En 4.300 kilometer lang grænse. På den ene side endeløse sibiriske sletter, på den anden side Kina. Det asiatiske Rusland har 30 millioner indbyggere, Kina 1,3 milliarder. I Rusland betragter mange politikere og analytikere denne ekstreme ubalance som en trussel mod landets sikkerhed. Indvandringen fra Kina tager til, og russerne snakker åbent om »demografisk imperialisme«.
Grænsen mellem Rusland og Kina er mere åben end i mange årtier. Men langt fra alle russere glæder sig over det. Alt fra arbejdsledige i Sibirien til sikkerhedsstrateger og ministre i Moskva advarer mod en »snigende besættelse« fra kinesisk side. Der fremmanes et billede af en menneskebølge i færd med at vælte ind over grænsen og overtage landet.
Rusland øst for Ural har altid været meget tyndt befolket. Indbyggerne er spredt ud over et territorium, der er 43 gange større end Danmark.
De ti år, som er forløbet siden Sovjetunionens opløsning, har været særligt hårde her: Den forventede levealder er faldet, og der fødes færre børn. Hertil kommer, at økonomien er i en elendig forfatning. På den anden side af grænsen har hele 1990erne derimod været en periode med kraftig vækst.
Det er ikke længe siden, at Sovjetunionen var en af verdens supermagter, mens lillebror Kina var et fattigt bondeland. I 1991 var Sovjets økonomi endnu større end Kinas. Men siden er Sovjetunionen blevet opløst og den russiske økonomi halveret.
Høj kinesisk vækstrate
Kina har derimod haft meget høje vækstrater. Allerede fem år senere var Kinas økonomi således tre gange større end Ruslands. I 2010 kan den være ti gange større. For 30 år siden var Sovjets BNP per indbygger syv gange højere end Kinas. I dag ligger Kina med ni gange så mange indbyggere på 60 procent af det russiske niveau, og vil, så-fremt væksten fortsætter, have indhentet det om få år.
Mange i Rusland har svært ved at forholde sig til den nye situation. En ting er at se sit eget land degraderet politisk og økonomisk. Værre for mange er tanken om, at kineserne og deres penge ikke vil holde sig på den anden side af grænsen.
Rusland og Kina har historisk både været partnere og rivaler. For hundrede år siden bestemte russiske kosakker sig for at rense landet for grænsefloden Amur for kinesere. De 5.000 af dem røg ud i floden, hvor de fleste druknede. Efter at kommunisterne tog magten i Kina, tænkte man i Vesten længe på Sovjetunionen og Kina som de største stykker af en stor rød monolit. Først i de sidste år det kommet frem, hvor tæt de to stater for godt 30 år siden var på en atomkrig.
Nærmer sig hinanden
I flere år har Rusland og Kina stræbt efter at tilnærme sig hinanden igen, ikke mindst for at modvirke amerikansk international dominans. Et vist militært samarbejde er etableret med russisk våbensalg til Kina. Siden midten af 1980erne er der ført forhandlinger om omstridte grænseområder, og meget er opnået. Men en storpolitisk vilje til strategisk partnerskab indebærer ikke nødvendigvis, at skepsissen aftager på lavere niveauer.
Ruslands befolkning er meget heterogent sammensat. Ganske vist er 80 procent af den etniske russere, men mindre folkeslag spiller en vigtig rolle i landets selvfor-ståelse. Grundlovens første sætning pointerer, at Rusland er en multietnisk stat. Rus-lands 21 republikker er alle etniske definerede som hjem-land for bestemte folkeslag. Dette er det billede af Rus-land, som russerne har vænnet sig til, selv som de finder det meget svært at indpasse en kommende betydelig kinesisk minoritet ind i.
Da præsident Vladimir Putin forrige år besøgte grænsebyen Blagovesjtsjensk, advarede han selv de lokale myndigheder mod økonomisk stagnation og svækkede bånd til Moskva.
»Hvis I ikke hurtigt tager skridt til at sætte gang i udviklingen i Fjernøsten, vil den russiske befolkning her om få årtier tale japansk, kinesisk og koreansk,« udtalte han.
Men Moskva ligger syv tidszoner fra Vladivostok, og det kan forekomme mere naturligt for den russiske ledelse at vende sin opmærksomhed mod nærmere tyngdepunkter. En ledende russisk politisk analytiker, Dmitrij Trenin, diskuterer i sin bog Ruslands kinesiske problem (Kitaiskaja problema Rossii, 1998) de strategiske udfordringer, som den demografiske og økonomiske udvikling i øst udgør for Rusland. I det fjerne Østen, ud mod Stillehavskysten, bor syv millioner mennesker. I de nærmeste regioner på den anden side af grænsen lever 120 millioner.
»Under sådanne omstændigheder minder grænsen om en tynd membran, som skiller områder med ekstremt lavt og højt tryk. De ophidsede udsagn om kinesisk demografisk aggression er ikke troværdige, men de dækker over Ruslands følelse af sårbarhed,« skriver Trenin.
