Læsetid: 4 min.

Psykiatrien er et smertensbarn

Holotropiske bevidsthedstilstande opfattes som sygelige og der skelnes ikke mellem mystikertilstande og psykose
25. februar 2002

Sundhed
Amalie, Sind, Kundalinien og Outsideren er publikationer, der svinger svøben over psykiatrien – nogle blidt, andre hårdt. Næppe nogen anden lægelig disciplin kritiseres i samme omfang. PsykiatriFonden udgiver Psykiatri-Information, hvori egen dåd hyldes uden at forsømmelser dog helt forbigås.
Patienter lufter kritik, således Per, der efterlyser sjælen i det psykiatrisk/psykologiske menneskebillede. Det er hans indtryk, at denne sjæl er reduceret til mekanik og kemi i hjernen. Nana havde udviklet religionsvanvid, men psykiateren ville ikke snakke om Gud. Først 10 år senere fik Nana hjælp til at løse sine problemer – da hun træffer en fornuftig præst.
Torben kritiserer berøringsangsten over for religiøsitet i psykiatrien, og peger på, at det er vigtigt at skelne mellem, om man vokser gennem den religiøse oplevelse, eller om man skræmmes af den. Per, Nana og Torben registrerer således psykiatriens blindhed overfor sindets transpersonlige aspekt. Værre endnu: Psykiatrien kan ikke få øje på noget som helst forud for barndommen, men vil påstå at fødselstraumet ikke eksisterer. For andre er det indlysende, at den biologiske fødsel kan være det dybeste traume i livet og en begivenhed af den største psykospirituelle betydning.
Traditionel psykoterapi bruger verbale metoder og intellektuel analyse. Nyere terapiformer, såkaldte oplevelsesterapier lægger vægt på direkte oplevelse og følelsesudtryk. Mange af dem bruger også kropsarbejde som en integreret del af den terapeutiske proces, f.eks. Fritz Perls Gestaltterapi. I dele af dansk psykiatri og psykologi foretrækkes imidlertid kognitiv terapi, som søger at nedbryde aktuelle negative tankemønstre. Barndomsoplevelser tillægges her ingen særlig betydning. Den kædes ofte sammen med adfærdsterapi, der træner patienten i at gøre de ting, der volder angst.

Heftig strid
I Dagens Medicin den 8. november 2001 beskrives en heftig strid, der i årevis har rådet mellem fortalere for kognitiv adfærdsterapi og tilhængere af psykodynamisk psykoterapi, en aflægger af Freuds psykoanalyse, som hidtil har været psykoterapiuddannelsens grundlag. Psykodynamisk terapi er langvarig, kognitiv terapi kortvarig og det vil politikerne have for øje, når pengene skal bevilges. Det kan nok vanskeliggøre de to retningers forbrødring.
Ved disse behandlingsformer er det verbal kommunikation, der er i højsædet, og det er en forudsætning at patienten forbliver i den almindelige bevidsthedstilstand.
Der findes en mere radikal fremgangsmåde. Dens strategi er midlertidig aktivering, intensivering og efterfølgende forløsning af symptomerne. Det lader sig gøre med en enkel metode, der bygger på forstærket åndedræt det vil sige hyperventilation. Åndedrætsterapi giver på det indre plan mulighed for at bearbejde psykiske problemer. I teori og praksis er åndedrætsterapi meget forskellig fra traditionel psykoterapi. Den åbner til det eksistentielle eller meningen med livet, giver adgang til fosterliv, fødsel og opvækst i form af direkte genoplevelse.
Metoden er baseret på selvudforskning og udvirker i samarbejde med terapeuten en proces, der kan føre til berigelse af bevidstheden, løsning af problemer og bortfald af symptomer.
Dens grundlæggende læresætning er at følelsesmæssige og psykosomatiske forstyrrelsers symptomer er organismens forsøg på at befri sig fra gamle traumatiske indtryk, helbrede sig selv og forenkle sin ageren. Symptomerne er ikke blot en plage og en komplikation i livet, men også en stor mulighed. Terapeuten støtter da simpelthen den proces, der er sat i bevægelse v.hj.a. denne fremgangsmåde.

Holotropisk bevidsthed
Metoden er stærk nok til at ændre bevidsthedstilstanden hos patienten dybtgående: Der indtræffer en holotropisk bevidsthedstilstand. I en sådan tilstand er bevidstheden ændret kvalitativt på en meget dyb og grundlæggende måde, men den er ikke groft forringet, som det er tilfældet i de tilstande, der har organiske årsager.
Man mister ikke fuldstændig forbindelsen med virkeligheden, men bevidsthedsfeltet åbner sig for indhold fra andre dimensioner af tilværelsen, på en måde, som kan være meget intens og overvældende. Med lukkede øjne kan der indtræffe billeder fra vor personlige fortid og fra det individuelle og kollektive ubevidste.
Vi kan opleve sekvenser af psykologisk død og genfødsel og få dybe psykologiske indsigter i vor personlige forhistorie, ubevidste dynamikker, følelsesmæssige vanskeligheder og mellemmenneskelige problemer. Der åbnes en dør på klem eller den slås vidt op »til en større helhed, et domæne, som overskrider rumlige og tidslige grænser (Ken Wilber). Man kan opleve to meget forskellige virkeligheder samtidigt, og måske indser man, at det bevidste er det vi ved, at vi ved, mens det ubevidste er det vi ikke ved, at vi ved. Psykiske symptomer udgør en usalig krydsning mellem disse to virkeligheder eller oplevelsesmåder. Individet er ikke i stand til at fortrænge indbrud fra dette ubegrænsede bevidsthedsfelt, men tillader heller ikke, at det kommer fuldstændig op til overfladen og bliver bevidst integreret.
Det er den forvirrende og uforståelige blanding af begge oplevelsesmåder, der udgør psykisk sygdom.
Traditionel psykiatri (og samfundet?) stritter mod disse fremgangsmåder, afviser disse behandlingsformer og fornægter dem som kilde til ny viden. . Alle spontant forekommende holotropiske tilstande undertrykkes kritikløst med psykofarmaka.
Stanislav Grof undrer sig i sin sidste bog Fremtidens Psykologi over sådanne holdninger i videnskabens verden. Han finder at denne rigide afvisning og censur er noget, man snarere ville forvente af religiøse fundamentalister.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her