Læsetid: 8 min.

Talebanere i New York

New Yorks afghanske samfund har tradition for at samarbejde på tværs af etniske skel. Men terrorangrebene på New York og Washington og USA’s krig mod terrorisme har sat en stopper for det gode forhold
23. februar 2002

New York
Disse mennesker arbejdede sammen med Taleban, og deres eneste mål var at ødelægge vores moske.«
Ordene kommer fra Mohammed Sherzad, imam i Hazrat-I-Abubakr. New Yorks største afghanske moske har i nogle år været midtpunktet i en strid mellem etniske mindretal, og striden kulminerede efter terrorangrebene på World Trade Center og Pentagon den 11. september i fjor. I dag er det afghanske samfund i New York splittet, og samkvem på tværs af etniske skel er hørt op.
Vi befinder os i Flushing, en af New Yorks fjerneste forstæder. Fra ’Ground Zero’, hvor World Trade Center stod engang, kører undergrundsbanen turen på en times tid. Under East River og i nordøstlig retning, gennem Queens til endestationen, Flushing Mainstreet.
Herude, hvor Manhattans skyskrabere ikke er andet end streger i horisonten, bor størstedelen af New Yorks ca. 20.000 afghanske indvandrere. Ikke samlet i et lille romantisk kvarter, men spredt over et område præget af kulørte, koreanske supermarkeder, endeløse parcelhuskvarterer og tung industri.
Gigantiske baseballstadions, bygget i rå beton, fungerer som horisontale pejlemærker, og den evigt buldrende motorvej Whitestone Expressway udgør, sammen med den møgbeskidte Flushing River, de eneste ordnende akser.
Men når de ydre rammer synes kaotiske, kan religion være en indre stabiliserende faktor. For Flushings afghanere - og muslimer i USA generelt – har troen været sat på en hård prøve siden terrorangrebene. USA’s krig mod terrorisme, indenfor landets egne grænser, og oprettelsen af militære domstole har medført et hav af arrestationer og isolationsfængslinger. Vold og chikane mod muslimer, og folk med »muslimsk udseende« er blevet en almindelig del af hverdagen. Det er en forståelig reaktion, når afghanske købmænd pynter deres forretninger på hovedgaden Mainstreet Flushing med amerikanske flag. Eller når chaufførerne i de gule taxaer kører rundt med efterlysninger af Osama bin Laden og Mullah Omar i bagruden.
Åbenlys bekræftelse på loyalitet overfor det amerikanske samfund kan føles som en nødvendighed for alle muslimer i USA. Men i Flushing har 11. september også betydet en total splittelse af det afghanske samfund. USA’s krig mod terrorisme blev i første omgang rettet mod Talebanregimet, og dermed valgte Vesten side i en etnisk konflikt. Man støttede den Nordlige Alliance, som hovedsageligt består af usbekere og tadjiker i kampen mod Taliban – et styre, som overvejende fandt sin støtte blandt etniske pathanere. Det betød en opdeling af de etniske grupper i Flushing. Usbekere og tadjiker mod Taleban. Pathanere og andre minoriteter for. Groft sagt.
Denne adskillelse er noget nyt for New Yorks afghanere. Hovedparten er kommet til USA under den sovjetiske besættelse af Afghanistan, og en mindre del er flygtet fra Talebanregimet. Og måske har den fælles status som flygtninge og indvandrere i et fremmed land været årsagen til en vis form for samarbejde mellem de etniske grupper.
Da Hazrat-I-Abubakr moskeen stod færdig i 1999 var den et resultat af et årelangt samarbejde mellem de afghanske etniske mindretal i Flushing. Ikke uden gnidninger, men dog tegn på en vis accept, grupperne imellem.

