Læsetid: 11 min.

Søren Krarup nærmest næsten

De kulturradikale humanister mener, ifølge Søren Krarup, at man kan fremavle gode mennesker på samme måde, som man fremavler svin
9. februar 2002

Folketingsvalget den 20. November 2001 var ikke kun en sejr for Søren Krarup og hans fæller på højrefløjen. Det var også et nederlag til den elite af kulturradikale, som han i 40 år har bekæmpet. Alle disse – med hans egne ord – humanistiske, selvretfærdige og selvforgudende personer, som han har ligget i strid med i en menneskealder. Nu tabte de endelig.
Hvis man beder Krarup selv om at konkludere på folketingsvalgets resultat, så er det imidlertid ikke højrefløjens sejr, som han fremdrager som det væsentligste.
Ligesom George Orwell ser Krarup nemlig ikke modsætningen mellem kapitalisme og kommunisme som afgørende:
»Den egentlige modsætning ligger mellem totalitarismen og kristendommen,« siger han. »Eller mellem ideologierne, hvad enten de kalder sig højre eller venstre og kristendommen, som er et opgør med enhver human retfærdighed. Enhver politisk retfærdighed.«
Dette opgør tager Krarup blandt andet i Dansen om Menneskerettighederne fra 2000, hvor han skriver, at troen på menneskerettighederne er blevet gjort til den nye totalitære ideologi, der må bekæmpes. Menneskerettighederne har indtaget Guds plads. De er blevet til de nye hellige skrifter.
Det kan man efter hans mening blandt andet se, hvis man studerer, hvordan amerikanerne i deres uafhængighedserklæring nærmest ophøjer menneskerettighederne til Guds ord.
»Der står i den amerikanske uafhængighedserklæring: »Vi anser følgende sandheder for selvindlysende,« fortæller Krarup. »Det vil sige, at de er gudsgivne. Den amerikanske uafhængighedserklæring, som er menneskerettighedernes begyndelse, er den bevidste sammenblanding af det politiske og det religiøse. Det er ikke en lov, men derimod en religiøs bekendelse, som definerer det naturlige menneske som det retfærdige menneske.«
Og når man i den grad har defineret sig selv som retfærdighedens og den højere sandheds forkæmper, så har man også givet sig selv lov til at gå på korstog mod fjenderne, eftersom de altid vil repræsentere ondskaben, påpeger Krarup. Og som illustration af sin pointe henviser han til den sprogbrug, som amerikanerne bruger om deres modstandere:
»I Anden Verdenskrig drog Eisenhower på korstog i Europa,« siger han. »Det hedder hans bog om Anden Verdenskrig faktisk: Korstog i Europa. Og jeg hørte forleden Bush tale om de der »slyngelstater« og »ondskabens akse.« Det er altid de gode mod de onde. Og vi er altid de gode. Det er fuldstændig ligesom Stalin og Hitler: Sådan taler man, når man har slugt Vorherre og gjort sig selv til Gud.«
– Det er det, du kalder selvforgudelse?
»Ja. Som verdens eneste stormagt kan USA næsten gøre hvad som helst. Det er et på mange måder hæderligt og anstændigt land. Ulykken vil bare, at de er børn af en ideologi, der bygger på den frelste løgn om, at man er så ualmindeligt retfærdig.«

Ingen facitliste
Hvis man skal undgå denne selvforgudelse, så bliver man efter Krarups mening nødt til at udskifte troen på menneskerettighederne med troen på Gud. Man bliver nødt til at erkende, at man som menneske ikke kan fastlægge et regelsæt som menneskerettighederne og tro, at de udgør en højere sandhed. Fordi den højere sandhed kendes kun af Gud.
»Man kan ikke skrive en masse ting op på en facitliste og sige: Det er rigtigt eller det er forkert. Som kristen præst siger jeg: Det er en løgn. Og de, som gør det, de dyrker mennesket som det guddommelige. Men det er Gud, der er Gud, og mennesket er en synder og kan aldrig påberåbe sig en højere retfærdighed.«
»Hvis man tror, at man kan frembringe paradis på jord, så giver man sig selv ret til at udrydde de onde. Og det er en livsløgn, der som de moderne ideologier fører til dæmonier, der ender i menneskeudryddelser. Jeg ser en klar sammenhæng mellem den humanistiske dyrkelse af mennesket og den moderne ideologiske udvikling, som man finder hos
Marx og i vores selvretfærdige samfund. Jeg kalder det fra guillotinen til Gulag.«

Slangen i paradis
I Det moderne sammenbrud fra 1984 overfører Krarup sin kritik af den moderne humanisme til det moderne gennembrud i Danmark, der åbnede den kulturradikale horisont. Han lægger i den forbindelse særlig vægt på Georg Brandes’ udtalelse om, at han ikke vil acceptere, at der er en slange i paradis.
Dermed forsøger Brandes efter Krarups mening at frigøre mennesket fra skylden og bane vejen for skabelsen af det retfærdige menneske, der ikke har behov for Guds frelse
»Kulturradikalismen går tilbage til humanismen fra 1800-tallet. Og det har hele tiden været dyrkelsen af det retfærdige menneske i modsætning til det uretfærdige, der har stået i centrum,« siger han.
»Og det er denne dyrkelse af det retfærdige menneske, som også kommer til udtryk i Den Franske Revolution, hvor man ligesom i den russiske finder ud af, at man skal afskaffe uretfærdigheden ved at slå den ihjel.«
– Men bliver vi ikke – som de kulturradikale – nødt til at forsøge at definere det retfærdige?
»Selvfølgelig er vi berettigede til at sige, at noget anser jeg for godt, og noget anser jeg for ondt. Men vi må holde fast i, at et menneske kun kan tale på egne vegne.«
– Er der ikke noget, der hedder, en kristen moral?
»Der findes ingen absolutte sandheder på jorden. Og der findes ingen kristen moral. Der er ikke en absolut moral. Netop kristendommen gør dig personligt ansvarlig for dit eget valg.«
»Og når du har erkendt det, så må du acceptere, at du er sat i et fællesskab med andre mennesker, som du ikke kan hæve dig over og sige, at de er undermennesker. Hverken nazisternes jøder eller Marx’ kapitalister. Vi er alle syndere, og ingen mennesker har kendskab til den højere retfærdighed. Dermed har vi heller ikke ret til at gå på korstog mod vores modstandere. Kristendommen siger nej til korstog. Hvorimod oplysningstidens og de kulturradikales egentlige tendens jo er opgøret med kristendommen. Og i det øjeblik Gud er væk, gør man sig selv til Gud og begynder at føre korstog. Ganske logisk begynder revolutionerne at myldre frem.«
»Men går man i krig som korstog, går man altid i krig på Satans side.«

I svinestien
Krarups kritik af kulturradikalismen er også bundet i de kulturradikales opfattelse af, at man gennem udviklingen kan skabe bedre mennesker. Krarup mener, at de kulturradikale dermed betragter mennesket på samme måde som en landmand betragter de svin, som han ønsker at fremavle til de bedst mulige produkter.
»I Det moderne Sammenbrud citerer jeg Olsen-Larsen, der skriver, at den kulturradikale historieskrivning forstår menneskene som en højere griserace og skildrer deres udvikling ud fra en griseraces synspunkt,« siger han.
»Og det er jeg enig i. Jeg mener, at de kulturradikale trækker på Marx’ opfattelse af historien i og med, at de gør mennesket til et produkt af dets ydre materielle omstændigheder.«
»Hos Marx bliver historien jo til ren zoologi. Betragtninger over hvordan man kan frembringe de bedste resultater, og hvordan man rent praktisk kan nå frem til den bedste svinesti; det han kalder det klasseløse samfund.«
Ifølge Krarup er Søren Kierkegaard modsætningen til Karl Marx. Kristendommen er den moderne ideologis modstander. Og det er efter Krarups mening ikke tilfældigt, at de kulturradikale fra Brandes og frem har fortolket Kierkegaard sækulariseret.
»De kulturradikale dyrker jo det abstrakte menneske,« siger han. »De ophæver det konkrete. Det ophæver det, der hos Kierkegaard hedder det eksistentielle – mennesket som ånd. De kulturradikale erstatter menneskets eksistens med en abstrakt virkelighed. Det ser man blandt andet i deres tro på menneskerettighederne, hvor de annullerer det enkelte menneske, der er født ind i en arv, en nation og en slægt, til fordel for et abstrakt menneske-begreb, der aldrig vil kunne realiseres.«

Misforstår Jesus
Det er ikke kun dem, der farer på korstog, som Krarup er ude efter. Også de mennesker og organisationer, som drager ud i verden for at lindre lidelse og nød, forholder han sig kritisk til. Han mener, at de gør sig skyldige i en grundlæggende misfortolkning af Jesus bud om at elske sin næste.
»Jeg må indrømme, at jeg finder de såkaldt humanitære organisationer kvalmende i deres selvgodhed. Det er så karakteristisk, det der med at man siger, at man skal hjælpe og hjælpe, og samtidig oplever vi en generation af børn, der er mere ensomme end nogensinde før. Vi oplever flere ulykkelige mennesker end nogensinde før, fordi alle har så travlt med at skulle hjælpe alle. Men hvad med at tage sig af sin nærmeste? Hvad med at tage sig af sin stakkels ensomme nabo eller af sit barn, som går for lud og koldt vand i en eller anden institution, mens man sammen med sin ægtefælle jager rundt for at få penge til det levned, som man dyrker?«
»Jeg synes, at hvis der er noget, der er grund til i dag, så er det, at vi begynder at tage os af dem, vi virkelig er ansvarlige for, i stedet for at vi skal ud at frelse hele verden og være læger uden grænser og så videre.«
– Mener du, at det menneskeligt og eksistentielt går dårligt i Danmark?
»Ja, det synes jeg. Den kulturradikale forståelse af tilværelsen fører jo til mishandlingen af mennesker, fordi man har så travlt med at frelse verden, at man blæser på sin næste. Jeg synes, at det er så sørgeligt, at mange børn i dag vokser op uden at være sammen med deres forældre.«
– Hvordan definerer du din næste?
»Det er den, der er dig nærmest. I beretningen om den barmhjertige samaritaner fortæller Jesus om præsten og levitten, der går forbi den overfaldne – de har jo andre og højere ting i hovedet end at hjælpe det stakkels menneske i vejkanten – hvorimod samaritaneren, der er ude i et andet ærinde, standser for at hjælpe.«
»Og det er netop kristendommens tale om kærligheden til næsten: At du tager den, som du tilfældigvis er sat sammen med, alvorligt.«
– Hvem er så vores næste? Er det vores naboer, familie, landsmænd?
»Man kan aldrig definere det absolut. Men man kan sige, at næsten ubetinget er den, der er dig nærmest. Det giver jo sig selv, at der er nogle mennesker, der er dig nærmest. For eksempel din kone og dine børn. Dem er du forpligtet på. Og i stedet for at rende ud i verden og finde næster, så kunne man tage sig af dem, der er en nærmest. Det er det, som lignelsen om den barmhjertige samaritaner handler om.«

