Læsetid: 3 min.

Prinsessen på sprøjten

Astrid Saalbachs nye skuespil skuffer slemt i Stærekassen
4. februar 2002

Teater
Tæppet faldt tungt for Astrid Saalbachs nye stykke på den gensminkede Stærekasse, hvor mindre vellykkede skuespil har det med at blive endnu dårligere, fordi den store kukkasse er og bliver svær at spille på.
Dramatikeren har, efter eget udsagn, haft lyst til at se på vores interesse for kongehuset. Det gør hun så – med nyfigenheden personificeret i Sidse Babett Knudsens unge stiknarkoman, der i en overdosis drømmer sig til alle pigers ønskeposition som let skælvende og eksalteret prinsessebudding i kongefamiliens midte. Uden at hun kan flygte fra sin sociale arv og med faretruende frostskader på institutionen til følge. Men har stykket overhovedet noget på, for nu at blive i den eventyrjargon, der indledningsvis slås an med den lille junkiepiges varmende syresyner i den kolde sne?
Er der egentlig andet og mere på spil i teksten end lidt harsk socialkritik fra Skelbækgade sat op imod endnu en dronningerunde af den forlængst gennemtæskede diskussion om kongehusets dybt ejendommelige rolle som anakronisme, familiespejl og drømmemål? Det har denne tilskuer mere end svært at få øje på.

Græsset er grønnere
Vi får gentaget pointerne om den umulige balancegang mellem de mange krav, vi stiller til de paradoksplagede kronede forbilleder – naturlighed og afstand, menneskelighed og ophøjet fravær. Om græsset, der er grønnere på den anden side af plankeværket, hvad enten man nu er fixende billedblads-junkie på Vesterbro eller den indespærrede mediedarling, der optræder på de glittede sider.
Men er det ikke noget, vi kan læse på Ekstra Bladets spisesedler, med kronprinser, der vil ha’ lov at dumme sig eller flytter sammen med enlige mødre, som med tilbageholdte krokodilletårer har mere end travlt med at lægge afstand til deres fortid?
Hvad får Astrid Saalbach føjet til diskussionen om, hvorvidt man overhovedet kan lukke almindeligheden ind i slottene, uden at kongerøgelsen letter – som ikke allerede Poul Jørgensen, Ulla Terkelsen og Camilla af Rosenborg har diskuteret forfra og bagfra i forbindelse med de royale globryllupper, der endeløst tæppebomber samtlige landsdækkende kanaler?
Og er det noget, der er værd at bruge to en halv time på nationalscenen til at gentage?

Søvngænger
Sådan virker det i hvert fald ikke på Stærekassen, hvor instruktøren Søren Iversen har mere end svært ved at knække ærten og finde nogle grimasser, der kan passe til Saalbachs symboltunge ismetaforer og dommedagsbasuner, der blander sig med nøgle-komedien. En satire, der går ret tæt på vores eget raritetskabinet af en kongefamilie.
Det er undertiden omtrent som at se Ingse og Daisy fra tv’s forlængst svundne lørdagsunderholdning. Bare kedeligere, skønt vi både får en cigaretpulsende kongelig røghed (Kirsten Olesen), en etnisk forskanset prinsgemal (spild af Henning Jensens talent som grønlandsk(!)
freak), giftemoden kronprins (Nicolaj Kopernikus som polstret ingenting) og en oldgammel enkedronning, der er kleptoman (en køligt livstræt Lily Weiding). Men rigtigt sjovt eller frækt er det ikke engang. Så giv os dog i det mindste en ordentlig skandalesucces, der truer med at lukke dronningens eget teater.
Heller ikke Sidse Babett Knudsen kan andet end at gå utilpasset i søvne i rollen som den efterhånden mere og mere zombi-prægede almindelighed, der med sine tomme øjne og blå læber truer med at ødelægge illusionen i den kongelige porcelænsbutik.
Og det er ærgerligt. Nationalscenen har trængt til kunstnerisk medvind. Den kom ikke.

*Det Kgl. Teater, Stærekassen: ’Det kolde hjerte.’ Skuespil af Astrid Saalbach. Iscenesættelse: Søren Iversen. Scenografi: Maja Ravn. Dramaturgi: Karen-Maria Bille. Til 10. apr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu