Læsetid: 4 min.

Satirisk show i kirken

Christianskirken i København dannede mandag aften ramme om Anne Marie Helgers første forestilling til fordel for lukningstruede teatre
27. februar 2002

Teaterstøtte
Foran Christianskirkens imposante alterparti i norsk marmor står et lille stykke kvinde og skræpper op. Visuelt fylder hun det højloftede kirkerum ud med sit overvejende lyserøde inferno af en pailletbesat kjole. Rødt diadem, røde højhælede og utallige armbånd. Det ene øjeblik står hun bag en sort pult, det næste tæver hun rundt på scenen. Synger, danser og rapper. Det er Anne Marie Helger, i gang med sin monolog Nytårstalen.
Kirkerummet er næsten fuldt af gæster, som har lagt 180 kroner per næse for at se forestillingen. Og for at støtte de lukningstruede teatre, Comedievognen og Bådteatret, som deler aftenens overskud. Også i pulpiturlogerne i første sals højde er der godt fyldt op. Det kan imidlertid frarådes at sætte sig i en hjørneloge, idet man herfra vil opleve showet gennem en af kirkens to store krystallysekroner – så er De advaret.
Vel er vi i en dansk folkekirke, hvor begrebet show dårligt hører til. Men en aften som denne, hvor der bydes på politisk satire, opera, sigøjnermusik og dansktop, alt sammen i løbet af to timer, er det svært at finde en mere dækkende betegnelse.
Det hele starter med, at Anne Marie Helgers akkompagnatør, guitarist Carsten Lund, spiller nogle stille numre. Midt i det fjerde træder kirkens præst, Flemming Pless, frem og byder velkommen. Han beder publikum om så vidt muligt at holde minen, da Københavns biskop nødig ser for megen løssluppenhed i kirken. Opfordringen har naturligvis den modsatte effekt, der klappes og hujes.

Slikkesens lange skygger
Var nogen i tvivl, bliver de hurtigt bekræftet: Anne Marie Helgers monolog er en særdeles politisk sag: Har man stemt borgerligt, kan man næppe grine med uden at grine af sig selv. De bærende elementer er politikerne Brian Slikkesen, A.F. Racemusen og dennes hustru Servicemodullen samt Hjemstavnsblondinen – Det Kære Skår.
»Danskere er osnokere, og vi bor i Det Osnokiske Rige,« forklarer Helger om dette land, som »herskes af stenhjerter«.
Hun ser imidlertid en væsentlig mangel på synkronisering mellem det officielle Danmarks nytårstaler: Dronningen talte, på den for hende så typiske måde, om sammenhold:
»At stå sammen er ikke noget, vi gør alene,« citerer Anne Marie Helger og tager straks fat på statsministeren, som i sin tale har pointeret, at træer ikke vokser så godt, hvis de står for tæt. Sådan nogle skal have plads og lys.
»Næ, store statsmænd hænger ikke på træerne. Hvilket de måske burde,« konkluderer hun til aftenens hidtil største bifald.
Heller ikke kulturministeren går ram forbi:
»Når kultursolen står lavt, kaster selv dværge store skygger. Da man ikke formoder, at Brian Slikkesen er lav, er det nogle enorme, sorte skygger, han kaster,« lyder det om repræsentanten for en regering, der »ikke kun nedlægger, den opretter også stærke, nationale følelsesregistre«.
Det sidste er velsagtens møntet på indflydelsen fra Dansk Folkeparti, hvis medlemmer betegnes som en flok leverpostejfarvede ignoranter, der »boltrer sig i uvidenhedens smattede mudderpøl«.
Og så videre og så videre, der bliver ikke lagt fingre imellem, og det er en succes. Anne Marie Helger bliver kaldt frem et par gange med klappen og trampen i gulvet, det er, som om larmen ikke rigtig passer til rummet og delvis ophæver den sakrale sfære.
Helger har for øvrigt selv taget initiativ til støttearrangementet, som for anden og sidste gang kan opleves i Christianskirken i aften. Dog med andre gæstekunstnere, ud over Søs & Kirsten.
I pausen efter Nytårstalen spiller sigøjnertrioen Orchestra Mihalache op på violin, trækharmonika og kontrabas. Publikum strækker ben, mange ved at købe kaffe i den mintgrønne skurvogn udenfor, en enkelt ved forsøgsvis at spjætte lidt rundt til musikken.

Nationalpoeten Keld
Så er det tid for aftenens muntreste indslag, Søs og Kirsten. Duoen har med stor succes spiddet danskerne og danskheden i Kongeriget, men i aften bidrager de med et potpourri over »en af vore store nationalpoeter«, som blandt andet har beriget poesien med følgende:
»Skulle du spørge fra nogen, Tør du eller ej, Skulle du spørge fra nogen, Spørg så bare mig.«
Jo, det er Keld Heick, de citerer. Hvorpå de kaster sig ud i en hektisk og absurd ekspressiv kavalkade over sangerens hits, af statur kan de såmænd godt minde lidt om Keld og Hilda. Ikke mindst Søs Egelinds motorik vækker begejstring, man mindes uvilkårligt en vis herre i Halløj på Badehotellet.
Efter lidt mere sigøjnermusik træder tre operasangere ind, og akkompagneret på flygel giver de aftenens sidste og mest rørende nummer – en passage fra Charles Gounods Faust. Publikum hamrer, klapper og tramper løs, sangerne må tilbage og synge hele passagen igen. Så er det slut, men i aften starter det forfra.

*Nytårstalen med Anne Marie Helger, i aften klokken 20, Christianskirken. Billetbestilling: Kanonhallens Billetkontor: 35 43 20 21

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu