Ny bog
I arkitekturkredse er der ingen tvivl om, at Jørn Utzon er den betydeligste danske arkitekt fra den generation, der stod frem efter Anden Verdenskrig. Siegfried Giedion skrev efterkrigstidens arkitekturmanifest Space, Time and Architecture i 1941, men reviderede den senere, så Utzons Sidney-opera kunne komme med som eksempel på et ny, organisk monumentalitet. Og Kenneth Frampton, der i 1996 udgav den betydningsfulde debatbog Studies in Tectonic Culture, har brugt Jørn Utzons metode som eksempel på en mulig positiv udvikling for arkitekturen i det 21. århundrede.
I disse to arkitekturteoretiske hovedværker, og i talløse mindre bøger og foredrag verden over, er Utzons værk blevet fremhævet som eksemplet på den gode arkitektur. Hér, siger man, forenes form, konstruktion og formål i en klassisk treenighed, men med moderne materialer og teknologi. Og hér er det organiske udtryk for en selvstændig arkitektonisk fortolkning af naturens kræfter snarere end en imitation af dens former.
Bogen om Utzon er således et værk, der vil blive hilst velkommen overalt i verden. At det i høj grad er udgiverens fortjeneste fremgår både af bogen, og af de rygter der er gået forud; Torsten Bløndal har gjort en kæmpe indsats for at sikre et niveau, den krævende arkitekt kunne
acceptere for at medvirke. Og det har han opnået, på godt og ondt.
Væsentlig monografi
Bogen er uden tvivl den bedste Utzon-monografi hidtil. De få tidligere udgivelser har været betydeligt begrænset af familien Utzons manglende medvirken. Og de har været fokuseret på arkitektens indsats i Sidney. Jørn Utzon ville imidlertid, også uden Sidney-operaen, have været et af de store navne i efterkrigstidens arkitektur. Det forstår man af Utzon, hvor arkitekten og hans fortrolige medarbejdere selv har bidraget med tegninger, indsigter og anekdoter.
Man får et levende billede af den fabelagtige arkitekt: høj, smuk, munter og begavet. Han fremstår som en forførende personlighed, en
Aladdin, for hvem alt var muligt, ja ligetil. En arkitekt, for hvem naturmetaforer var et metodisk redskab fra første færd, hvor andre blot har brugt naturen som en efterrationalisering.
For danske arkitekter er det velkendt, at han allerede i studietiden var enestående talentfuld og ambitiøs. Han havde fra begyndelsen sin egen streg og var tidligt optaget af internationale strømninger. Efter sin afgang, midt under krigen, drog han til Stockholm, hvor der allerede var en hel koloni af danske
arkitekter. Her kunne den unge Utzon høre finnen Alvar Aalto, der kom for at holde foredrag, og i det hele taget stifte bekendtskab med en mere lyrisk arkitekturopfattelse. Efter krigen rejste han til Marokko, til USA og Mexico, og flere steder i Asien.
Det var først i begyndelsen af 50erne, at Utzons personlige stil trådte frem. For unge arkitekter dengang var boligen en væsentlig opgave. Utzon udviklede flere typer, alle lukket mod gade og vej, og flere med en gårdhave som husets centrum. Det beskyttede udendørsrum er et genkommende motiv i hans boligprojekter, tydeligvis inspireret af nordafrikansk arkitektur, men transformeret og tilpasset et nordisk klima.
Operahuset
Det siger sig selv, at processen omkring operaen i Sidney fylder en del i bogen. Dette ulykkelige forløb synes at have ændret arkitektens liv på mange måder. Som den står i dag, er kun den ydre form udtryk for Utzons intentioner. De store glasfacader og hele interiøret er tegnet af lokale arkitekter, der uanset en postuleret respekt for Utzons arbejde, nærmest har ødelagt helhedsindtrykket af bygningen. Alligevel kan man nyde skallernes og soklens magtfulde konstruktioner, som et præcist udtryk for Utzons arkitektonisk-konstruktive vision. Men det er som om processen omkring operahuset skabte en ændret holdning til arkitektur hos mesteren. Hvor de tidligere projekter er gennemlyst af en en helt usædvanlig lethed, er de senere nærmest overforklarede i deres arkitektoniske præcision.
Der er ingen tvivl om de arkitektoniske kvaliteter i Melli Banken i Iran, Bagsværd Kirke eller Kuwaits Nationalforsamling, Utzons væsentlige arbejder fra perioden efter Sidney. Men det er tilsvarende utvivlsomt, at det netop er arkitektoniske kvaliteter hvor de tidligere arbejders form var dybt forbundet med alle menneskers hverdagsliv, ud over det snævert arkitektfaglige.
I de sene værker er der en dekorativ tilbøjelighed til at forklare de konstruktive element med ornamenter eller spændende støbeformer, til dels på bekostning af rummet. Her rækker Utzon tilbage til det 19. århundredes idealer, som han har kendt fra Akademiets undervisning, og måske også fået forklaret under et månedlangt ophold hos amerikanske Frank Lloyd Wright.
Grænseløs beundring
I de allerseneste arbejder, hvor sønnerne har overtaget en del af forløbet, ser man det utzonske systems svagheder dem, der formodentlig førte til nederlaget i Sydney. Forestillingen om en konstruktivt og stofligt forklaret arkitektur med lutter originale enkeltheder er reelt en anakronisme, og det har det været i mange år. Når en stærk arkitekt behersker processen, og går i dialog med entreprenør og ingenører om hele forløbet, kan man måske alligevel realisere idealet, hvis man har mange penge. Men når denne arkitekt trækker sig, eller bygherren nægter at betale omkostningerne, så stopper legen, og teoriens svagheder bliver synlige for enhver.
Alt det kan man godt få øje på i bogens illustrationer. Men det er ikke, hvad man får fortalt i teksten. For denne monografi er helt ukritisk både i konventionel og i videnskabelig forstand. Og mens det er rimeligt og korrekt at fremhæve Utzon som en af de mest betydningsfulde arkitekter i det 20. århundrede, er det ærgerligt, og næsten pinligt, at måtte læse en bog, der i den grad grænseløst idealiserer sit emne.
Enhver arkitekt er naturligt optaget af Utzons liv og værk, og mens denne bog bidrager med en hidtil uset rigdom af materiale, er baggrundsstoffet helt utilstrækkeligt for den, der søger en diskussion af de spørgsmål dette liv og værk rejser. Og de væsentlige konflikter der gang på gang kan findes i processen fra ideel form til konkret bygværk, bliver gengivet, men ikke forklaret. For den, der ikke har et grundigt kendskab til nordisk arkitektur mellem 1940 og 1960, er en lang række forhold uklart beskrevet, selvom det er ting, der let kunne opklares ved studier i Arkitekten eller kritiske samtaler med de mange endnu levende kolleger til Utzon. Enkelte steder er det tilmed som om man har ønsket at tilsløre eller bagatellisere den engagerede og moderne arkitekturdebat, der prægede Utzons generation, både i Stockholm og senere.
En kritisk monografi havde kunnet pege på den sammenhæng, Utzon var en del af både i Norden og i verden, fremfor som det er sket her, at forsøge at vise hele hans arkitektur som et naturligt-mystisk resultat af vandringer i skoven og osmotisk tilegnelse af evige principper rundt om i verden. Utzon spiller så stor en rolle i den nutidige arkitekturdebat, at vi har brug for en dybere indsigt.
*Richard Weston. Utzon. Inspiration, Vision, Architecture. 431 s., 1250 kr. Edition Bløndal
