Læsetid: 2 min.

Sagt om Bourdieu

15. februar 2002


(2. sektion)

*Vidne »Han blev over hele verden regnet for en stor og original figur inden for samtidig sociologi… Vi havde vores uenigheder og diskussioner om hans tilgang til det filosofiske felt, men vi har også ofte befundet os side om side i aktioner. Navnlig i spørgsmålet om flygtningenes rettigheder. Jeg følte mig nært beslægtet i det mindste med hans drivkraft, selv om vi ikke gjorde de samme ting og vores tilgang til tingene var forskellig. Men jeg mister et vidne og en uerstattelig ven.«
Jacques Derrida, filosof

*Feltarbejder »Pierre Bourdieu er en atypisk akademiker, hans familiebaggrund er ikke-akademisk, og det betyder, at han er meget bedre til at forstå ikke-akademikeres sociale realiteter end de fleste samfundsvidenskabsfolk. Hans særlige tilgang afspejler sig i, at hans begreber, eksempelvis hans habitus-begreb, på én gang er virkelighedsnære og filosofiske. For Bourdieu er sociologien et stykke ’feltarbejde i filosofi’. At han er tæt på realiteterne, var det første, der gav resonans hos mig som ung forsker på jagt efter forbilleder. Hans nærhed til materien koblet med det filosofiske var det, jeg selv havde brug for, og der er ikke mange af den slags forbilleder. De fleste er desværre skrivebordsgeneraler. Det var Bourdieu ikke. Han arbejdede på gadeplan, både intellektuelt med at forstå, og politisk med at forandre samfundet. Han var og er en stor inspiration.«
Bent Flyvbjerg, magtforsker,
professor i planlægning

*Kunstanalytiker »Det er hans strukturelle, politiske tænkning om kunstlivet, som det kommer til udtryk i den lille bog, Libre-échange (Seuil 1994. eng. Free Exchange 1995 Stanford University Press), der har betydet mest for mig.
I dialog med den tysk-amerikanske konceptkunstner Hans Haarcke analyserer han her kunstlivet som et socialt
system, en slagmark, hvor der udveksles symbolsk kapital. Den bog har været vigtig for, hvordan jeg har kunnet tænke politisk kunst og forstå kunstsystemet.«
Simon Sheikh
Kunstkritiker og kurator

*Geni »Han gjorde for samfundsvidenskaberne, hvad Manet og Flaubert gjorde på deres områder. Jeg tror, det vil tage os 30 eller 50 år at tage konsekvenserne af hans værk.«
Loic Wacquant, professor i Sociologi ved University of California. Skrev sammen med Bourdieu ’Refleksiv sociologi’

*Traditionsbærer »Vi har ingen kategorier eller målestok for det tomrum, der er opstået med Bourdieus uventede død. Det, som truer med at forsvinde med ham, i det mindste i Tyskland, det er hele den tradition, ud fra hvilken sociologien i lige linje fra sine klassikere forstår sig selv som en videnskab til forklaring af sociale magtforhold.«
Axel Honneth, filosof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu