Fradrag
BERLIN Ilse Brücke fra Paderborn er vred. Hun er 48 år, lærer og enlig mor. Regeringens nye skatteregler betyder, at et særligt fradrag til støtte for enlige forældre nedtrappes. Om to år, når fradraget helt er væk, vil Ilse Brücke årligt have 18.000 kr. mindre i husholdningspungen end i dag.
»Jeg er skide sur over, at regeringen gør forholdene dårligere for enlige forældre. Det havde jeg ikke ventet af en socialdemokratisk-grøn regering,« sagde Ilse Brücke til Bild am Sonntag i starten af året.
Under normale omstændigheder ville en kvindes problemer med at få pengene til at slå til ikke være en notits værd enlige forældre er der trods alt to millioner af i Tyskland.
Men Ilse er interessant, fordi hun er forbundskansler Gerhard Schröders lillesøster. Netop i valgåret gør hun abstrakt politik til et letlæst familiedrama.
»Jeg kan ikke bedømme min brors politik som helhed, fordi jeg ikke har overblikket. Men i denne sag er jeg som enlig mor til to (15-årige Sven og 5-årige Marco, red) en person, man ikke kan frakende en vis indsigt,« sagde hun selvbevidst og nævnte, at emnet også var blevet behandlet i julekortet til Gerd.
En selfmade-mand
Schröder er et eksempel på, at man kan drive det vidt, hvis man selv vil. Det var ingen selvfølge, at Gerd skulle ende som advokat og kansler; var han ikke brudt ud af sine fattige kår, ville han formentlig stadig ekspedere i en isenkræmmerforretning og se tipsfodbold hver lørdag.
Gerds far var tysk soldat og hed Fritz. Han blev dræbt på Balkan i 1944 og nåede aldrig at se sin søn. Moren Erika giftede sig herefter med en svagelig specialarbejder, der opholdt sig mere på sanatorium end hjemme alligevel nåede han at gøre hende gravid tre gange. Erika måtte forsøge sin familie med rengøringsarbejde.
Som seks-årig fik Gerd arbejde på en bondegård, siden kom han i lære hos en isenkræmmer, men knægten havde et godt hoved og tog studentereksamen i aftenskolen. Han blev optaget på jura-studiet, sideløbende gjorde han karriere i politik. I 1990 blev han ministerpræsident i delstaten Niedersachsen, og otte år efter var han tysk kansler.
I et livsstilsmagasin viste han sit italienske modetøj frem. Glad nød han cigaren en Cohiba, der koster det samme, som en butiksansat tjener på en halv dag.
Man er virkelig sin egen lykkes smed.
Tre nye kusiner
Sidste forår fandt Gerds storesøster Gunhild farens ukendte grav i Rumænien. Historien blev refereret i medierne, og i Thüringen vakte den ekstra opsigt. To kvinder genkendte Fritz som deres afdøde fars forsvundne bror. Vupti havde kansleren fået to nye kusiner, Inge og Heidelinde, oven i købet i Øst, hvor kansleren ikke er særlig populær.
»Vi krammer ham i knæ,« lovede de, inden han kom på besøg.
»Et par dejlige damer,« spandt Gerd bagefter.
Der var også en tredje kusine, Renate, men hun havde arbejdet hos Stasi, og så skal man ikke stikke hovedet frem.
»Gad vidst om jeg ville have holdt stand under sådan et regime,« filosoferede Gerd forsonligt.
Gerds lillebror, kloakarbejderen Lothar, er jævnligt arbejdsløs. Ved køkkenbordet udlægger han gerne Gerds politik for de tilrejsende journalister eller skriver politiske klummer til boulevardavisen Express i Köln, mens han kæderyger. Lige nu arbejder han som guide på Mallorca.
Stort set er familien altså en gevinst for Gerd den jævne herkomst garanterer, at kansleren står i nær kontakt til olket, men Ilse er en pest.
Gerd har ikke offentligt kommenteret lillesøsterens angreb, men Ilse fortæller, at storebror har ringet og skældt hende huden fuld.
»Bland dig udenom, det er mig, der er politiker,« skal han have råbt, men Ilse lod sig ikke skræmme.
18. februar drog hun sammen med Forbundet af Enlige Mødre og Fædre til Forfatningsdomstolen i Karlsruhe for at afleve et sagsanlæg mod Schröders regering. Forbundet håber, at dommerne vil give de enlige deres fradrag tilbage.
»Gerd vil jo egentlig også lave politik for almindelige mennesker. Jeg tror, at når den første vrede er drevet over, vil han indse, at denne lov ikke dur til noget,« siger Ilse.
