske institutions fremtid, har efterlyst. Det er ikke morsomt at stå i 2. række. Endnu mindre i 3., på vej ned til 4., 5. med finalt exit via Roskilde Domkirke og et gravsted der minder om et sted, man normalt stiller kirkegårdsredskaberne.

Imidlertid kan der også være andre forklaringer på prinsens nu- kan-det-fandme-være-nok reaktion. Danmarks fysiske klima for eksempel. At de indfødte overhovedet, og år efter år, århundrede efter århundrede overlever dette sure, klamme, våde brunkålsvejr er i sig selv en biologisk gåde, og kan kun forklares med at de er ufølsomme og frem for alt ikke bedre vant. Billederne fra Caix – nærmeste store by er Cahors ved den venlige flod Lot, i fjernkontakt med et af Frankrigs mest særprægede landskaber Perigeux-Dordogne – afslørede en høj dybblå himmel og sol, sol, sol. Det var også det eneste prinsen rigtigt kunne få over læben, da presseslænget flokkedes: Solskin! hvorefter han grinede over hele euroen. Reaktionen er jo næsten forklaring nok.
Dertil kommer så det mere alvorlige. Her digter vi, men alligevel: De politiske realiteter i dronningedømmet. Det må være uudholdelig for et ordentligt menneske at skulle have dén bande følelskolde ignoranter til middag på slottet og til kur, når de allesammen oven i købet også skal udstyres med ordner i kilovis. Hvem man hænger sådanne på, er en kendt sag.
Måske kan prinsens depression supplerende forklares ved at en selvforelsket narrehat af en tv-havemand med mentalitet som en fjällräv modtog ridderslaget forleden, og mødte op i kjole og hvidt, rensede negle og åndelige røjsere. Da brast det endeligt for le Prince, da sparkede han skærmen ind i kassen og råbte: Non ma chère, assez! Hasta la vista en Caix, numero Una! Adjøs!
Her er prinsens udbrud loyalt gengivet på delvis fransk i utvivlsom overensstemmelse med højhedens inderste følelser. Lige midt i det land Xenofobia, den danske stammes sande navn, findes den mest nærliggende forklaring på den glücksborgske krise: Prinsens afgrundsdybe forfærdelse over at blive forvekslet med et af de xenofobianske individer.
Dét er for meget for et ganske vist forvænt, men civiliseret menneske der både digter, tegner, maler, spiller klaver og taler fransk.

Læs i den forbindelse pastor Langballe, MF for Dansk Folkeparti og fætter til Søren Krarup, der blandt andet til BT udtaler: »...prins Henrik er og bliver franskmand og hele hans tænkemåde er fransk. Og det er ikke noget ubetinget gode, at han har præget det danske kongehus med den franske holdning«. Tydeligere kan det ikke siges: Fransk tænkemåde og holdning er ikke noget at samle på for det danske hof og for rigtige danskere. Corneille, Sartre, Voltaire, Montaigne, Bergson, Descartes, Pascal, France, Hugo, Proust, Rabelais, Pasteur, Durkheim, Gide, Rolland, Flaubert, Tocqueville, Baudelaire, Zola, Diderot, Morin, du Gard, de Beauvoir – hele koret vs J. Langballe.
De nævnte – få af temmelig mange flere på et vist niveau – har unægtelig til fælles de franske holdninger og en fransk tænkemåde. Og det er ikke noget ubetinget gode for folketingsmedlemspræsten fra omegnen af Viborg. I dette kan man undre sig, idet prins Henrik som bekendt engang slog til lyd for fransk korporlig revselse af dyr og børn. Noget sådant må da tiltale Jesper Langballe og hans genetiske stammateriale i fætteren Krarup, der gentagne gange med teologisk fynd og klem er gået i brechen for genindførelsen af forældres revselsesret og rå vold i opdragelsen. Det må derfor være noget andet i den franske holdning, den franske tænkemåde, pastor Langballe ikke bryder sig om.

Vel sagtens – og på baggrund af den dybe demonstrerede modvilje mod folk på det danske territorium, der ikke hedder noget med -sen eller lyder som titlen på et hjemstavnsbillede, nærer pastoren formentlig en dyster mistanke om at prins Henrik er skabskatolik med rosenkrans og vokslys. Er der noget de ikke kan fordrage, disse danske danskere med kors i alle nedadvendte legemsdele, og ekstremistisk forkærlighed for ignorant og fordomsfuld selvhævdelse, er det andre ideer om den fælles menneskelige trang til gudsdyrkelse.
En helt anden forklaring kan være den almindelige rædsel for noget man ikke forstår, hvilket går igen i flere reaktioner lige fra pølsemanden i Tv-avisens ufravigelige vox pops til – ja, altså til Langballe. En mikrofon op i snotten på damen i vognen: Ja, jeg synes altså også han er en underlig én, der ikke kan finde ud af det der med at være rigtig dansk, siger damen over sin dampende afgrund af de lange røde.
Men prinsen er jo ikke typen, dét må man lade hende, der hver anden dag lister hen og på sit pidgin-dansk be’r om en knæk med det gule og kage.
Alene dét. Han kan kun glæde sig over at dronningens og prinsens 2. generations-drenge – også ham med kineseren – ikke falder ind under Bertels, Krarups og Langballes nye regler for tilhørsforhold til stammen i det fjerne nord.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her