Nationens hadere
– Du taler ofte om nationalstaten som et begreb, vi kun kan miste. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at nationalstaten er en forholdsvis ny konstruktion. Den opstod på et givent tidspunkt, og den vil vel også forsvinde igen på et tidspunkt?
»Det er fuldstændig forkert. Når du bruger ordet nation, så skal du lægge mærke til, at ordet faktisk betyder »det medfødte.« Og det er det, som sagen drejer sig om: Vi er alle født i en bestemt historisk sammenhæng. Det vil sige, at historien har fra begyndelsen bestået af nationer. Det gælder også Danmark.«
– Historikerne Søren Mørch og Uffe Østergaard har anført, at nationalstaten opstod med romantikken og sandsynligvis vil forsvinde igen til fordel for andre statsformer?
»Det er det rene nonsens. Den slags udtalelser viser, at de er fuldstændigt uvidende om deres historie. Danmark blev til i begyndelsen af 700-tallet. Noget af det første, der opstod, var Dannevirke, der blev bygget som en kæmpe vold mod syd – et kæmpemæssigt bygningsværk efter den tids forhold, hvilket illustrerer, at Danmark var et samlet land under en fælles ledelse, der forstod sig selv i modsætning til Tyskland, eller hvad der nu var syd for grænsen.«
»Og hele vores historie har været båret af danskernes vilje til at være herre over eget land. Så når nogle personer påstår, at det nationale opstod i 1800-tallet, så markedsfører de en ideologisk konstruktion, der er udkastet af nationens hadere. Det nationale hører sammen med at være menneske, fordi det fastslår, at du er barn af din historie og hører hjemme sammen med dit folk i den historie.«
»Også på dette punkt tager de kulturradikale jo fejl, når de dyrker det abstrakte menneske på bekostning af det konkrete. Det konkrete, det er historisk – eller med Kierkegaards ord eksistentielt – og derfor er kulturradikalismen lig med ophævelsen af et menneskes eksistens til fordel for en abstrakt skinvirkelighed.«

Svinet til
Søren Krarup har været involveret i opgøret med de kulturradikale, siden han i 1968 skrev bogen Demokratisme. Og han ser højrefløjens sejr ved folketingsvalget den 20. november som et tegn på, at de kulturradikale endelig er ved at tabe kampen.
»Jeg udgav min bog midt under ungdomsoprøret, og blev i den forbindelse svinet til. Sådan var vilkårene, når man blandede sig i den debat, der herskede i det ideologiserede marxistiske offentlige liv, som prægede Danmark i 60’erne og 70’erne.«
»Men hvis jeg må være lidt hoven, vil jeg sige, at det, der skete den 20. november, var, at danskerne sagde ja til den kritik af idelogiernes og kulturradikalismens åndshovmod og menneskeforagt, som jeg har fremført i så mange år.«
– Der er mange danskere, der har hævdet, at de synes, at det er blevet pinligt at være dansker efter de offensive signaler, som højrefløjen har afgivet på udlændingeområdet.
»Ja, er det ikke hele den højrøvede elite, der sidder og læser Politiken og Information og indrykker annoncer med halvandet hundrede mennesker, der fortæller, at de er flove over at være danskere?«
»Jeg vil sige, at jeg er flov over dem. Jeg er flov over at være i nation med sådan nogle hovne skiderikker, der i den grad træder på deres hæderlige landsmænd.«
– Var det de samme, der holdt din demokratismebog ude i så mange år?
»Ja, jeg har været forhadt af kulturradikalismen altid.«
– Også lang tid før du engagerede dig i indvandrerdebatten?
»Længe før. Men det er klart, at når man træder så kraftigt op mod deres selvretfærdighed og selvoptagethed, som jeg gjorde det i opgøret med Dansk Flygtningehjælp i 1986, så er hadet blev uddybet.«
– Var sejren til højrefløjen ved folketingsvalget din personlige sejr over de kulturradikale i indvandrerspørgsmålet?
»Jeg vil ikke prale og kalde det for min sejr. Det var befolkningens nej til en kulturradikal overklasse, der har trådt på danskerne, foragtet danskerne og kaldt deres berettigede nødråb for racisme og fremmedhad.«
– Og de har trådt på dig?
»Det er jeg så vant til. Det tager jeg ikke så tungt. Men det var gudskelov danskerne, der sagde: Nu kan det være nok.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu