Læsetid: 7 min.

Politi og tyve

Præsidentkandidaterne i Frankrig ser alle ud til at opfatte autorietet som et spørgsmål om at politiet skal fange nogle flere tyve. Alle synes at glemme, at der måske var mere fremtid i…at bære et barn varsomt på armen
15. februar 2002

Qlummen
I Frankrig er der for tiden valgkamp. Det er præsidentposten, der kæmpes om, nu har præsident Chirac netop erklæret sig som kandidat til sin egen post, og alle venter spændt på at statsminister Jospin også melder sig som kandidat. Men som i alle valgkampe er der allerede opbygget vigtige temaer som valgkampen kommer til at stå om. Den mindste statistik der udkommer om landets tilstand, udsættes for indgående tolkning og manipulation, og man kan ligesom i Danmark i efteråret konstatere, hvordan interessen fokuserer sig ind på ganske få problemer. I Frankrig er det så ikke indvandrerproblematikken der er i fokus – den blev ligesom tygget igennem og spyttet ud som en lille ufrugtbar grå klat for små ti år siden med Le Pens optur og fald. Det er heller ikke et eller andet stort emne, som hvordan landet skal gebærde sig i forhold til EU eller globaliseringen, der samler interessen. Nej, franskmændene er bange. De føler sig usikre.
En af de statistikker der rigtig har gjort folk bange og som synes at give dem ret i at være bange viser, at antallet af anmeldte forbrydelser for 2001 for første gang er nået op over en slags magisk grænse på fire millioner. Og at det især er ’små forbrydelser’, der er steget drastisk. Af typen: Mobiltelefontyveri på åben gade. Så en af de lege, der leges i valgkampen, er en rigtig velkendt en: Der leges politi og tyve. Hvordan skal vi komme til at føle os mere sikre på gaden? Er der politi nok? Hvordan får vi fat i tyvene?

Samtidig med at forbrydelsesstatistikkerne røg ind på nyhedsbureauernes sultne sider og ud i politikernes daglige jargon, fik en af mine bedste veninder et barn. Lidt for tidligt. Så der står man med et lille skravl varsomt på armen, der på trods af enhver moderkærligheds formildende øjne ligner en skildpadde uden skjold. Det er et godt stykke tid siden mine egne var så små. Lige nu kæmper de sig gennem teen-ageårene med og mod forældre, skole og samfundet som sådan. Det er længe siden sagerne ordnedes i lasersværdskamp mod Darth Wader for ikke at tale om så enkelte scenarier som politi og tyve. Som forælder står man i en slags ’jacta est alia’. Terningerne er kastet. Man har lavet den orden og det rod de er vokset op med. Man står med en underlig blandet fornemmelse af ansvar og afmagt. Man håber på, at det kan bære, den konstruktion man med og mod sin vilje har opbygget. Og så aner man, at der er pokkers meget man ikke har styr på. Man har forsøgt at danne et skjold mod verden, og nogle gange er de bare gemt godt inde helt derinde, mens de andre gange kaster sig mod den med kæmpebrag. Meget trivielt altsammen, men ikke desto mindre et vovestykke hver gang. Det der med at få et barn igennem.
Mine børn har mobiltelefoner. Og de er, såvidt jeg ved ikke tyve. Det virker nu heller ikke som om deres fremtidsplaner er at blive politibetjente. Måske holder planerne om at blive rockstars? (Som seksårig var der en af dem, der for anden gang på to uger på sommer ferie i Danmark bad mig om småpenge, som han kunne smide i Gefionspringvandet og ønske noget. Jeg spurgte, om det første ønske da ikke var gået i opfyldelse, og han svarede nej. Jeg udfrittede ham så om, hvad ønsket havde været: »Jeg ønskede at kunne flyve«. Så spurgte jeg, hvad han nu ville ønske sig: »En robåd«.) Så hvis det ikke lykkes, det med rocken, så bliver det nok noget i retning af, hvad mig eller faderen foretager os. Et sted mellem at flyve og gå, finder man vel ud af at ro. Det er nu deres sociale arv, som den gode Bourdieu ville have formuleret det.
De fleste af de andre unge, i den forstad de er vokset op i, har også mobiltelefoner. Men nu er der altså tale om den berygtede parisiske omegnskommune ’93’. Så der er nok en del af mobiltelefonerne, der ikke er blevet erhvervet helt lovformeligt. I folkeskolen – collège – inden de droppede ud lige før gymnasiet, kom en stor del af eleverne fra ’le Bosquet’ lidt længere ude end forstaden. Et decideret ghettoagtigt kvarter. Håbløsheden hænger ud af vinduerne, de rustne altaner og på de slidte plæner. Buschaufførerne der kører derop, strejker ustandselig fordi de bliver overfaldet, eller fordi de unge råber og skriger i bussen. Det er et kvarter af den slags, som politiet nærmest ikke tør afpatruljere. Mærkelig nok, for det er ellers dér, at tyvene render rundt. Med mobiltelefoner.

