DE KULTURELLE udspil fra regeringens side lyser af gustent overlæg og spindoktorernes læggen bolden for foden af ministeren. Reaktionerne er så forudsigelige, at det gør ondt de afmægtige piv fra Pavlovs hunde, som er blevet frataget deres kødben. Kunstnere skal jo brokke sig, det ved man blandt kernevælgerne, og det afficerer ikke højrefolkene, at Bådteatret bliver sænket, og at nu blot syv ud af 151 teaterprojekter vil se dagens lys.
DET ER altid taknemmeligt at spare på de kulturelle investeringer: Uden fare for prestigetab får regeringen det forventede hylekor af folk, der burde skaffe sig et levebrød, de kunne leve af uden at belaste os andre. Det ryster ikke osnokerne, som Anne Marie Helger i disse dage laver protestkabaret imod på Kaleidoskop, at næste sæson ikke kommer til at byde på en danseforestilling for én spiller om kogalskab eller en ballet for dansetrængende børn om det onde og det gode i svaneprinsessens menneskeliv.
Ligegyldigt hvor opfindsomt kulturlivet finder på at klage over den kommende udhuling af bibliotekspengene og et amputeret teaterliv, vil formålet med regeringens nedskæringspolitik være opfyldt: En stor jammer fra dem, vi ikke behøver at tage hensyn til. Så kan man regere videre, der hvor der skal regeres, mens aviserne fyldes af underholdende reportager fra de kunstneriske kenneller, hvor madskålene ikke længere fyldes op. Ingen kan sige, at vi skal give til de gode plejehjem og tage fra de dårlige, mens debat om det enkelte teaters undværlighed holder såvel gratis- som betalingsaviser i sving.
INGEN vil komme til at savne de teateropførelser, der ikke finder sted, de umalede billeder og de bøger, der ikke bliver skrevet. Det så endda længe ud til, at man ville gå rationelt til værks og ødelægge uddannelsen af unge teaterfolk, dansere og andre galninge, der med energi og talent er i færd med at dygtiggøre sig på film-, danse- og teaterskoler. Så ville der være færre schäfere, kongepudler og grævlingehunde i det bjæffende hundekor, når nedskæringerne næste år rammer endnu hårdere. Ved en usædvanlig elegant manøvre hentede pianisterne sig gratis applaus ved at optræde som ungdommens linjevogtere, og Holmens institutioner kan fortsætte med at uddanne talenterne til et eksperimenterende kunstliv, der ikke skal eksistere. Ulykkeligvis må man konstatere, at talenterne findes.
Når Skolen for Moderne Dans holder interne forestillinger for afgangsklasserne, blomstrer scenen af begavede, tændte og disciplinerede danseres forestillinger, og Statens Teaterskole kan hvert år byde på skuespil, scenografi og instruktion, der er fuldt på højde med teatrene ude i det virkelige liv. Andre unge søger til teaterskoler og dansekompagnier i udlandet og kommer hjem med det tiltrængte pust udefra. Der er heller ingen mangel på akademiuddannede billedkunstnere, der har power nok til at manifestere sig på store, internationale udstillinger. Det er fremtiden for disse vækstlag, der skulle berige vores men nu er der lukket og slukket for eksperimenter og kunstnerisk linedans, og alle må stile lige lukt efter Det Kongelige Teater i Osnokistan.
LAD FALDE, hvad ikke kan stå lyder parolen til det pavlovske hundekor. Som om det var muligt at leve af at male, da Eckersberg var professor ved kunstakademiet: Man måtte lave en kunstforening, der afholdt lodtrækninger for at få borgerne til at støtte billedmagerne, mens en statslig kunstfond sendte malerne på rejse til Italien. Og hvornår levede Det Kongelige Teater af billetindtægterne? Ikke i guldalderen. Men selv en anmelder må have lov at drømme, så lad os forestille os, at vi har de fire millioner kr., man anvender til repræsentation i Farum kommune: Hvad kan man få for det?
LAD OS ønske: En danseforestilling i Hirtshals havn med svømmepiger og dykkere. En marionetkomedie for de tre-seks-årige på Langeland om Barbie og Ken i Afghanistan. Et krybbespil i Skagen Kirke om barnemordet i Betlehem. En film om hospitalet i Sønderborg med Bodil Udsen og musik af Per Nørgaard. Alle træstammer i Dyrehaven malet røde 1. maj. Kokkekunst i fem fynske folkeskoler. En spændingsroman på vers om en kulturminister med fire børn og bolig i Farum så er pengene nok brugt.
Venstres kulturordfører, Ester Larsen, var allerede i december på banen med udsagn om den vigende teaterinteresse hos danskerne. De sakrosankte frie markedsmekanismer bør regere kulturlivet, mener ordentlige venstrefolk. Statens Museum viser sig her som en sand avantgarde-institution, der kan få billetsalget i vejret med installationer af blomsterdekorationer.
Kunne teaterlivet så ikke sammenlægges med Magasin du Nord, Bilka og Netto, så besøgstallene også på de eksperimenterende scener kom til at se lidt mere appetitlige ud?
