Læsetid: 4 min.

Fra postmodernisme til Pia K.

Jeg-føler-lige-nu-argumentet må ikke fylde det hele, siger forfatteren Katrine Marie Guldager
1. februar 2002

(2. sektion)

Synspunkt
Der blev i 90’erne skrevet meget litteratur i små rum. Det drejede sig om eksistensen og det individuelle liv. Og den postmoderne tilstand var så fragmenteret, at det var svært at udtale sig overordnet. Tog man den postmoderne tilstand alvorligt – og det var der mange, der gjorde – måtte man erkende helhedstænkningens død.
»Pludselig,« forklarer forfatteren Katrine Marie Guldager, »blev det meget klaustrobisk. Man måtte kun tale ud fra sig selv, måtte kun tale om små ting og detaljer. Helhedstænkningen var helt udelukket«
»Der var mange små lukkede rum i ’90erne. Forskelstænkningen var bestemmende: ’alt er forskelligt for os allesammen.’«
– Fører det tilbage på det individ, der oplever det som forskelligt?
»Ja. Det fører til en tankegang, hvor sandhederne skal være individuelle.Sandheder skal relativeres så meget, at vi ikke kan væres fælles om noget som helst.«
Som sådan er det paradoksalt: Postmodernismen er en intellektuel konstruktion, som ifølge Guldager har savet den gren over, de intellektuelle sad på.
»Når man bliver enige om, at der ikke er nogen, der har lov til at tænke i helheder, har man afskåret sig selv fra at blande sig som intellektuel. Jeg tror i den forbindelse, at man skal passe på med at dæmonisere Pia Kjærsgaard og sige, at hendes vælgere er bare folk, der stemmer i affekt eller folk, der ikke har tænkt sig om. Jeg tror, nogle af de ting, der gør, at hun kommer til magten, er i os allesammen.«
– Hvilke?
»Det med det antihierarkiske og det antiintellektuelle hænger sammen med en 60’er- og 70’erbevidsthed, som er fortsat ind i postmodernismen. Det skaber en situation, hvor det er muligt for Pia K. og Anders Fogh at sige, at det er danskerne, der bestemmer. Det er vælgerne, der bestemmer.«
– Og eksperterne skal blande sig udenom?
»Der er ingen eksperter, som skal fortælle os, hvad der er bedst for os. Det er den laveste fællesnævner. Der er ingen, som er bedre. Ingen, som må rejse sig over den laveste.«
– Den enkeltes private følelse har altid ret?
»Pia Kjærsgaard udnytter det argument, at jeg har lov til at reagere på mine følelser. Ingen må rejse sig over min lille jeg-sandhed. For jeg synes, det er sådan og sådan.«
»Der er ikke noget over jeget. Og hvis jeget er blevet til det højeste, er der ikke nogen verden udenfor.«

Det enkelte menneskes følelse har altid ret. Den står ikke til forhandling. Så det kan virke omsonst at tale med hinanden. Katrine Marie Guldager ser følelserne som dommer også langt uden for Dansk Folkeparti og Venstre.
»Den jeg-sandhed er begyndt at vise sig mange steder. Man kan f.eks. se den i boganmeldelser: ’Jeg synes, den her bog var svær at komme igennem. Den siger mig ligesom ikke rigtig noget.’ Det er jeg-føler-lige-nu-argumentet, som gælder. Det er som at sidde og tage temperaturen på sig selv hele tiden. Det er kedeligt for os andre.«
– Hvad er der galt med det?
»Inden for alle sammenhænge har man brug for en eller anden helhedstænkning. Hvis en anmelder ikke har nogen faglighed, er han jo røv og nøgler.«
»Jeg kan ikke bruge den slags følelsesargumenter til noget: ’Jeg læste den her bog på vej til stranden, og så følte jeg mig lidt træt. Den er nok ikke særlig god.’ Det er det rene jeg-rytteri.«
Og når følelserne bestemmer, kan man også tage temperaturen i det politiske liv : »Man vil have dramatik. Det skal iscenesættes. Man laver meningsmålinger, så man kan tage temperaturen på stemningen.«
»Der er nogle, som siger: Det er godt, der bliver ryddet op. Men det er jo ikke politisk sprogbrug. Det er et følelsesargument, som kan åbne for sådan en som Anders Fogh Rasmussen og en totalt uhistorisk politisk situation.«
– Hvorfor uhistorisk?
»Nu er der pludselig ikke noget, der hedder klassekamp længere. Der er ikke mere noget, der hedder højre og venstre. Og man kan ikke tale om interessemodsætninger, for man kan ikke tale om noget, der ligger over individniveauet.«
– Kommentatorer som Christine Antorini og Henrik Dahl antyder, at skellet mellem højre og venstre hørte hjemme i industrisamfundet?
»Det er forkert. Den politiske virkelighed er den samme, som den altid har været. De politiske valg er de samme: Hvor meget skal man omfordele, hvor meget skal man blande sig, det er en evig konflikt mellem frihed og regulering.«
– Men arbejderklassen er vel nærmest eksotisk i dag?
»Det er rigtigt, men vores økonomiske system er det samme og afføder derfor de samme modsætninger, som det gjorde i gamle dage. Men det er for kedeligt, og så finder man bare på nogle nye ord. Det nye er, at vi er blevet del af en større politisk virkelighed. Fattigdommen er flytttet til udlandet. Og man stemmer mere med følelserne.«
»Og jeg må indrømme, at vi er blevet taget lidt på sengen. Pludselig opdager vi, at den politiske virkelighed ikke stod helt stille, mens vi diskuterede postmodernisme.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her