Læsetid: 6 min.

Rodløs, rådvild, fremmedhedsfortrolig

Det bliver en krævende opgave at skulle kåre en vinder i det virvar af litterære grænsekrydsere og fremmedhedsfortrolige nomader, der udgør de 13 værker, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris. Erik Skyum-Nielsen og Torben Brostrøm præsenterer på denne og de følgende sider de indstillede forfattere – vinderens navn kendes på mandag
8. februar 2002

(2. sektion)

Litteraturpris
Af Erik Skyum-Nielsen
»Vi ved så meget. Vi forstår så lidt.« Læser man i en af de bøger, der i år kandiderer til Nordisk Råds Litteraturpris. Udsagnet kan, i al sin åbenhed, danne indgang til en præsentation af otte af forfatterne og deres værker. For er der noget, der på tværs kendetegner feltets 13 titler, er det en desorientering, en rådvildhed, en fremmedhed i verden, som også hyppigt ses manifesteret i formen.
Den tykkeste bog er et godt eksempel. I en hel vifte af stemmer og iscenesættelsesteknikker beretter Lars Saabye Christensen (f. 1953) en norsk familiehistorie, der spænder fra okkupation til nutid. Sit gennembrud fik forfatteren i 1984 med Beatles, en opvækstroman fra Oslo, siden fulgt op med Gly, 1990. Men værklisten tæller mange titler, også udgivelser i samarbejde med andre, og som redaktør af årlige debutant-antologier har Saabye Christensen fungeret som fødselshjælper for mange yngre forfattere.

Steder i tiden
Halvbroren, hans hidtil største udspil, fortælles ligesom Günter Grass’ Bliktrommen af et menneske standset i væksten, og skønt hans position giver mulighed for alvidenhed og allesteds-nærvær, tales romanen frem med løgnen som stadig mulighed. Beretningen funderes i tvivl, den forankres i og på stedet. Målet har netop ikke været at etablere overblik, men at dokumentere menneskers tilknytning til bestemte steder og til øjeblikke som steder i tiden.
Anderledes samlet og afsluttet i formen er den anden norske kandidat, Hans Herbjørnsrud (f. 1938). Han debuterede, da han havde rundet de 40, og har næsten udelukkende skrevet lange noveller på grænsen til den korte roman. Den urovækkende Blinddøra (1997) var i sin tid nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris, og med Vi vet så mye bevæger Herbjørnsrud sig atter i det landlige Norge, forskende i dybde, søgende i sjælelivets sære krinkelkroge, og i en stadig kredsen om store eksistentielle temaer, såsom tiden, døden og det ondes realitet.
Miljøforankringen får mørk farvning gennem forfatterens opvækst i en familie med nazi-sympatier, en barndomsviden, der i hans noveller ytrer sig ved en cirklen om det fordækte, om skammen, som i titelstykket, en grum, grum sag, hvor en ugerning finder sted, om hvilken de lokale ved meget mere, end politiet forstår og formår at lokke frem.

Uhygge med stil
Også hos Gyrdir Elíasson (f. 1961) lurer ofte et drama lige under overfladen. Men novellerne i Gula húsid (Det gule hus) folder kun sjældent historien helt ud. I stedet betjener forfatteren sig af en egen korthuggen antydningskunst, der lader visse handlingselementer stå som tegn, som sære emblemer i et univers, der til den ene side forekommer realistisk genkendeligt, men som til den anden side vider sig ud mod metafysikken.
Titelstykket skildrer således en ekspert i fiskeopdræt, der forsker sig ind i en slags drømme-rum og knap nok evner at reagere, da hans gule hus nedbrænder til grunden. Den lavmælte fortællerstemme gør kun stemningen så meget mere uhyggelig. Samlingen er på Island allerede blevet belønnet med hele to litterære priser, hvad der ikke kan undre, eftersom Gyrdir Elíasson for længst har vundet ry som sin generations fineste stilist.
Mere usikker bliver man, hvor talen er om den anden islandske kandidat, Mikael Torfason (f. 1974), som i romanen Heimsins heimskasti pabbi (Verdens dummeste far) beskriver en rodløs person af i dag, kaldet Marteinn Máni, gift og fader til tre mindre børn. Hans usikkerhed og rastløshed skriver sig fra en vanskelig barndom, og på nutidsplanet støder sygdom, død og svære samlivsproblemer til, alt sammen beskrevet i en letløbende og sine steder vittig, men ikke af den grund videre opløftende samtidsrealistisk prosa.

Hjemme på jorden
Hvis man af en grønlandsk roman venter sig vendinger i kajak og isbjørne i fri dressur, bliver man overrasket ved mødet med Ole Korneliussen, f. 1947 og allerede repræsenteret med både noveller og digte på dansk. Tarrarsummi tarraq (1999) eller Saltstøtten, som i 2000 udsendtes på Lindhardt og Ringhof, og som nu kandiderer til den fællesnordiske hæder, foregår i en moderne storby, der i mange henseender minder om København. Her strejfer en navnløs fortæller omkring – iagttagende, og til stadighed kommenterende.
Det interessante ved bogen er ikke så meget dens form, der forekommer tilfældig og planløs, som det gennemgående tema: At mennesket er dømt til evig bevægelighed. »Det eneste stykke jord, som et menneske kommer til at eje, er det, hvor han bliver begravet,« siger et grønlandsk visdomsord, og Ole Korneliussen udtrykker det samme, når jeg’et om sine efterkommere siger: »Ingen skal tvinge dem til at bo på et bestemt sted, og de skal selv bestemme, hvor de vil vandre hen. Kloden er meget stor, der er rigelig plads til alle«.
Dette verdensborgerlige udsagn kunne finnen Kari Aronpuro (f. 1940) for så vidt nemt skrive under på, for hans digtsamling Pomo:n lumo, dvs. Postmodernismens fortryllelseskraft, bevæger sig over hele kloden. Poetisk er der tale om en gennemført ironisk udforskning af sproget, til dels baseret på esteren Lotmans semiotik, Michail Bachtins poetik og Aristoteles’ etik. International og intellektuel må han kaldes, eller Finlands svar på Klaus Høeck, der jo også er nomineret til prisen. Indimellem hælder Aronpuro mod det fortænkte; men det hænder, at han når ud med enkelheden i behold, som i et digt hvor jeget sidder ved bordet, helt alene, fordi alle andre kigger på sport, alt imens han guffer en skålfuld blommer i sig og mindes sit forbillede William Carlos Williams, læge, poet og ynder af blommer.
Om vi nogen sinde får dette eksempel på finsk poststrukturalisme og parodierende postmodernisme transformeret til dansk, kan man tvivle på. Men det er godt at vide, at det findes, ikke mindst for den der måtte tro, at folk dérovre kun skriver romaner med rødderne i inbördeskriget og begge fødder i sprit.

Samisk postmodernist
Hvad angår det med alkohol, konstaterer en læge, en overlæge endda, nede i Italien, at den færøske lyriker Tóroddur Poulsen (f. 1957) må have levet ret hårdt, ellers havde leveren set anderledes ud... Det læser man i hvert fald i slutningen af samlingen Blódroyndir (Blodprøver), hvis sidste del tager udgangspunkt i en alvorlig sygdom. Jegets vitale funktioner bliver i Syden genstand for indgående undersøgelse, og ligesom det katolske personale tager blodprøver af denne arme patient, analyserer han også selv digtningens grundbestanddele, bl.a. ved at dekonstruere det færøske litteratursprog og delvis parodierende omskrive digte fra traditionen. For »som en rigtig færing« kan han ikke skrive – »jeg fik havet i munden / og glemte at synke.«
Den sidste kandidat, som kort skal præsenteres her, er Kirsti Paltto (f. 1947) og siden Allohais’ død den mest kendte nulevende samiske forfatter. Hun var i 1971 den første kvinde til at publicere bøger på samisk og har siden udgivet børne- og ungdomsbøger, noveller og romaner, hørespil, digte m.m. Den nominerede bog Suoláduvvon (Det tabte) rummer 15 noveller, der dels behandler postkoloniale problemstillinger, dels tegner de indre konflikter i det samiske samfund, såsom brydninger mellem det gamle værdisæt og den nye virkelighed. Dette sker, siges det, under anvendelse af myte og sagn i postmodernistisk collage, og ved krydsklipning mellem realisme og fantastik.
At færdes i det beskrevne virvar af litterære grænsekrydsere og fremmedhedsfortrolige nomader, og at skulle kåre en vinder blandt de 13 værker, er en krævende opgave, man ikke ligefrem misunder bedømmelseskomiteens medlemmer. Når de mødes, ved de på forhånd en masse om kandidaterne. Man må håbe, at de også forstår dem.

*Lars Saabye Christensen: Halvbroren. Roman. 651 s. Cappelen 2001

*Hans Herbjørnsrud: Vi vet så mye. Noveller. 206 s. Gyldendal Norsk Forlag 2001

*Gyrdir Elíasson: Gula húsid. Noveller. 125 s. Mál og Menning 2000

*Mikael Torfason: Heimsins heimskasti pabbi. Roman. 218 s. JPV Forlag 2000

*Ole Korneliussen: Saltstøtten. Roman. 125 s. Lindhardt og Ringhof 2000

*Kari Aronpuro: Pomo:n lumo. Digte. 62 s. I svensk oversættelse ved Martin Enckell. Tammi 2000

*Tóroddur Poulsen: Blódroyndir. Digte. 96 s. Mentunargrunnur Studentafelagsins 2000

*Kirsti Paltto: Suoladuvvon. Noveller. Davvi Girji 2001

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her