Læsetid: 6 min.

Tårer koster Koizumi dyrt

Efter fyringen af den populære kvindelige udenrigsminister, Makikio Tanaka, er Japans minister-præsident Koizumis vælgerstøtte halveret
8. februar 2002

Efter fyringen af den populære kvindelige udenrigsminister, Makikio Tanaka,
er Japans minister-præsident Koizumis vælgerstøtte halveret

TOKYO – Popularitetsboblen er bristet. En eneste fejlvurdering og Japans ministerpræsident, den 60-årige Junichiro Koizumi, er reduceret fra dristig reformist til traditionel teknokrat og har måttet se sin vælgerstøtte på 75 procent bliver halveret fra den ene dag til den anden.
For en leder, der ikke har nogen solid base i partiapparatet og derfor er helt afhængig af sit image og stærke opinionsstøtte for at kunne udrette noget er dette intet mindre end en katastrofe.
Farvel til det opreklamerede økonomiske reformprogram, farvel til husfreden i det regerende LPD-parti og farvel til den politiske stabilitet, som Japan har oplevet, siden Yoshiro Mori blev tvunget til at gå af i april i fjor.
Der er ingen ende på de dårlige nyheder, der er væltet ned over Koizumi, siden han forrige tirsdag afsatte sin gamle partner og udenrigsminister, Makikio Tanaka, der næsten egenhændigt placerede ham på den trone, hvor han nu sidder: Børs- og statsobligationer falder hver dag til nye bundnoteringer, yen’en går samme vej og stadigt flere banker og storvirksomheder gisper desperat efter ny luft.

Som en kold douche
Aldrig før har Nagata-cho – Tokyos politiske centrum – lidt så stor skade på grund af en kvinde. Koizumi har givet været klar over, at en del hans store popularitet kun var til låns, men at det var så en stor en del kommer som en kold douche. De fleste sympatier går nu til den ufortrødne 57-årige Makiko, som imod sin sædvane har foretrukket at holde lav profil fremfor rampelyset.
Alle ved dog, at hun på ingen måde er til sinds at give op, især efter at opinionsundersøgelser har vist, at 65 procent af japanerne mener, at hun har gjort et godt stykke arbejde, og kun ti procent billiger, den måde hun er blevet afskediget på.
Trods sin række af fadæser, udiplomatiske optræden og giftige tunge er hun sluppet ud af orkanen med sit politiske liv i nærmest udskadt stand.
Iagttagerne er ret enige på dette punkt. Næste strid kommer til at dreje sig om Koizumis hoved. De, som fik ham overtalt til at give den vigtigste forbundsfælle sparket, vil – med eller uden hendes medvirken – i stigende grad komme til at modarbejde hans regeringsledelse og forvandle ham til, hvad amerikanerne kalder en lame duck (handlingslammet politiker, der skal fungere til sin embedsperiodes udløb, red.).
Japansk politik er svær at forstå – også for de fleste japanere. Og den sæbeopera, som hver dag opføres foran tv-kameraerne, bunder formodentlig i mere indviklede intriger end i alle Japans kabuki- og noh-dramaer (klassiske japanske teaterformer, red.) til sammen.
Koizumis sejr ved LPD’s formandsvalg sidste år var en unik begivenhed. Ikke siden 1972 har en outsider har haft held til ændre på det manuskript, der allerede er skrevet af partitoppens oldermænd, og besejre hovedfraktionernes kandidat. Dengang var det Kakuei Tanaka – fattigdrengen fra Nagaoka, kendt som ’den levende bulldozer’ og far til Makiko, som slog dem over fingrene og ydmygede de grå eminencers mand, Takeo Fukuda.
Politikerlede og et stærkt ønske om forandringer og en ny begyndelse blev afgørende i begge tilfælde.
Makiko, som har arvet sin fars bramfri sprog og formår at tale direkte til hjertet uden omskrivninger, går for at være et forbillede for millioner af japanske kvinder og gav sin fulde opbakning til Koizumi, skønt han end ikke var leder af sin egen fraktion.
Enorme forventninger og en vælgerstøtte på mere end 80 procent lagde en dæmper på kritikerne inden for LDP og holdt bureaukratiet i skak. Ikke engang de påbudede reformer og strukturændringer påvirkede folkeopinionen, selv om de ville have omkostninger på kort sig i form af øget arbejdsløshed og sociale problemer. Fra dag ét gik Makiko i direkte konfrontation med det mosgroede bureaukrati i udenrigsministeriet og lovede i sin tiltrædelsestale, at der ville ske udrensninger i den korrupte embedsmandsstand, at det ville være slut med privilegier, og at beslutningsprocessen skulle være mere gennemskuelig.
Det var på en gang en pa-ladsrevolution og en krigserklæring, som tv-seerne elskede og massemedierne svælgede i. Snart var Makiko en frygtet ’jernlady’ og blev udsat for en bagtalelseskampagne af magteliten med henblik på at gøre hendes situation uholdbar. Men disse bestræbelser fik kun hendes popularitet til at vokse ydeligere, og duellerne med hendes kritikere i parlamentet nåede rekordhøje seertal i tv.

Fik lang snor
Koizumi gav hende lang snor. Det var et udmærket show, og han kunne selv ride med på samme bølge, selv om han og Makiko faktisk var et ret umage par, som ikke altid trak på samme hammel. Hans egen ’ultranationalisme’ blev afbalanceret af hendes ’pro-gressive’ holdninger, som dæmpede vreden i nabolandene. Han værnede om relationerne til USA, mens hun ville prioritere det forhold til Sydøstasien og Kina, som hendes far i sin tid normaliserede til højrefløjens store mishag. Hver dag skaffede hun sig nye fjender, og i stigende grad blev hendes politiske liv til en Davids kamp mod Goliat. Slutningen kom uventet, men var en typisk og traditionel for japansk politik. To kritiske NGO’er var blevet udelukket fra Afghanistan-konferencen for nylig af hendes ærkefjende fra den gamle bureaukratgarde, og til det sidste forsøgte hun at omgøre denne beslutning. En holmgang i parlamentet fik Koizumi til at gribe ind. Uden at tage sig af, hvem der havde ret, besluttede han at afskedige alle tre involverede under stor natlig dramatik.
»Han så mig aldrig i øjnene,« var Makikos eneste kommentar til massemedierne, der tidligere havde hudflettet hende, men nu pludselig tog hende til sig som deres nye kæledægge. Deres dom var hård: For husfredens skyld havde ’reformisten’ Koizumi valgt at tjene status quo.
Nogle dage tidligere havde hun grædt over mobningen foran tv-kameraerne, hvilket fik Koizumi til at sige, at »tårer er kvindens sidste våben, som mænd står magtesløse overfor«.
Også denne udtalelse skadede Koizumi, der blev anklaget for at betragte kvinder som emotionelle og ulogiske. Han havde håbet at ride stormen af ved at overtale den handlekraftige og højt respekterede tidligere leder af FN’s flygtningehøjkommissariat, 75-årige Sadako Ogata, til at overtage udenrigsministerposten. Men hun sagde nej og erklærede, at hun ikke ville lade sig udnytte i et politisk spil. Endnu et lammende slag i solar plexus på ministerpræsidenten.
Til trods for, at Koizumi fandt en anden kvinde – den 61-årige miljøminister Yoriko Kawaguchi – som var villig til at tage over, så var han klædt af til skindet.
»Hvordan skal en politiker, som trods en vælgerstøtte på 80 procent ikke har vovet tage de slagsmål, der skal til for at sætte gang i de nødvendige reformer, kunne udrette noget med kun halvdelen af denne støtte,« funderede en lederskribent i Asahi Shimbun.

Vil gøre alle tilfredse
En rædselsmåned for Koizumi er forbi, men få tror, at det skal lykkes ham at generobre initiativet. Hans politiske sprogbrug har ændret sig til brede generaliseringer, hvormed han mener at kunne gøre alle tilfredse. Kritikere kalder ham for ’skinreformist. Alles øjne hviler på Makiko Tanaka. Rygterne løber hurtigt. Vil hun bryde ud af LPD og danne sit eget parti? Vil hun gøre fælles sag med oppositionen? Eller vil nogle af dem, som forfulgte hende indtil for nylig, måske pludselig støtte hende som ministerpræsidentkandidat i hå-bet om at styrte Koizumi? Hvorom alting er – LPD er på vej i en ny turbulent periode, og rivaliteten vil kunne klæde sig i de mest uhellige alliancer.
Få tror på, at Makiko vil danne sit eget parti. Hendes organisationstalent menes at være for begrænset, og hun savner formodentlig kapital. Hun er født og opvokset i partiet og er stærkere end sin gamle far, som endte sine dage i fornedrelse som dømt for en korruptionsaffære, som hun selv mener var en fælde lagt af den gamle garde.
De fleste iagttagere vurderer, at de reformer, som er så nødvendige, hvis Japan skal få brudt med en ti år lang stagnationsperiode, nu er gået i stå. Ingen kan desuden få øje på noget attraktivt alternativ til Koizumi.

*Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her