Læsetid: 4 min.

I sansernes vold

Britiske Spiritualized levede op til sit navn med en bjergtagende koncert, hvor det spirituelle, det emotionelle og det bevidstheds-udvidende gik op i en højere enhed
23. februar 2002

Koncert
Det begynder med lyd – en oscillerende keyboardsløjfe, der insisterer på at ceremonien er begyndt…, men det er den ikke, den begynder selvfølgelig først, da frontmand Jason Pierce – der ynder at omtale sig selv som Spaceman og som gruppens grundlægger og eneste gennemgående figur i øvrigt stort set er identisk med Spiritualized – og hans seks medsammensvorne gør en fuldstændig uspektakulær entre og sætter i med det over 15 minutter lange tranceinducerende Cop Shoot Cop fra mesterværket, Ladies And Gentlemen We Are Floating In Space, udsendt 1997. Forude ligger en næsten tre timers rejse gennem et bredt udvalg af repertoire hos et af tidens særeste bands, men luften er allerede fra første tone tyk af hørmen fra de mange joints, der som på et signal tændes rundt om i salen… i og for sig meget passende, eftersom Pierce aldrig har lagt skjul på sin – og i musikken hørbare – forkærlighed for euforiserende stoffer.
Med sådan en start udstikker gruppen parametrene for resten af koncerten, idet Cop Shoot Cop indeholder elementer af alle dens virkemidler og stilgreb: Det lyriske, det abstrakte, det kakafoniske, det længselsfulde, det hypnotiske, det melankolske, det enerverende og det decideret stenede. Gruppens særkende er udstrakt brug af minimalistisk tintet monotoni – der slet ikke er så monoton endda, hvis man først hengiver sig til den, idet bitte små instrumentale forskydninger hele tiden forandrer lydbilledet i samklang med en langsomt udfoldet brug af dynamik, hvis samlede effekt er intet mindre end hypnotiserende. Et vist åndsslægtskab med den minimalistiske komponist Steve Reich er hørbar, ligesom der er inspiration fra LaMonte Young og ikke mindst Velvet Under-ground at spore, men Spiritualized lyder først og fremmest som sig selv.

Den syvende himmel
Selvom man således næppe kan kalde Spiritualized andet end et psykedelisk outfit, skal ordet ikke forstås på sådan en syre-rock-à-la-tresserne facon… i stedet støder overstyrede og effektdrevne guitarer – gruppen benytter ikke færre end tre guitarister – sammen og skaber deres egne (dis)harmoniske overtoner, gerne med udgangspunkt i ganske få akkorder, hvis ikke blot en enkelt af slagsen, med bevidsthedsudvidende og billeddannende effekt til følge. Sologuitar i klassisk forstand er der ikke tale om, thi interessen samler sig om skabelsen af opulente og sitrende lydflader af næsten uigennemtrængelig kompleksitet. Til gengæld udvises der en stor forkærlighed for changerende, sammenvævede og ofte smukke guitarmønstre, som i samspil med den geniale brug af lys – gruppen oplyses konsekvent bagfra – nok skal gøre én skæv, hvis man ikke er det i forvejen.
Med et nyt fremragende album i bæltet – Let It Come Down – havde man, lidt naivt måske, sat næsen op efter en grundigere præsentation af samme, men det udviklede sig i stedet til et langt, sejt og givtigt trawl gennem gruppens ti år lange karriere… sågar med en enkelt afstikker – Walking With Jesus – tilbage til Pierces fortid i 80’er-shoegazer-ensemblet Spacemen 3, hvis bestræbelser Spiritiualized har udviklet og forfinet. I dagevis havde rygterne svirret om, at opstillingen ville tælle 13 musikere – her i blandt både strygere og blæ-sere, et fast programpunkt på pladerne, hvilket er med til at bygge de simple, repetitive motiver og nødtørftige melodier op til storladne, sitrende soniske om end noget monokrome panoramaer, inspireret af folk som Phil Spector og Brian Wilson.
Men selv uden disse tilføjelser forløstes pladernes ambitiøse lagkageproduktioner på smukkeste vis på scenen uden brug af tilsætningsmidler, om end man nødig ville have undværet percussionisten og vibrafonisten Tom Edwards, hvis pikante spil og udsøgte finger-spitzgefühl flere steder løftede materialet op i den syvende himmel.

Stiv som en støtte
På intet tidspunkt drejede Jason Pierce hovedet ud mod publikum, men stod stiv som en saltsstøtte med siden til, koncentreret om sit guitar-spil og sin sang – den smule stemme, han er blevet begavet med, hæver han nødigt til over en kraftig hvisken, og som sanger overgår han en Lou Reed i lakonisk Buster Keaton-attitude, hvilket dog på det kraftigste dementeres af de ofte desperate og/eller anråbende tekster. At Spiritiualized er påvirket af soul og gospel er uomtvisteligt – titler som Shine A Light, Take Me To The Other Side, Lord Can You Hear Me og det sigende No God Only Religion taler deres eget tydelige sprog – og giver en god modvægt til de gennemgående og ofte deprimere(n)de udsagn om udsathed, stoffer og ensomhed, så typiske for Pierce.
Med et bredt udsnit af materiale fra alle gruppens fire albums – med hovedvægten på Ladies And Gentlemen We Are Floating In Space, stadig det mest vellykkede – gav vi os sanserne i vold og kom ud i alle hjørner af gruppens univers… med den instrumentale kakafoni, Born Never Asked/Electric Main-line som den ene yderlighed og den anfægtende besværgelse Lord Can Your Hear Me som den anden. Mellem disse fandtes en række forskelligartede og desorienterende bevidsthedstilstande, omsat til lyd på en sådan måde, at de – et halvt døgn senere – stadig farer omkring i kroppen på denne skribent som ustyrlige elektriske impulser. Sublimt.

*Spiritualized. Amager Bio, torsdag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her