Læsetid: 3 min.

Politik som automatik eller polemik?

Malerne i dag hygger sig og viser billeder fra deres private fester, siger ph.d i kunsthistorie Mikkel Bolt Rasmussen
8. februar 2002

(2. sektion)

Synspunkt
Det står skrevet med store røde bogstaver i det helt ny tidsskrift Mutant. Og som præsentation af det nye organ for kunst og diskurs og politik følger de tre redaktører Mikkel Bolt Rasmussen, Jørgen Michaelsen og Mads Korum de store, røde bogstaver ud med det, der ligner en programerklæring: »Udspændt mellem ønsket om at skabe en verden, hvor alt endnu ikke er gjort, og en verden hvor alt endnu ikke er til at gøre, dér eksponeres Mutanten.«
Det handler ifølge Mikkel Bolt Rasmussen om at udfordre den politiske kultur:
»Der er for en politisk betragtning objektivt set noget, som ikke fungerer. Nationalismen vender tilbage og den globale økonomiske ulighed bliver stadigt større.«
»Vores politiske kultur er ved at forvandle politik til automatik. På den ene side oplever vi en afpolitisering og på den anden side en overpolitisering. Men hvis man definerer politik som polemik er den ved at blive afviklet.«
Bolt fremhæver Dansk Folkepartis følelsesladede identitetspolitik og New Labours pragmatiske Tredie Vej som eksempler.
– Hvad er det, du og de to andre redaktører formulerer i jeres leder?
»Vi har forladt forestillingen om at skabe verden påny. Vi befinder os i en verden og det er der, vi vil starte. Det betyder også, at vi har forladt de stereotype utopier, som man kender dem fra 70’erne.«
»Vi tror ikke på, at man afskaffe fremmedgørelse og udradere falsk bevidsthed. Vi ved ikke, hvad der skal gøres. Men vi vil gerne lave et udspil.«
I sin artikel i Mutant skriver Bolt om samtidige kunstnere, der gerne vil være politiske. Men ikke rigtig kan finde ud af det.
»Det er et problem, at når samtidskunsten henviser til politik, handler det mere om kunstneren og det politiske. Man vil gerne være politiske, men vil ikke opgive kunstnerrollen. Det politiske bliver et emblem, en stil: Den politiske kunstner.«
– Hvad med en gruppe som CUDY, der træder ud af institutionen og slår sig ned i Vollsmose?
»Det er fint nok, at de gerne vil gøre noget ved de sociale problemer med integration af indvandrere og flygtninge. Men de gør det som CUDY, og der ligger fokus.«
Det er Bolts pointe, at forestillingen om den suveræne kunstner eller kunstnergruppe er en del af det etablerede samfund, som kunsten forsøger at udfordre. Ved at optræde som kunstner bliver udfordringen til en bekræftelse:
»Det sker så at sige bag om ryggen på kunstnerne. De får penge af kommunen til at slå sig ned i et hus, og de får deres SU med.«
»Det har i en lang tradition været vigtigt for kunstnere at forsøge at suspendere deres status som kunstnere. For alt i verden. Det sker ikke længere.«
Og Bolt peger på et felt, hvor det, der tidligere var udfordrende, i dag er bekræftende. Det er blevet en del af konsensus. For feminismen var det en strategi at gøre det private politisk ved at gøre det offentligt. Men det private er er ikke længere provokerende. Det er almindeligt:
»Der er i dag mange malere, som viser beskueren billeder fra deres private fester. De hygger sig og har ikke lyst til at lave noget som helst om.«
– Det kan lyde, som om du bebrejder kunstnerne deres falske bevidsthed?
»Selvfølgelig skal en kunstner ikke nødvendigvis sætte sig ned og lave analyser af sammenhængen mellem kunst, politik og økonomi. Men jeg finder det problematisk, når kunstnere forsøger sig med henvisninger til det politiske, og det så fungerer direkte mod hensigten: De kommer til at deltage i den politiske tømning.«
Kunstnerollen har ifølge Bolt forandret sig. Efter den intellektuelle kunstnerrolle i 80’erne blev en del af institutionen omkring Kunstakademiet, må kunstneren ikke længere være intellektuel.
Som der står i Bolts artikel: »Store dele af 90’er-kunsten har være mistænksom over for kunstneren-som-intellektuel og teori generelt og taget tilflugt i kunstneren-som-dumrian ... eller kunstneren-som-feel-good-provider«:
»Jeg kan godt se det produktive i at lade, som om man er dum. Man kan skjule bøgerne, hvis man får besøg osv. Men problemet er, at det i dag er blevet den dominerende rolle.«
»Og så kan man spørge. om det egentlig er det, vi har brug for?«q

*Mutant- kunstdiskurspolitik. 50 kr. Forlaget Politiks Revy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her