Læsetid: 3 min.

Stemmen er grå, men intens

Tomas Tranströmer på to måder, afprøvet under vokal læsning og i dansk gengivelse
19. februar 2002

Ny bog
Den lille japanske genre haiku-digtet, har i hele forrige århundredes modernisme været højagtet, oversat og dyrket for sin ekstreme kortheds skyld: tre verslinjer af 5-7-5 stavelser, men produceret i mange individuelle variationer på vestlige sprog, ikke mindst i nutiden, hvor livets kortformer, punktoplevelser, sekunderkendelser er særlig brugbare, måske i mangel af store fortællinger og skepsis over for forkyndelser.
Er der noget, haiku ikke gør, er det at påstå noget som helst, idet det i stedet leverer et par udsøgte sansninger og overlader mellemrummet til modtageren. Åbenheden, flertydighedens særlige præcision, er »en distræt forbindelse«, som det er blevet sagt, en bevidst skævhed mellem spørgsmål og svar.
Haiku 1951-2001 er titlen på en aktuel udgivelse, 60 sådanne digte skrevet af Tomas Tranströmer, i oversættelse ved Peter Nielsen, der tidligere har besørget hans Samlede digte (1997) på dansk. Den feterede svenske poet har sin personlige version af genren, fascineret som han er af overgangsøjeblikket, sprækken i eksistensen mellem liv og død, som vi kender det fra bl.a. För levande och döda, der i 1990 fik Nordisk Råds Litteraturpris, og den seneste, Sorgegondolen.

Taget revnede
og den døde kan se mig.
Dette ansigt.

At der i øvrigt mangler en stavelse i sidste linje, skyldes, at et dansk ansigt kun har to stavelser, men svenskerne flotter sig med tre til ’ansikte’.
Her etableres nu en samtidighed mellem den levende og den døde i selve sprækken. Og slutlinjen markerer en tvetydighed. Hvis ansigt er det? Er det jeget eller den døde, der har fået stemme i digtet? Det kan ikke afgøres, kun at ansigtet berøres af den stemme, der gestikulerer hen mod det.

Stemmen
Dette fortolkende ræsonnement skyldes Birgitte Steffen Nielsen, som har udgivet en afhandling om Tranströmers poesi med titlen Den grå stemme. Den er universitær i sit anlæg, men meget læseværdig, hvis man er med på subtile distinktioner og tålmodig over for den særlige indforståede omhu i referencer og markeringer samt understregninger af selvstændighed over for den store læremester, den svenske kritiker Horace Engdahl. Hans bog om Beröringens ABC (9194) insisterer på en såkaldt vokal læsning af digtere som Goethe, Stendhal, Mallarmé, Beckett og Ekelöf, dvs. en lytten til denne stemme i teksten, som ikke er digterens jeg, men snarere den rest, der er blevet tilbage i det skrevne, efter at mundtligheden erstattedes af den tavse læsning.
Næsten al kritisk analyse af moderne poesi henholder sig til billedsproget, metaforikken. Således også receptionen af Tranströmer, der prises for sin originale billeddigtning, der inviterer til tolkninger i metafysisk retning. Man udfylder sprækken mellem hans kontrasterende billeder, hvorimod den vokale opfattelse insisterer på det svælg, den rest, den tomhed, som netop er en tilsigtet åbenhed, en tøven, et højtlydende ’måske’. Og her ses slægtskabet med haiku, der heller ikke er en sammenfatning, ikke nogen helhedsanskuelse, men en stemmeklangens musik. Et større rum.
Birgitte Steffen Nielsens litteraturkritiske pointe er, at Horace Engdahl ikke har Tranströmer ordentligt med i sit forfattergalleri, hvad han er høflig nok til at erkende i et velvilligt forord til hendes bog.
Hun viser, at denne lidt hemmelige, ’grå’ stemme er til stede fra første færd hos digteren og kommer til fuld udfoldelse i hans egenartede digtsuite »Östersjöar« og sidenhen. Det er en ’modstemme’ med særlige figurationer, som hun nøjeregnende finder frem og karakteriserer i stadig polemik mod billedlæserne. Og en stærk læser er hun, velskrivende på sine vilkår.

Ny nærlæsning
Det er spændende, at de senere år har fremskrevet en ny nærlæsningsteknik, som allerede har overstået dekonstruktionens særlige optagethed af mistro mod teksten, og måske også hermeneutikkens forsonende udfyldningsfortolkninger. De kan gøre en døv for digtets særlige tiltale: den såkaldte apostrofe. Den har til gengæld fået opmærksomhed med en ny sensitivitet for den iboende mundtlighed. I modsætning til mere triste ideologikritiske, psykoanalytiske, kristne læsninger af litteraturen, ser vi da en koncentration om tekstens poetiske særpræg. Jeg tænker på analysebøger af bl.a. Bo Hakon Jørgensen, Peer E. Sørensen, Dan Ringgård, Peter Stein Larsen og hans nykritiske fader Finn med Frank Jæger-bogen, Skyum-Nielsen og Niels Lyngsø samt Mia Graae, der skrev om Edith Södergrans metaforik, ja, ja, ud fra en kognitiv semantik.
Et helt bibliotek af refleksioner over poesiens gåde.

Stor og langsom vind
fra havets bibliotek.
Her kan jeg hvile.

Således Tranströmer i et af hans seneste haiku. Stemme eller billede?

*Tomas Tranströmer: Haiku 1959-2001. Oversat af Peter Nielsen. Tosproget udgave. 61 s., 110kr. Arena

*Birgitte Steffen Nielsen: Den grå stemme – stemmen i
Tomas Tranströmers poesi. 185 s., 220 kr. Arena. Udkommer begge i dag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her