Læsetid: 4 min.

Sukkerglaseret finkunst

Blomster på museum: Kunstnerne er vrede, og gæsterne er glade. En kunsthistoriker belyser spørgsmålet
16. februar 2002

Blomster eller ej
Man kan godt mene om museumsdirektør Allis Helleland, at hun er trendy. Det siger kunsthistorikeren Jacob Wamberg med henvisning til de populære tiltag, Statens Museum for Kunst de senere år har gjort sig bemærket med. Men han tilføjer i samme åndedrag, at »nationalgalleriet skulle holde sig for god til den slags.«
’Den slags’ er blandt andet Tage Andersens blomsterudstilling, som frem til den 21. april skal indgå i dialog med museets faste samling. Værdsat af publikum og kritiseret af eksperter – blomsterne har formået at puste liv i en debat, som Jacob Wamberg her forsøger at perspektivere.
– Jacob Wamberg, hvad er denne udstilling udtryk for?
»De sidste 10-20 år, og særligt i 1990’erne, har kunsten haft en ambition om at blive mere hverdagsagtig, socialt engageret og politisk – og dermed sprænge det autonome kunstværk. På det seneste har der så været forskellige bevægelser hen imod at gøre kunsten mere tilgængelig for almenheden, især efter at teatre og museer i højere grad er blevet selvfinansierende. Man har prøvet at afdramatisere det elitære ved kunsten – kunstmuseerne er i høj grad blevet en slags folkelig forlystelse.«
Kunsthistorikeren forklarer, at tendensen griber tilbage til starten af 1900-tallet, hvor avantgardens forsøg på at gøre kunsten mere hverdagsagtig mislykkedes. Forsøget blev accepteret af den etablerede kunst og dermed kvalt.

Blomsterne stjæler lys
»I dag er det store spørgsmål: Hvis kunsten vil tilnærme sig virkeligheden, og virkeligheden vil tilnærme sig kunsten, hvem kommer så først?,« forklarer Jacob Wamberg, som ser en stor fare i denne brobygning. Den sker for tidligt, siger han, og bliver derfor primært lavet på ikke-kunstens præmisser.
– Kan du give et eksempel?
»Tage Andersen-udstillingen er udtryk for en stor vilje til at få kunsten ud til den
almindelige befolkning, men den gør det på en kunstnerisk uforsvarlig måde. Sådanne kunsthåndværkfænomener, som folk i forvejen holder af, bliver brugt som middel til at få folk ind og opdage ægte kunstværker. Samtidig lader man kunsthåndværket låne lys fra den fine kunst, så den foregiver at være mere, end den er.«
– Hvorfor er det mere legitimt at udfordre kunstbegrebet med døde svinekroppe end med blomster?
»Fordi det udfordrer kunstbegrebet nedefra. Det prøver at sprænge kunsten ved at bringe hverdagslige ting ind i den, for eksempel svinekroppe eller andre materier. De har ikke den uforgængelighed, man tidligere regnede med, at et sandt kunstværk skulle have. Blomsterne derimod forsøger at udfordre ved at låne lys fra højkunsten, det er så at sige en form for snobberi.«
– Snobberi?
»Jeg vil kalde Tage Andersen-udstillingen en snobbeudstilling. Den snobber for den høje kunst, samtidig med at den postulerer, at i virkeligheden er der ikke så stor forskel på Rembrandt og Tage Andersen.«
– Er det ikke mere ambition end snobberi?
Hans blomsterdekorationer er fine nok på deres egne præmisser og i deres egen genre. Men de mangler en kompleksitet, en kunstnerisk kvalitet, som får en til at se verden på en ny og interessant måde. Det her er et utrolig tamt indgreb, som hverken gør fra eller til ved malerierne, ud over at de bliver pyntet op på en nem måde. Samtidig låner blomsterne lys fra højkunsten, de foregiver at være stor kunst. Det er deri, snobberiet består.«

Blomster som glasur
Jacob Wamberg indskyder, at Statens Museum for Kunst ikke er ude på et egentligt populistisk skråplan. Der foregår mange udmærkede ting på museet, men han synes ikke om disse offensiver, hvor museet forsøger at tiltrække publikum med »billige virkemidler«.
– Gør det noget, hvis gæsterne selv synes, det er kunst?
»Ja, for det giver et fejlagtigt udtryk for, hvad kunst er og kan. Man skal være forsigtig med at kortslutte kunst med ikke-kunst, og her mener jeg, det er sket for hurtigt.«
Han nævner popkunstneren Jeff Koons, som har udstillet en enorm og absurd blomsterskulptur, udformet som en hund:
»Der var en ironi i det her groteske overforbrug af blomster. Men hos Tage Andersen skal det hele tages for pålydende. Det er ikke komplekst nok, for mig at se er det kitsch. Hvis man lader den folkelige smag dominere, uden at den kommer i en form for samspil med den mere komplekse kunst, så ender man i kitsch,« mener Jacob Wamberg.
»Kunsten er i dag mere end nogensinde før blevet allemandseje, men det skal ikke betyde, at den folkelige smag skal dominere. Jeg mener stadig, at kunstnere kan noget, som Fru Jensen ikke kan. Tage Andersen er en meget dygtig kunsthåndværker, men han skal ikke tage vare på, hvordan den rigtige kunst skal håndteres og formidles. Det bliver sådan en sukkerglasur, man hælder ud over de rigtige kunstnere for at få dem til at glide lettere ned,« mener han og pointerer:
»Men så lægger folk ikke rigtig mærke til, hvad de spiser.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her