Læsetid: 5 min.

Svenskeren, der drog til Hollywood

Lasse Hallström har betaget et verdenspublikum med ’Mit liv som hund’. Men den fordringsløse, lavmælte svensker, der er aktuel med ’The Shipping News’, har altid været lidt af en outsider – både i svensk og amerikansk film
22. februar 2002

(2. sektion)

Portræt
Når man sidder over for Lasse Hallström, er det svært at forestille sig ham som manden, der kan tæmme Hollywoodstjerner. Dertil synes hans væsen i for høj grad præget af en basal blidhed, der ikke rummer antydningen af filminstruktørers vanlige flintestens-hårdhed bag charmemasken.
Men ydret bedrager nok engang. Lasse Hallström er indiskutabelt en af de europæiske instruktører, der bedst har forstået at tilpasse sig amerikanske forhold uden at sætte sin kunstneriske personlighed over styr. Ved at forblive sig selv er han blevet en alment anerkendt international instruktør.
Hans udvikling er forløbet stik modsat hans danske kollega Bille August, som han har kørt et instruktivt parallelløb med op gennem 1990’erne. Hvor danskeren har lidt den kunstneriske kvælningsdød i superproduktionernes suppedas, har Hallström holdt sig flydende ved hjælp af en større smidighed, humor, musikalitet og fornemmelse for de lidt sære, sårbare og ofte udstødte personer, han helst skildrer.
Med al sin succes er Hallström dog stadig lidt af en outsider i amerikansk film, og det var han sjovt nok også, da han lavede kønsrolle- og kærlighedskomedier i sit svenske fædreland i slutningen af de tungttravende vadmels-70’ere.
Dengang lå Ingmar Bergmans skygge stadig over svensk film, og Hallström, der havde Bo Widerberg som sit nationale forbillede, blev i sit fædreland betragtet som en udpræget letvægter. Også selv om hans første mousserende komedier En fyr og hans pige og Jeg er med barn forener en personlig blufærdigt-drilsk tone med en indlysende menneskelig ægthed:

Mistænkelig artisme
»Disse film er i høj grad selvbiografiske og handler om mine egne og min generations tragikomiske erfaringer på erotikkens frie marked. Jeg var meget påvirket af instruktører som Milos Forman og hans Blondinens kærlighed og John Cassavetes og hans Husbands,« fortalte Hallström i sin tid under et besøg i København.
Hallströms film vakte bl.a. mistro ved deres udprægede artistiske holdning og virtuose klipning. I den retning er hans ABBA-film ABBA – The Movie lidt af et festfyrværkeri, og Hallström kastede sig også ud i at lave musikvideoer til gruppen, hvilket yderligere underminerede hans seriøse image.
Først med Mit liv som hund turde Hallström lave en helt igennem alvorlig film (»Jeg var utrolig bange for at blive sentimental og for, at publikum skulle grine på de forkerte steder.«)
Historien om den gammelkloge 11-årige Ingemar, der forsømmes af sin nervenedbrudte enlige mor, men på en sommerferie i Småland oplever et livgivende varmt provinsliv, foregriber ikke bare på en sær måde Hallströms nye film, The Shipping News, i sit genfødselstema. Den bruger også fortællerstemmen på samme nøgternt pudsige måde, når Ingemar i den berømte start prøver at rationalisere sig ud af sin modgang: »Det kunne have været værre. Jeg har faktisk haft heldet med mig. Det er vigtigt at sammenligne. Jeg kunne have været rumhunden Laika, som de bare sendte lige ud i rummet. Der er sikkert kun atomerne tilbage af den i dag.«