Han mener, at kinesere i 2030 kan komme til at udgøre Ruslands næststørste folkegruppe efter de etniske russere.
Kinesiske pendlere
Hvad det reelle omfang af den kinesiske indvandring til Rusland er, kan være svært at vide med sikkerhed. Enkelte hævder, at tallet ligger på fem-seks millioner, oftere hører man, at det ligger på en-tre millioner. De, som fremsætter sådanne skøn, vælger at overse, at de allerfleste kinesere faktisk ikke er indvandret til Rusland, men pendler frem og tilbage til landet. Sandsynligvis er det endnu kun ganske få, som får lov at blive længere end deres 30 dages visum giver dem ret til. Da russisk fjernsyn for nogle år siden meldte, at russisk Fjernøsten havde 2,5 millioner illegale kinesiske indvandrer, kunne den fremtrædende antropolog og præsidentrådgiver, Emil Pain, afvise dette ved at påpege, at det totale folketal i de byer, hvor der var flest kinesere, kun var 1,8 millioner. Efterretningerne i tv var med andre ord opspind. Et mere korrekt skøn er, at Rusland i 1997 havde 200.000 kinesiske immigranter.
Galina Vitovskaja og Sergej Panarin, redaktører af bogen Migration og sikkerhed i Rusland (Migratsija i bezopasnost v Rossii, 2000), vælger også at tro, at realiteten ligger nærmere Pains tal. Selv om dette er langt mindre dramatisk, pointerer de, at det ikke desto mindre indebærer, at andelen af kinesere i Rusland er noget nær tyve-doblet inden for de seneste ti år. Men i politik er fakta ofte mindre vigtige, end hvad folk flest mener at vide. En meningsmåling gennemført i Stillehavsregionen Primorje for nylig viser, at de fleste russere tror, at antallet af kinesere er langt større, end hvad det faktisk er. Målingen, der blev udført af Det Russiske Videnskabsakademi i Vladivostok tyder på, at kineserne blot udgør halvanden procent af befolkningen i Primorje. Halvdelen af de adspurgte mente imidlertid, at andelen er 10-20 procent, 41 procent mente, at andelen vil vokse til 20-40 procent i de næste fem-ti år, mens yderligere 20 procent mente, at den ville vokse til 40-60 procent.
En stor andel af de adspurgte stiller sig meget skeptisk over for indvandringen. 43 procent mener, at kineserne udgør en stor eller meget stor trussel mod det russiske Fjernøsten, mens 55 procent mener dette gælder for regionen Primorje, som ligger direkte op til den kinesiske grænse. Ikke færre end 82 procent mener, at kineserne selv betragter Primorje som historisk et kinesisk territorium, og 74 procent mener, at Kina på længere sigt helt eller delvis vil overtage regionen. Trods potentialet for økonomisk vinding ønsker to ud af tre, at grænsen bliver delvis eller fuldstændig lukket af for flere kinesere.
Kun lidt kontakt
Der er kun lidt personlig kontakt og ikke så lidt mistro mellem russerne og de kinesiske indvandrere. En meningsmåling fra 1999 refereret af Vitovskaja og Panarin viser for eksempel, at 50,6 procent af kineserne ikke kunne tænke sig at gifte sig med en russer, mens 68,1 procent af russerne ikke kunne tænke sig at gifte sig med en kineser. Den gensidige skepsis er altså stor på begge sider og størst blandt russerne. Sammenligninger over tid viser desuden, at den er vokset på begge sider.
I dette billede står Zjanna Zaiontsjkovskaja ganske alene. Hun er leder for en afdeling for demografisk forskning ved Det Russiske Videnskabsakademi i Moskva. For nylig skabte hun furore blandt såvel kolleger som politikere, da hun foreslog en fuld åbning af grænsen mod Kina. Rusland har behov for arbejdskraft herfra for ikke fuldstændig at gå i stå i årene fremover, siger hun. Den negative forskel mellem fødselstal og dødstal er i dag blandt de højeste i verden. Spørgsmålet, om hvordan det skal lade sig gøre at forsøge den aldrende befolkning, er af akut vigtighed.
En, som hælder til samme konklusion som Zaiontsjkovskaja, er Otto Latsis, en fremtrædende liberal kolumnist i avisen Izvestija.
»Snart vil arbejdskraft væ-re den knappeste ressource for Ruslands udvikling,« skrev han for nylig.
Hvorvidt kinesisk immigration i stor skala kan blive en velsignelse for Rusland, afhænger både af myndighederne i de to lande og af de befolkningsgrupper, som skal finde ud af at leve sammen. Både i storpolitik og på lokalplan vil ændringerne i nabolaget kræve nye måder at tænke på.
*Sven Gunnar Simonsen er seniorforsker ved Institutt for fredsforskning i Oslo (PRIO), med Rusland som speciale
*Oversat af Niels Ivar Larsen