I begyndelsen arbejdede vi alle sammen om at skaffe penge til opførelsen og driften af Hazrat-I-Abubakr. Vi stolede på hinanden. Men pludselig forsvandt der penge. Vi fandt siden ud af, at en gruppe på 20, turkmenere og pathanere, havde slettet pengene fra regnskaberne og doneret dem til Taleban.«
Imam Mohammed Sherzad sidder ved sit skrivebord i Hazrat-I-Abukakr. Moskeens turkise minaret rager op mellem villaerne på 33. Avenue, og Stars and Stripes, i miniature, pryder det kraftige stålhegn, der omgiver moskeen.
Hazrat-I-Abubakr er New Yorks største moske, men er også knudepunkt for afghanere i det nordlige USA. Menigheden tæller ca. 5.000 mennesker, og før 11. septemper var alle etniske mindretal repræsenteret. Mohammed Sherzad er usbeker, og på trods af etniske konflikter forsøgte han, inden 11. september at samle det afghanske mindretal i Flushing.
»Jeg har hele tiden ment, at alle var velkomne her. Også selvom der blev snydt med regnskaberne, og nogle støttede Taleban. Men efter den 11. september begyndte jeg at tale imod Taleban og Osama bin Laden. Vi satte amerikanske flag op foran moskeen for at vise, at vi støtter amerikansk lov, frihed og demokrati.«
Mohammed Sherzads loyalitet over for det amerikanske samfund var benzin på bålet i den etniske splid. Turkmenere og pathanere demonstrerede deres utilfredshed med imamen ved at bede ude på gaden foran moskeen, og politiet blev flere gange tilkaldt for at skille menighedens parter ad.
Utilfredsheden med Mohammed Sherzad skal ses i lyset af hans sammenkædning af Taleban med Osama bin Laden og udslettelsen af World Trade Center 11. september. Da pathanere overvejende forholder sig loyalt til Taleban, men ikke nødvendigvis støtter terror mod USA, er det forståeligt, at nogen blev sure. Omvendt virker Mohammed Sherzads synspunkter logiske. Hans menighed talte også medlemmer, der holder fast ved, at Osama Bin Laden er en rettroende muslim.
»Vi har vist at, vi ikke går ind for terror. Pathanerne støttede Taleban, og Taleban og Osama bin Laden er to sider af samme sag. Hvis du hjælper Taleban er du også medskyldig i terror. Når medlemmer af menigheden siger, at Osama bin Laden er en god muslim, kan jeg ikke bare forholde mig neutral. Pathanerne forlod vores moske under ramadanen. Vi ser dem ikke.«
Således er en usikker fred genoprettet i Hazrat-I-Abubakr. Usbeker og tadjiker gør fælles front mod Taleban og Osama bin Laden og viser deres troskab overfor det amerikanske samfund.
I dag består menigheden overvejende af usbeker og tadjiker.

