På bodega
Mød et menneske der tør/gør en forskel. Mød Mimi Jakobsen og få en god snak og lidt godt til ganen
Skilt foran Diplomaten, tirsdag eftermiddag
Naturligvis havde Diplomaten sit særpræg, men som på ethvert andet panelleret værtshus før fyraften var stemningen lavmælt og tilrøget. En almindelig pilsner kunne erhverves for 12 kroner; manden, der langede den over disken, kaldte de Volle. Ved indgangen stod en blinkende, fuldautomatisk enarmet tyveknægt, og fra en usynlig højttaler et sted over baren flød endeløs popmusik. Spredt rundt ved bordene sad en håndfuld personer af ældre årgang med langsynede briller, og under lampen i hjørnet førtes en af den slags neddroslede samtaler, man hører, hvor tiden står stille.
Vel åndede der verdslig fred på værtshus, men noget var i gære: Både Volle og bodegaens kvindelige ejer spejdede utålmodigt i retning af vinduet med de kunstfærdigt slebne ruder. Og på et bord ved siden af kaffemaskinen lå en buket blomster, nydeligt pakket ind i cellofan, og en hvid bankkonvolut adresseret til Red Barnet med hilsen fra Diplomaten.
Så kommer hun
Da endelig Mimi Jakobsen, CentrumDemokraternes formand og Red Barnets generalsekretær, 20 minutter forsinket viser sig i døren med et »hej!«, liver lokalet op. En usynlig hånd rusker folk ud af døsen. I løbet af de næste fem minutter vælter flere ældre mennesker ind; Volle skænker Mimi en lille fadøl, et par tallerkener med æg og leverpostejsbidder bringes ind.
Mimi har knapt lagt tasken fra sig, før en smilende mand i tresserne nærmer sig hende: de har fælles bekendte noget med en trappeopgang for årtier siden. Da han lidt efter siger, at »nå, jeg skal jo ikke tage din tid«, afbryder hun ham: Jojo, det gør ikke noget, vi hygger os jo.
Kort efter står hun bag baren sammen med Volle. Det er det, hun skal: servicere kunderne og ellers bare tale.
Man bestiller en Tuborg mere, og denne gang bliver den knappet op af en tidligere kultur-, social-Ç industri- og erhvervsminister m.m., som en smule perpleks må spørge Volle om prisen. En helt ny ressort.
I hjørnet sidder en trind og velklædt ældre herre ved navn Jan, som Mimi hilser ekstra hengivent på. De snakker om CD og partiets stifter (og Gladsaxes tidligere borgmester), hendes far Erhard, der fylder 85 på mandag.
På et tidspunkt læner en mand sig ind over baren for at give Mimi hånden. »Jeg skal fortælle dig noget, Mimi: For 43 år siden viede din far mig og min kone og vi er stadig gift.« Kone står i baggrunden.
»Han viede også mig,« svarer Mimi,« men det holdt ikke så længe«. Latter.
Flere af de mænd, hun får vekslet et par ord med, bliver siddende i nærheden, lettere fortryllede, og venter med engletålmod på det rette øjeblik for der er så meget at tale om. Mimi er let at tale med, hun holder flere samtaler i gang på samme tid. Selv den snottede, tykke fyr med tatoveringen på overarmen, som ikke har ytret andet, end at han er flyttet ud på Buddingevej i Søborg, smiler, omend kontrolleret.
Fra et sted bagest i bodegaen dukker endnu en mand op med en historie til Mimi: »I nittenhundredeotteogtres var jeg på rejse i Tyrkiet. I Izmir mødte jeg to unge mennesker med rygsække. Jeg kunne se, at de var danskere det ka man jo og spurgte så, hvem de var. Vi er Erhards børn, svarede de. Det sagde de, fordi de boede i Gladsaxe.«
»Neej, hvor kært. Det var en sød historie,« replicerer Mimi og ryger på en cerut af mærket Evergreens.
Ikke længe efter har Jan, den distingverede CDer fra hjørnet, rejst sig og tiltusket sig en ståplads mellem Mimi og Volle. Han vil sige et par ord om CentrumDemokraterne og derefter omdele vælgererklæringer. CD mangler nemlig kun 12.500 underskrifter for at kunne blive genvalgt til Folketinget. Med stemmen vibrerende af bevægelse fortæller han om dengang, CD sikrede, at Socialdemokratiet angiveligt ikke tog 50 millioner kroner fra de svageste grupper. Det var i 70erne. »Jeg glemmer det aldrig,« siger han og indleder en hverveodyssé. Pludselig synes alle at være CentrumDemokrater; parcelhusejere med karport; positivt indstillede over for den offentlige sektor; imod blokpolitik og yderstandpunkter... Hvor i alverden var vi ved valget?
Nå, det var ved at blive mørkt. Ude på Gammel Kongevej kørte en linje 14 forbi på vej ind mod byen. Måske man skulle søge samme vej.
