Læsetid: 1 min.

Ikke for sarte sind

15. februar 2002

(2. sektion)

Rock
Tynges man af den alvor, selvhøjtidelighed og patos, som præger store dele af den danske poesi, går man ikke galt i byen med Frodegruppen 40, hvis Piksvingeri & negerlege lever op til den infantile, men perfekt dækkende titel.
Den uprætentiøse digter Jens Blendstrup har allieret sig med et par legekammerater, som med udgangspunkt i en stribe af hans gakkede, men også stringente og vittige tekster har sammenkogt en ret, der i uhørt grad tilhører Det ny Slamkøkken.
Det er ikke for folk med sarte sind, men har man plads i hjerte og mavesæk til en flok søsyge drengestreger – styret af en sprudlende sproglig bevidsthed og et godt øre for hverdagssprogets absurde aspekter – har man henvendt sig på rette kontor.
Som i den opremsning af almindeligheder, der udgør »Har du set noget til Krabaten«, der på vanlig absurd form skildrer et af de der møder på gaden, hvor man spørger til den ene og den anden: »Hvad med Finn?/Han endte ganske enkelt på Tvind/Er det sandt?/ Nej, men det rimer sgu da meget godt/Har du set noget til Asnæs Uhyret/Blev han ikke gift med én, der hed Tove, og fik de ikke et barn med store tænder?/Du mener meder. Store meder. Tove havde i hvert fald store meder/ Whatever you say!«
Blendstrup akkompagneres af fire musikere, der aldrig går i vejen for projektet, men på lykkeligste facon beriger og understøtter det. Genrerne spænder fra easy listening over folk, jazz og rock til rene abstrakte klangflader, der i samspil med ordene fremstår som både begavet leg og finurlig underholdning.
Der er mening med galskaben, og alt, der kræves for at tage del i løjerne, er humoristisk sans og kærlighed til meningsfyldt nonsens.

*Frodegruppen 40: Piksvingeri & negerlege (Diskoteket Øverste Kirurgiske) www.frodegruppen40.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her