Præsidentkandidat Chirac er en dygtig kandidat. Han ved hvor skoen trykker hos folket. Det vidste han allerede sidste gang han blev valgt, og denne gang er han også hurtig. Samme dag som han erklærede sig som kandidat udtalte han på landets største tv-kanal at: »Vi må genoprette statens autoritet, for den har tendens til at være i tilbagegang. Vi må genoprette sikkerheden for alle franskmænd, både den personlige og hvad vore ejendele angår« og »retsvæsenet må have alle de midler det har brug for, så det omhyggeligt, effektivt og hurtigt kan gøre sin pligt, der er så vigtig for vort land«.
Også næsten-kandidat Jospin var hurtig på euro-aftrækkeren, da politiet for et par måneder siden demonstrerede for at opnå flere midler. De fik så store budgetforhøjelser at finansminister Fabius blev helt rød i hovedet af nervøsitet over udsigten til, at resten af de offentlige ansatte ville følge trop med lige så store krav. Men der var bare ingen vej uden om: Med en præsidentkampagne i horisonten kunne Jospin ikke lade Chirac sidde med politi-jokeren i baghånden. Folk er bange og så skal politiet passe på dem. Det virker jo logisk nok. Eller gør det?

Det er i al fald en logik for valgkampagner. Banen kridtes op, og så må man spille på den. Spiller man ved siden af, bliver man ganske enkelt ikke valgt. Farmand stat må være stærk og komme og fange tyvene, fordi alle er så bange, og det spil bliver både Chirac og Jospin åbenbart nødt til at spille. Og mens de så fanger alle mobiltelefontyvene kan man så være ganske sikker på at Bosquetghettoen nok skal producere nogle nye. »Alle mennesket forbrydelser starter med barnets vagabondering«, skrev forfatteren til De miserable, Victor Hugo med svung for over hundrede år siden. Børn der går for lud og koldt vand. Dem er der stadig masser af. Lud, koldt vand og mobiltelefoner. Nye tider. Eller de samme? Regnskabet er temmelig enkelt: Man går tilbage og ser på mobiltelefontyvenes opvækstbetingelser. Det ligger cirka 1o og 15 år år tilbage. I Frankrig vil det sige, at ansvaret såmænd er ligeligt fordelt mellem venstre- og højreorienterede regeringer. Arbejdsløse fædre og enlige mødre. Fattigdom. Men der er nærmest ikke engang en socialdemokratisk præsidentkandidat til at sige noget om, at det er dér, at ondets rod er.

Enhver der har store børn ved, at det er et temmelig frugtesløst at skælde ud på teenagere. Man gør det selvfølgelig, men det er blot en måde at følge sin autoritet til dørs på. Terningerne for, om de bliver politi, tyve, røvere, soldater, skolelærere, it-pinger eller skifteholdsarbejdere er forlængst kastet. Det sker et eller andet sted mellem et skildpaddeagtig spædbarn og så de der store unger, der ser ud som om de er voksne og som er godt gemt inde bag de skjold de på hver sin måde har været nødt til at danne.
Jeg har set en del af de der mobiltelefontyve vokse op ved siden af mine børn. Og jeg synes, det er ekstremt uhyggeligt at høre præsidentkandidater foreslå, at man bare skal gå ud og fange dem (selvom man selvfølgelig også skal det), i stedet for at have øje for, hvad de børn er fanget i. Autoritet i et samfund er udelukkende blevet et spørgsmål om at skælde ud og straffe … når det er alt for sent.
Man har glemt at det også både personligt og samfundsmæsigt handler om… at bære et barn varsomt på armen. At skabe det gennem i al fald 16 år .
»Kringsat af fiender«, for at vende tilbage til det nordiske. Ring efter soldaterne og politiet. Men Nordahl Griegs patetiske, tåredrivende, men dog så metaformæssigt stærke sang slutter så med at sige: »vi vil ta vare på vare på skjønheten, varmen – som om vi bar et barn varsomt på armen«.
Og det er sikkert en vældig god idé at gøre det, hvis man vil have nogen som helst personlig eller samfundsmæssig autoritet senere hen. Nu.
Eller om seksten år igen og igen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her