Læsetid: 6 min.

Den symbolske vold er overalt

For Bourdieu var sociologiens felter struktureret som et forhold mellem en dominerende og en domineret part. Hans måde at tænke på er umiddelbart let at overtage – men har også problematiske arvtagere
15. februar 2002

(2. sektion)

Arvtagerne
Pierre Bourdieus værk er efter hans død blevet genstand for næsten enstemmig hyldest. Men arven efter Bourdieu rækker ud over sociologens teoretiske landvindinger. Som anerkendt intellektuel i sit miljø tøvede Bourdieu ikke med at engagere sig i politiske aktioner til fordel for strejkende, arbejdsløse eller illegale indvandrere. Om hans skarpe vid fascinerede eller irriterede, så indtog hans røst altid en særlig plads i det offentlige rum. Hver gang han kritiserede de dominerende og magtfuldes diskurs og tog parti for samfundets magtesløse, og hver gang han vendte de etablerede situationsbeskrivelser og tilvante forestillinger på hovedet, tvang han de intellektuelle, politikerne og journalisterne til at forlade deres ghetto.
Men det er ikke nok at anerkende disse fortjenester. Vi skylder også Bourdieu at reflektere over hans samfundskritiks indhold og de praksisser, som den har givet anledning til.
Bourdieus analyse af skolesystemet og den sociale arv (skrevet i fællesskab med Jean-Claude Passeron; les Héritiers, 1964 (Arvtagerne) og la Reproduction, 1970 (Reproduktionen) skulle få enorm indflydelse på en hel generation af kritiske intellektuelle og undervisere. Skolesystemet analyseres i disse værker som en institution til reproduktion af uligheder, hvis særlige krav og kriterier er indrettet på at hæmme og holde de socialt dårligt stillede nede. Eksaminer og optagelsesprøver ses som mekanismer til elimination og selektion, der skal muliggøre reproduktionen og legitimere kulturarven – og derigennem legitimere den etablerede samfundsorden. Disse analyser vil gerne give sig ud for at være sociologiske konstateringer, men de står alligevel i et underligt tvetydigt lys, idet de placerer ’arvtagerne’ par excellence – de intellektuelle og underviserne – i en position, som disse nødvendigvis må få vanskeligt ved at acceptere: Bliver åndsarbejdere ikke selv til uafvidende agenter for reproduktion af den etablerede orden? Hvordan skal undervisere, der påberåber sig bevidsthed om denne analyses gyldighed, stadig kunne udføre deres arbejde?
I 1960’erne og 1970’erne vakte kritikken af ’arvtagerne’ genklang i den ulykkelige bevidsthed hos ungdomsoprørets intellektuelle småborgerskab – trængt som det var imellem dets emblematiske henvisning til arbejderklassen og en borgerlig orden, der endnu var præget af det 19. århundrede. Hvordan forholder det sig i dag?
Bourdieus analyse af dominansforhold har tjent som fast referenceramme for en bestemt mytologisering af magten, som blev udviklet i løbet af 1970’erne, og som endnu i dag er udbredt. Summen af sociologiens ’felter’ er struktureret som et forhold mellem en dominerende part og en domineret part; med succes påtvinger den »symbolske vold« det sociale sine betydninger og gør dem legitime ved at tilhylde den magtrelation, de bygger på. Habitus – sædvanen bliver inderliggjort hos individerne, der reproducerer den samme adfærdsform, samme synsmåder og samme vurderinger.
Man kan summarisk udlede, hvilket Bourdieu dog ikke selv gør, at alt er dominans og magtforhold, at »den symbolske vold« er overalt, og at vi i sidste ende fra første færd er determinerede væsener – en synsmåde, der baner vej for indførelsen af en generaliseret mistanke i de sociale relationer.
Mange af Bourdieus militante arvtagere er havnet i denne blindgyde. Temaet om ’verdens nye herskere’, der behersker det sociale via finansmarkederne, holder liv i tanken om en total dominans over verden og samfund. Set i denne optik, er det ikke kritikken af den liberalistiske ideologi og den markedsøkonomiske models altgennemtrængende karakter, der i sig selv bliver problematisk – denne er i vidt omfang velbegrundet og legitim – men det totalitære syn på de demokratiske samfund. I denne mytologisering af magten indtager medierne og frem for alt fjernsynet en central stilling. Den berettigede kritik af ’mikrofonholderjournalistikken’, den offentlige debats forfald og mediernes forvrængende mekanismer indskriver sig i en ret beset fantasmatisk vision om en altomfattende sindelagskontrol a la Big Brother. Hvem kan herefter gøre krav på ikke selv blot at være en smule manipuleret? Må vi i sidste instans ikke lære os at mistro endog os selv og afslå disse nye versioner af opium for folket, som leder os bort fra at gøre, hvad vi burde som samfundsborgere?

Dette enkle, radikale og manikæiske (asketiske, red.) syn på verden har en betydelig fordel for sig: Det tilvejebringer et indlysende aktionsprogram, som undgår at konfrontere sig med virkelighedens kompleksitet. Da de dominerede er de første ofre for mediernes massivt afrettende bearbejdning, bliver det en enorm opgave for den kritiske aktivisme at oplyse disse ofre.
Men fortalerne for denne strategi gør sig ikke klart, at selve dens simpelhed umuliggør, at den kan blive operationel, thi den er meget let ’genindvindelig’ af det samme system, som den vil påtage sig at afsløre og undsige. Paradokset i sagen er netop, at denne vision af verden dagligt sendes ud til tv-seerne af World Companys marionetter, og talrige kritiske journalister gentager den for egen regning, idet de indgår i de store kommunikationsgrupperinger, hvis formål er at dominere samfundet og udbrede den liberale doxa (lovprisning, red.).
De skrevne og audiovisuelle medier er blevet et centralt element i det moderne liv, og det er svært at se, hvordan det skulle være muligt at undvære dem, medmindre man da vil trække sig helt tilbage fra samfundsmæssige og verdslige anliggender. I stedet for at hudflette medierne ud fra en puristisk og bedrevidende position, ville det være bedre at tage bestik af de debatrum, som de tilbyder, og reflektere over de komplementariteter, som de kan placeres mellem de forskellige medietyper.

Bourdieus samfundskritiske arv bliver ikke blot omsat i bestemte tankegange om skolesystemet, kulturen og medierne, men i en særlig holdning, en særlig position, hvorfra samfund og verden kan kritiseres. Samfund og verden bliver skematisk og uopretteligt indplaceret i to lejre: de dominerede og de dominerende.
Man lukker derved ethvert alternativ inde i et karikeret valg, som næppe kan holde nogen ræsonneret debat i live ret længe: Bourdieus militante arvtagere vil på en gang være videreførere af den sociologiske videnskab og stille sig på de domineredes side. Inden for denne referenceramme risikerer de, som ikke er enige i deres teser, at blive betragtet som ofre for den manipulation, der er forbundet med ’verdens nye herskere’ og med medierne – eller endnu værre som disses objektive eller subjektive medvidere – en medviden, som den sociologiske analyse så må bestræbe sig på at afsløre og undsige.
Denne evindelige afslørings- og undsigelsesposition indfører et forgiftet klima i de menneskelige relationer og perverterer den argumentbaserede debat. Derved reaktiveres en sekterisme på alle planer på en gang: den ’etiske’ overlegenhed i forsvaret for de dominerede, den videnskabelige autoritet i Bourdieus sociologi, den emblematiske henvisning til en ’social bevægelse’ som bannerfører for avancerede ideer. I denne ’argumentation’ glider man fra det ene til det andet moment for bedre at kunne sætte sin modstander i gabestok. Bourdieus tænkning kan på denne måde tjene som substitut for en marxisme i krise og give næring til en dogmatisme, som man skulle tro for længst var glemt. Hans sociologiske værk er dog fortsat sprællevende, og som ethvert andet værk af dette format vil det fortsat kunne inspirere, kritiseres og debatteres i et andet register – den frie tænknings – som visse af Bourdieus arvtagere har tabt af syne.
At forstå tidens eksistentielle og sociale dårligdom vil indebære, at man er i stand til at træde ud af skematikken for at undersøge, hvilken forfatning de kulturelle og politiske ressourcer i de europæiske demokratier befinder sig i og udvikle et klartskuende rekonstruktionsarbejde. Dette betyder ikke et tab af kritisk sans, af lidenskab i debatten eller af offentlig aktivisme, men ophøret af den manikæisme og det totalitære syn på de demokratiske samfund, der formidles af visse dele af venstrefløjen.

*Jean-Pierre Le Goff er sociolog og forfatter til bl.a. ’La démocratie post-totalitaire’

*Oversat af Niels Ivar Larsen

© Libération & Information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu