Læsetid: 3 min.

Selvfed – eller liderlig som altid

Det har cirkuleret omkring livstilstillæg, men har nu sneget sig ind hos forfattere og i Sprognævnet: Ordet selvfed
1. februar 2002

(2. sektion)

Orden i ordene

Man bliver nødt til at læse Politiken engang imellem. For at se hvad medløberne nu har fundet på
Bent Vinn Nielsen

Det er ikke sådan, at fornyelser altid kommer fra den sunde modstandsdygtige undergrundskultur og siden prostitueres af den onde modstandsløse mainstream. Eller af Dagbladet Politiken.
Hvem har ikke oplevet et sandt garagerockidol med dårligt tandsæt og ideologisk voldelige tilbøjeligheder ende som glansbillede på en turistsouvenir. Nogle siger repressiv tolerance, andre siger kulturel hyperkompleksitet.
Men det kan også gå den anden vej. Som f.eks. med ordet ’selvfed’, der synes at være sat i cirkulation omkring Politikens respektindgydende hot-og-notlister bestyret af sensitive livsstilsseismografer som Signe Wenneberg og Mette Bom.
I Signe Wennebergs absolut autoritative status over nye livsstilfænomener i det forgange år definerede hun ultimo december 2001: »Selvfed – og selvlækker: nattergalt ord fra Canal Wild Card.« Man bemærker, at definitionen trykt i Politikens tillæg under det ambitiøse navn Liv og Stil nærmest er en etymologi. Wenneberg forudsætter betydningen af ’selvfed’ så bekendt, at hun ikke fortæller, hvad det betyder, men derimod hvor det kommer fra. En tv-kanal. Ordet er et mediefænomen.

Selvopfattelse
Kendere, dvs. smagsdommere hævder, at ordet allerede har cirkuleret i nogle år som beskrivelse af en person, der ikke er bare er blæret, men også selv ved, at han/hun er blæret. Ordet synes at betegne en selvopfattelse.
Derfor er selvfed også et ord, som forfattere så småt er begyndt at bruge til portrættegning. Det er en almindeligt anvendt litterær strategi at tegne personer med det sprog, de taler. I f.eks. En skidt knægt af Bent Vinn Nielsen træder Ruben Eriksen i karakter som snob ved at kalde en guitar for en mandolin, sko for fodtøj og den lokale købmand for »min gode Jakob Skomager.« Ruben Eriksen sidder kun gerne i sin øreklapstol og nyder lyttende Johann Sebastian Bach. Alternativt Beethoven.
Også Jan Sonnergaard anvender denne strategi: Når en karakter kaldes »en tabernar«, skriver Sonnergaard ikke om taberen, men derimod den mentalitet, der viser sig ved at henvise hoverende til socialt udstødte som tabere i livets store idrætskamp.
Det kan derfor ikke overraske, at netop Sonnergaard allerede i januar 1998 glædede sig over udtrykket selvfed. Sammen med formuleringen »at have blå mærker over hele kroppen af at pege på sig selv« udråbte Sonnergaard i Aktuelt ’selvfed’ som den bedste nye formulering fra 1997.
Senere på året leverede Sonnergaard i Århus Stifttidende forslag til en definition:
»Den selvfede person lytter ikke. Magtbrynden og selvtilstrækkeligheden forhindrer påvirkninger udefra.«
Primo december 2001 portrætterede forfatter Jens Martin Eriksen i en kronik i Dagbladet Information en kvinde som selvfedt sukkende: »Komtessen holder fri på en dag, hvor hun selvfed sukker og næsten uden blufærdighed lukker ind i sit liv fra dybet af en bund løs sofa, liderlig som altid.«

Hanne-Vibeke vred
Det er et ord, som breder sig. Christine Antorini har sagt ’selvfed’ på DR1, medlem af Det Danske Akademi Frederik Stjernfelt har brugt ordet i en anmeldelse, Niels Frid-Nielsen har under reference til Sonnergaard skrevet selvfed mange gange. Andy Garcia er i Aktuelt blevet beskyldt for at være selvfed, Information har på lederplads bebrejdet venstrefløjen dens selvfedme, og en stærkt hidsig Hanne Vibeke Holst har i polemisk anledning besvaret en kritiker ved bl.a. at kalde hende selvfed.
I Dansk Sprognævns kvartårspublikation Nyt Fra Sprognævnet syntes ordet selvfed i september 2001 tæt på at blive endegyldigt autoriseret som gyldig dansk terminus. Jakob Bruntse konstaterede således i en eksklusiv artikel betitlet »Fed? Nej, selvfed«:
»Et nyt ord har sneget sig ind i sproget.« Bruntse påpegede, at selvfed ikke er noget, »man siger til folk, medmindre man er fjendtligt indstillet. Det er noget, man siger om dem.« I Bruntses artikel antydes en sammenhæng med andre udtryk, der har været anvendt til håndhævelse af ’janteloven’. Hvis man er selvfed, tror man jo, man er noget.
Og kan man ikke på den baggrund konkludere, at det er et dejligt ikke længere helt nyt ord: Selvfed, der tilbyder et alternativ til kritikere, der ikke kan blive ved med at kalde de yngre, godt udseende og velhavende for yuppier. Selvfed, der derudover kan fortolkes som en af Jantelovens mange forlængede arme. Og selvfed, der endelig præsterer en tilfredsstillende diagnose af den særegne kombination af dansk selvtilstrækkelighed og patologisk overvægt, der gør 10 procent af nye folkeskoleelever til tidlige kandidater til sukkersyge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her