Det amerikanske eventyr
Filmen blev en international succes og i 1988 tilmed Oscarnomineret. I USA modtog den en række priser, og pludselig var Hallström en ombejlet mand i Hollywood. Men selv om han taknemmeligt tog mod chancen for at lave film i den by, han allererede fra teenageårene havde drømt om at arbejde i, forløb de første mange år i det amerikanske langt fra problemfrit. Løfter blev brudt, projekter lagt ned, og i perioden 1985-93 lavede Hallström kun to film i USA.
Til at begynde med fik han ikke lov til at lave de film, han gerne ville, og i 1991 debuterede Hallström på amerikansk med bestillingsopgaven Once Around. Men selv om filmen ikke stod hans hjerte nær, så rummer den alligevel mange af de elementer, man nu forbinder med en Lasse Hallström-film.
Richard Dreyfuss og Holly Hunter spiller hovedrollerne i en sorgmunter fortælling om to outsidere, som begge har svært ved at få livet til at fungere. Et umage par, som sært nok passer godt til hinanden, og som på trods af omgivelsernes vantro og modstand giver ægteskabet en chance. Og netop outsidernes, de forældreløses, de kejtedes, de stille eksistensers og de utilpassedes kamp mod givne, men uretfærdige vilkår er et tema, der går igen i Lasse Hallströms film. Uden de store armbevægelser og overdreven sentimentalitet (»Min største frygt er at blive sentimental og fremtvinge følelser«), men med både lune og bid får den dygtige personinstruktør fortalt sine historier om på trods at skabe sig et værdigt (familie)liv med de samme muligheder som alle andre.
’Quirky’ er et ord, som de amerikanske anmeldere gerne hæfter på Hallströms film og karakterer, og som i mangel af bedre kan oversættes til ’skæv’ eller ’spøjs’. Det hænger sammen med, at Hallströms hovedpersoner ikke er målbevidste og handlekraftige som ’gode’ amerikanere. Selv siger han, at han »har en forkærlighed for
excentrikere og outsidere og for at portrættere dem uden at være fordomsfuld. Min interesse ligger i karakterdrevne historier, fordi der er så mange historier, som
ofrer karakter til fordel for plot.«

En sej overlever
Hva’ så, Gilbert Grape? (1993) er Hallströms hidtil bedste film i USA. En afdæmpet Johnny Depp spiller Gilbert, der lever det gode, nære liv som sin ekstremt overvægtige mors og retarderede lillebrors (Leornardo DiCaprio) vogter, indtil han til sidst får udlængsel og må realisere sig selv.
Men Hva’ så, Gilbert Grape? slog ikke an kommercielt, og Hallströms position var stadig usikker. I 1995 blev han håndplukket af Julia Roberts til at instruere hende i den udmærkede, men på ingen måde enestående komedie Something to Talk About. Det er den mest mainstream af Hallströms film, som dog knytter an til hans øvrige film gennem sit nuancerede miljøbillede (sydstatsprovins) og sit på én gang humoristiske og bidske portræt af familiemennesker i krise.
I 1997 havnede så manuskriptet til en filmversion af John Irvings Æblemostreglementet hos Hallström. Filmen havde været mange år undervejs, og Hallström var tidligere blevet spurgt om at instruere den. Men han turde ikke arbejde med Irving og sagde nej tak.
År og erfaringer senere var Hallström dog klar til at kaste sig over Irvings eget manuskript, og resultatet blev da også en velspillet og hjertevarm film helt i både Irving og Hallströms ånd. For om noget deler de to mænd en kærlighed til det skæve og det spøjse, og Hallström var den rigtige til at filmatisere den følelsesmættede historie om forældreløse Homers opvækst på et børnehjem og videre færd ud i verden.
Til gengæld gav Hallströms næste film, Chocolat, de kritikere, der fandt hans amerikanske film udvandede, god ammunition.
Chocolat, der handler om manglen på tolerance og frisind i en lille fransk landsby, er nemlig et godt eksempel på det lidet charmerende fænomen, som er blevet døbt Natopuddings og gerne involverer penge og skuespillere fra hele verden og et konturløst manuskript. Chocolat er ikke nogen decideret dårlig film, og Juliette Binoche, Judi Dench og Hallströms kone Lena Olin spiller fint. Men omvendt er det også en lidt for luftig og velsmagende mundfuld, som er trimmet til det brede publikum i USA og Europa og derfor ingen personlighed har tilbage.
Med The Shipping News strammer Hallström igen grebet og leverer en personlig film i indlysende tematisk forlængelse af hans tidligere arbejder. Den blide mand er i virkeligheden en sej overlever – på sine egne betingelser.

*’The Shipping News’ anmeldes nedenfor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu