Læsetid: 4 min.

En sælgers død

I to år har Hanna Ziadeh haft det svære job at sælge etnisk arbejdskraft til ’de mest lukkede og eksklusive arbejdspladser’ – de statslige. Om en måned er det slut, og ingen ser ud til at fortsætte arbejdet
11. februar 2002

Siden begyndelsen af 2000 har Hanna Ziadeh været ansat som etnisk rådgiver og kampagneleder i først Finansministeriet, så Integrationsministeriet. Jobbeskrivelse: At få flere borgere af anden etnisk oprindelse ansat på statslige arbejdspladser. Han er dermed den eneste i Danmark, der er ansat til at varetage etnisk diversitet.
»Jeg har været sælger i to år – for at sælge etnisk arbejdskraft til de mest eksklusive
og lukkede arbejdspladser, nemlig de statslige. Og det har langt fra været nogen let opgave,« siger den 36-årige Hanna Ziadah kom til Danmark i 1986 som flygtning fra Libanon. Han er uddannet i fransk og arabisk på Københavns Universitet.
Hans ansættelse som kampagneleder stopper den 7. marts, og intet tyder på, at arbejdet bliver videreført, fortæller Hanna Ziadeh, der også er enstemmigt valgt formand for Integrationsrådet i Københavns Kommune.
Han ønsker ikke at smække med døren, men står frem, fordi han er dybt skuffet over integrationsindsatsen i det nye integrationsministerium, hvor kun en brøkdel af de ansatte beskæftiger sig med integration, mens resten arbejder med udlændingespørgsmål som familiesammenføringer, opholdstilladelser m.v.
Information mødte ham i hans lille førstesalslejlighed på Østerbro. Stuen er spækket med bøger, og Bachs klavermusik strømmer fra B&O-anlægget. Det eneste iøjnefaldende etniske islæt er det persiske tæppe på stuegulvet.
»Jeg kan da godt forstå, at mange arbejdspladser ikke synes, at etnisk arbejdskraft er en lige så hip mærkevare som den danske. Der, hvor det er lykkedes, er det, fordi arbejdsgiveren har meldt klart ud – som f.eks. Birthe Weis i forskningsministeriet – at det her skal vi gøre noget ved.«
Problemerne med at få borgere med anden etnisk baggrund end dansk ansat på de offentlige arbejdspladser, handler nemlig først og fremmest om holdninger, mener Hanna Ziadeh – negative holdninger, fordomme og mistillid.
Mens kampagnen har varet, har der været en mindre stigning i antallet af ’etniske ansættelser’ i det offentlige, men der er stadig langt færre med etnisk baggrund end andelen af den samlede befolkning berettiger.

’Udvandringsminister’
Det offentlige har svigtet opgaven med at indsluse indvandrerne på arbejdspladserne, mener han.
»Især den nuværende regering, der sætter beskæftigelse lig integration, burde tage konkrete initiativer til at ansætte flere indvandrere i det offentlige. Men i stedet for siger de, at det hele skal foregå i de private virksomheder.«
»Vi har en regering, der sætter integration lig med beskæftigelse. Halleluja – det har man sagt før. Det er et mantra, der som alle mantraer er reduktionistisk: Folk kan jo gå på arbejde i 30-40 år og stadig være uintegrerede. Integration er en langt mere kompliceret proces.«
»Men når man nu lægger så afgørende vægt på beskæftigelsen, forstår jeg ikke, hvad der er Integrationsministeriets opgave, når det er Beskæftigelsesministeriet, der helt alene laver planen for at få flere flygtninge og indvandrere i arbejde – det udspil der præsenteres næste måned.«
»Så hvad skal integrationsministeriet så lave? Det de hele tiden har lavet: Stramninger, stramninger og stramninger. Vi har altså ikke en integrationsminister, men en udvandringsminister, hvis ypperste opgave ikke er at få de næsten 80.000 indvandrere i arbejde, som man kunne, hvis vi fik bedre integration, men at lave stramninger, der skal gøre det sværere og mindre attraktivt at få ophold i Danmark.«
»I stedet for at arbejde for at overføre 80.000 mennesker fra understøttelse til arbejde, bruger man altså et helt ministerium på at finde ud af, hvordan man bedst skræmmer flygtninge væk og nedbringe antallet af familiesammenføringer med måske 1.000 mennesker om året. Det gør mig rasende,« siger den hurtigsnakkende og ivrigt gestikulerende Hanna Ziadeh.

’Tilbud’ skader tilliden
Hanna Ziadeh tror, at deciderede kvoteordninger gør mere skade end gavn. Han mener i stedet, man bør opstille nogle klare målsætninger for, hvor stor en andel indvandrere, der skal være ansat inden for de forskellige sektorer i stat, amter og kommuner. Heller ikke indslusningsløn tror han på som løsning. Det har snarere den modsatte effekt.
»Når du faldbyder en gruppe på arbejdsmarkedet på den måde, styrker du jo opfattelsen af, at de er mindre værd som arbejdskraft. Du nærer den usikkerhed og de fordomme, der findes på arbejdspladserne, og arbejdsgiveren ender alligevel med at ansætte den person, han har mest tillid til. Og det er jo ikke indvandreren, når debatten hele tiden kører på, at de ikke fungerer socialt, at de er for dovne, for religiøse, for ærekære.«
Derfor er det både forfejlet og uretfærdigt med politiske udmeldinger, der konstant placerer ansvaret for den høje arbejdsløshed på de etniske minoriteter og ikke på arbejdsgiverne, mener han.
»Og når selv en topminister som Karen Jespersen gik ud og sagde, at de etniske minoriteter ikke har de samme sociale forudsætninger, og derfor ikke skal have det samme i løn, så skader det gruppens ansættelsesmuligheder enormt. Det er både forkert, diskriminerende og socialt uansvarligt. Og husk på, man sagde det samme om kvinderne, dengang de skulle på arbejdsmarkedet. De fik også at vide, at de ikke havde de nødvendige egenskaber. De var ikke tilstrækkeligt aggressive osv.«
»Vi har lavet undersøgelser af, hvad arbejdsgiverne lægger vægt på ved ansættelser. Det viste sig, at de sociale kundskaber vejede 70 procent. Her i Danmark ansætter vi folk for, hvem de er, og ikke hvad de kan. Det er dansk. Vi skal have det sjovt og hyggeligt. Den holdning rammer Ali hårdt, når han skal konkurrere med Jens over for en arbejdsgiver.«
Hanna Ziadeh henviser til undersøgelser af jobsamtaler, der viser, at mændene først og fremmest udspørges om det faglige. Hos kvinderne lidt mere om det personlige, mens der for indvandrernes vedkommende bruges det meste af tiden på, hvem de er.
»Så når indvandreren gennem en hel jobsamtale har gentaget: ’Jeg er indvandrer, jeg er muslim’, er det ikke underligt, at arbejdsgiveren ender med at ansætte danskeren, som han er tryg ved,« siger han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her