Men harmonien indenfor Hazrat-I-Abubakr-moskeens hvide mure er ligesåvel udtryk for, at fronterne i Flushings afghanske samfund er skarpere trukket op, end de har været det længe. Bitterhed og angst lever i bedste velgående i Flushings mange afkroge.
Kabul Halal Meat Shop ligger kilet ned mellem koreanske skrammelbikse på College Point Avenue. Bag disken står Ahmed Puir i blodigt forklæde og hakker lammekød. På en af forretningens vægge hænger et billede af imam Mohammed Sherzad sammen det amerikanske flag.
Den lille brede slagter sælger også afghansk musik. På et splitsekund har han solgt mig en cd med Ahmed Zahir, – Afghanistans største popstjerne, indtil han blev myrdet af russerne i 1979.
Da jeg spørger til konflikten, og hvor Flushings pathanske mindretal holder til, bliver han vild i øjnene.
»De mennesker skal du ikke snakke med. Hvis du ikke er enig med dem, slår de dig bare ihjel.«
Alligevel vader jeg kort efter – på slagter Ahmed Puirs anvisning – op ad
Beech Avenue. Midt i et søvnigt, lavere middelklasse-kvarter ligger Jamal-Ud-Din moskeen. Set fra vejen ligner den halvmugne villa, bygget i træ, ikke hjemstedet for en pathansk imam og hans menighed. Huset har hverken minaret eller er udsmykket med amerikanske flag.
Moskeen har ligget i Flushing i atten år. Modsat Hazrat-I-Abubakr, som sympatiserer med den Nordlige Alliance, har Jamal-Ud-Din altid støttet Talebanregimet. Når embedsmænd og medlemmer af Talebanregeringen besøgte New York, bad de her og drøftede deres politiske fremtid. Idag har moskeen taget imod pathanere og turkmenere, som har forladt Hazrat-I-Abubakr.
Indenfor er der indrettet bederum i dagligstuen. Imam Mohammad Yusufi placerer mig skeptisk på en stol bagest i lokalet. Han er en ældre, langskægget mand med turban, og han bærer en klassisk afghansk kamiz . Vi er næsten alene. Men i et hjørne, i den modsatte ende, knæler menighedens nok ældste medlem. Mumlende fremsiger han bønner, mens han stirrer ned i et guldindbundet eksemplar af Koranen.
At Jamal-Ud-Din moskeen er hjemsted for streng religiøs praksis bliver hurtigt klart. Til gengæld tegner Imam Mohammed Yusufi et billede af en talebanstøtte, der ikke er så sort/hvidt, som det bliver gjort til af andre afghanere i Flushing. Imamen lægger ikke skjul på sine forbindelser til det tidlige Talebanregime. Men han understreger, i samme åndedrag, at han ikke blindt accepterer grusomhederne, som regimet også stod for.
»Vi er pathanere, og som så sådan har vi altid været loyale overfor Talebanregeringen. Da de kom til magten, blev Kabul et fredeligere sted at være. Du kunne parkere din bil uden at den blev stjålet. Men de glemte at lytte til befolkningen. Da jeg hørte, at det religiøse politi tævede og myrdede folk, som var anderledes, sendte jeg breve til mine forbindelser i Taliban for at få dem til at lytte. Men det lykkedes jo ikke.«
Mohammed Yusufis forhold til Talebanregimet er altså tvetydigt. I kraft af sin etniske baggrund forholder han sig tro mod det tidligere regime, men han forsøgte også at modarbejde de grusomheder, der blev begået.
Derfor har Imamen heller ikke meget tilovers for menigheden i Hazrat-I-Abubakr-moskeen og kritikken af Taleban og pathanere i Flushing.
»De fremstiller os som dårlige mennesker, fordi vi støttede Taleban. Men de havde forbindelser til den Nordlige Alliance, som har dræbt og voldtaget tusindvis af uskyldige pathanere. Nu nyder de den amerikanske regerings accept. Men giver det dem ret til at udnævne sig selv til bedre mennesker?«
Imamen er især vred over at blive sat i forbindelse med terror.
»Osama bin Laden blev hjulpet af visse folk fra Taleban, eller måske var det omvendt. Men Osama er ikke afghaner, og det er forkert at sige, at fordi man støttede Taleban, støtter man også terror. Når folk vælger at stille det op på den måde, så føler vi os, som pathanere, meget alene i verden.«

Følelsen af isolation er åbenlys. Pathanernes relationer til Taleban og terrorisme har isoleret dem fra resten af det afghanske samfund i Flushing, og derudover må de, ligesom alle andre muslimer i USA, leve under presset fra den amerikanske regerings jagt på terrorister.
USA’s rolle i selve Afghanistan vækker ligeledes harme hos Mohammed Yusufi. Amerikanerne bakkede pathanerne op med henblik på at trænge den russiske besættelsesmagt ud af Afghanistan.
Men amerikanerne vedligeholdt ikke deres engagement i Afghanistan.
Mohammed Yusufi føler sig forrådt, og med en bitter snert i stemmen sætter han den amerikanske politik i Afghanistan i direkte forbindelse med ødelæggelsen af World Trade Center.
»Amerikanerne støttede jo blandt andet os pathanere i kampen mod russerne. Men da russerne trak sig ud, og Afghanistan lå tilbage i ruiner, forlod de os bare med alle vores interne stridigheder. Med World Trade Center betalte USA prisen for den fejltagelse.«
Mohammed Yusufi gør med hånden tegn til, at seancen er ved at være overstået. Medlemmer af menigheden er begyndt at samle sig i Jamal-Ud-Din, og det er tid til eftermiddagsbøn.
»Nu må amerikanerne og den vestlige verden sørge for at høre alle og give alle de rettigheder og den indflydelse, de har ret til. Både her i USA og i Afghanistan. Ellers kommer de til at betale igen.«
Sagt fra Mohammed Yusufis faldefærdige moske, i Flushings triste omgivelser, virker dette ikke som en trussel. Snarere som en appel om at undgå en gentagelse af terrorangrebene den 11. september, ved hjælp af en mere eftertænksom amerikansk og vestlig politik i USA og Aghanistan. To lande, hvor Flushings afghanere i dag har meget svært ved at føle sig hjemme.

*Lasse Engelbrecht Jensen er freelancejournalist

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu