Arkitektur
Berlin Mies van der Rohe var en af de tre mest betydningsfulde arkitekter i det 20. århundrede. De andre to var den omtrent jævnaldrende le Corbusier, og den noget ældre Frank Lloyd Wright. Disse tre mænd har inspireret generation efter generation af arkitekter, siden 20erne.
Museum of Modern Art fortæller, at intentionen med deres udstilling på Altes Museum i Berlin er at vise Mies van der Rohe i en berlinsk sammenhæng. Museet, der ejer hele arkitektens eget tegningsarkiv, har tidligere vist arkitektens værker, men ifølge Terry Riley og Barry Bergdoll, der har kurateret den nuværende udstilling, var disse tidligere udstillinger redigeret, så arkitekturen fremstod sammenhængende, universel og radikalt moderne. Intentionen er så at vise, hvordan den i virkeligheden var langt mere søgende, klassisk og traditionel. Og hvordan den har sit udspring i Berlin.
Kunsteriske tolkninger
Det er der kommet en fin udstilling ud af. Der er modeller, der ligner noget fra en schweizisk modeljernbane. Og Mies egne store perspektivtegninger. Der er gammeldags nissehuse med stejle tage og små runde kviste. Og store palæer i (gumpe)tung klassicisme. Men det er de moderne projekter, der gør størst indtryk: pragtfulde store billeder, tegnet og malet med billedkunstnerisk sans for farve, komposition og beskæring.
Og så har billedkunstneren Thomas Ruff bidraget med tankevækkende og meget smukke fortolkninger af arkitektens arbejder. Ruffs billeder er spredt gennem hele udstillingen. Og som en ekstra afslutning er der et videoværk, der ikke indgik i udstillingen i New York.
Der er også planstudier, der stik mod al forventning viser, at Mies van der Rohe var umådelig optaget af hverdagslivet i boligen. Her afprøvede han alle mulige måder at organisere dagligdagen, altid med henblik på at skabe mere rummelighed. Stik mod tendensen i samtiden har boligerne i hans eneste sociale boligbyggeri store Wohn-Küchen. Det ville funktionalisterne afskaffe til fordel for det minimale Frankfurterkøkken, hvor husmoderen kunne stå helt isoleret, mens de honnette ambitioner blev opretholdt inde i stuen.
Flugten til Amerika
Berlinerårenes hovedværker: Barcelonapavillonen og Haus Tugendhat fra 1929, er selvfølgelig repræsenteret, men ikke med væsentlig større vægt end de traditionelle arbejder fra før 1924.
Hermed får kuratorene banket deres pointe ind. De vil vise, at der er en glidende overgang fra den unge konservative Ludwig Mies til den voksne, radikale Mies van der Rohe. Og de hævder at flugten til Amerika var en så traumatisk oplevelse, at den radikalt ændrede arkitektens arbejder. Hvorimod turen til Balkan som menig soldat under Første Verdenskrig ikke havde den store effekt.
For at understrege denne pointe er der et helt rum tilegnet Mies forbilleder fra det 19. århundrede. Selve valget af Schinkels Altes Museum som udstillingsrum, fremfor Mies eget Neue Nationalgalerie, skal bidrage til denne fortolkning. Schinkel blev genopdaget omkring 1910, fordi hans klassiske arkitektur havde så mange moderne aspekter. Og Mies har vel lært denne lektie så godt, han nu kunne. Men faktisk er hans klassicistiske arbejder, som nævnt, mere spidsborgerligt tunge end schinkelsk elegante.
Enhver kan med sine egne øjne se, at det, der rykker, er arkitektens møde med de radikale avantgarde-bevægelser.
Var Mies bange?
Hvorfor laver man egentlig fortolkninger, der modsiges af det, man kan se med det blotte øje?
I kataloget kommenterer Detlefs Mertins et billede af Mies, der står ved åbningen af den 1. Internationale Dada-messe:
»What did Mies, the seeker of order, make of this immersion in chaos? Was he already then, as later, fearful of being overwhelmed by the disorder that Baader personified and exacerbated?
Jamen hvem siger at Mies var »the seeker of order« på det tidspunkt (1920), eller at han på noget tidspunkt var bange for den uorden dadaisten Baader repræsenterede (fra et kunsthistorisk synspunkt)? Der er ikke megen traditionel arkitektonisk orden i det glashøjhus til Friedrichstrasse, Mies publicerede året efter. Og han ser ikke bange ud på billedet, nærmest munter, ligesom han til sine dages ende samlede kunstværker af Schwitters, Arp, og Klee.
Utidig adfærd
Mies var del af den europæiske arkitektur-avantgarde, men samtidig forunderligt udenfor. Han brød i samtlige arbejder med de dogmer, som først le Corbusier, så CIAM, og så en horde af kunsthistorikere fastslog. Når teorierne dekreterede hvid beton og bløde former, ja så tegnede Mies kantede huse i mursten. Når der blev sagt svævende dæk på søjler, gravede Mies sit marmorhus ind i en skrænt. Da alle andre begyndte at diskutere ny monumentalitet og organisk form, efter Anden Verdenskrig, lavede Mies en slags nordtysk industriarkitektur, bare mere anonym, i Chicago.
Det er denne utidige adfærd, arkitekturhistorien har forsøgt at få hold på ved at henvise til Schinkel. Selvom man ikke skal tro alt, hvad kunstnere selv siger om deres arbejde, har der siden 20erne været en grotesk modsætning mellem fortolkernes og Mies forestilling om værket. Jo mere Mies selv fremhævede sin interesse for materialerne som givne, radikal kunst, gotisk arkitektur, afrikansk kultur, biologi og industriel byggeskik, jo mere hævdede kunsthistorikerne, at det hele var en lumsk plan for at sløre hans virkelige udgangspunkt hos Schinkel. I den forstand modsiger udstillingens materiale heldigvis fortolkningen, for den overomhyggelige præsentation af Potsdam-villaerne viser til fulde, hvor uinteressante de er fra et arkitektonisk synspunkt.
Alt dette skal dog ikke afholde nogen fra at se udstillingen, ja arkitekturinteresserede bør rejse afsted til Berlin med det samme. For tegningerne taler for sig selv.
*Mies in Berlin. Altes Museum, Berlin. Entré seks euro. Til 13. mar.
*Terence Riley & Barry Bergdoll (red.): Mies in Berlin. 825 kr. (fås i danske boghandler, der fører arkitekturbøger)
