Læsetid: 3 min.

Teatrets kampzone

Jens Albinus' dramatisering af Michel Houellebecqs roman Udvidelse af kampzonen er vedkommende og velspillet teater
23. februar 2002

Jens Albinus' dramatisering af Michel Houellebecqs roman Udvidelse
af kampzonen er vedkommende og velspillet teater

Teater
Det frie valg er ulykken for de fleste. Det var i debutromanen Udvidelse af kampzonen (netop udkommet på dansk og anmeldt her i avisen i onsdags), at den franske skandaleforfatter og civilisationsrevser Michel Houllebecq første gang formulerede sit forfatterskabs store, gennemsyrende tema: I det fuldbyrdede liberale samfund er du ingenting, hvis du ikke kan tjene penge eller har sex-potentiale. På Det Kongelige
Teater har dramatiker og iscenesætter Jens Albinus sat elementer af romanen på scenen.
»Ubehjælpsomhedens teater« kalder han sin teknik, der strunter i den store, forkromede historie for i stedet at levere en række sammenkædede vignetter, der med ladede enkeltheder former et hele. Et anvendeligt greb over for en original, hvis pointe er, at der sker meget lidt i sine hovedpersoners liv. Forestillingen er flimrende fragmenteret i sin måde at fortælle den samlede historie på, men er knivskarp i detaljen. Resultatet er en fin og effektiv forestilling, som med netop stor akkuratesse i det små får sagt ikke så lidt om den tid, vi lever i. Her er tale om teater, der for en gangs skyld er på omdrejningshøjde med tiden, mine ærede tilskuere. Sjældent er der blevet lyttet så meget i Det kongelige Teater på det seneste.

Ubønhørligt blik
Stykkets to hovedpersoner er modsatte ender af samme smerte: Afkølet manglende evne til at elske og overophedet besættelse af sex. Begge er de IT-arbejdere (hvad ellers?), kvalt af ensomhed, produkter af en civilisation med åndenød. I forlægget er det først og fremmest alter egoet, fortælleren Michels historie, det handler om. Albinus overlader i stedet rollen som sprechstallmeister til Benedikte Hansens androgyne, frostblonde-klon, som med ubønhørligt blik i de isblå øjne og djævelsk allestedsnærværelse lægger klar og kølig stemme til forfatterens kuldslåede ræsonnementer.
Interessen og sympatien samler sig i det hele taget snarere om kollegaen Raphaël, ikke mindst fordi Nicolas Bro skaber en fascinerende figur af denne fysisk frastødende software-tekniker, hvis komplet urealistiske besættelse er at finde en kvinde, der vil have sex med ham.
Som et klodset skrummel af en scorekaj med speed-snakkende motormund og lidt for nervøs latter bevæger han sig storsvedende rundt i kampzonen, livet spændt op mellem sex og penge, en valplads, der efterhånden lukker sig endegyldigt for ham. Vidunderligt morsom i sin overfriske ubehjælpsomhed. Rørende og med en pludselig lavmælt, desillusioneret tone i replikken, da alle muligheder synes udtømt. Dømt til enegang og evig masturbation. En stor præstation af en begavet skuespiller, vi har lov til at vente os meget af.

Sprækker af håb
Som kontrasten, den introverte menneskehader Michel, er Nikolaj Lie Kaas næsten lige så glimrende. Han spiller rollen med en sammenkrampet, fortumlet utilpassethed. Med væmmelsen malet i ansigtet – en konstant nedadgående trækning ved munden, halvt lukkede øjne, konstant kvalme i halsen. Sværest har både han og Albinus’ det med at gøre rede for Michels kyniske forsøg på at diktere en ny dagsorden i de afsluttende sekvenser, der ikke opnår deres maksimale virkning. Det er som om grebet ikke strammes nok.
Måske fordi både Bro og Kaas har spillet eksistentialismens Gøg og Gokke med en sådan livgivende humor i den psykologiske akkuratesse, at ubønhørligheden hos Houellebecq menneskeliggøres, så franskmandens sortsyn tilføjes ikke så få flere sprækker af håb og næstkærlighed. Tonen er ligefrem let og uhøjtidelig i de indledende passager af Albinus' prunkløse, men opfindsomme teatervision.
I Mia Stensgaards sterilt-minimalistiske scenografi frydes man over de agerendes detaljemættede, legende præcision, når samtidssatiren får frit løb i kontorlandskabet og på den absurde salgsturne til provinsen, de to centrale skikkelser begiver sig ud på. Her er også Niels Skousen og navnlig den diminutive Mia Lyhne uhyre nøjagtige og morsomme i diverse karikaturer.
Men trods denne indvending mod den reducerede bidskhed er også teaterversionen en tankevækkende fuldtræffer. Her var endelig en forestilling, der udvidede teatrets kampzone til nutiden.

* Det Kgl. Teater, Tubinehallerne: Udvidelse af kampzonen. Skuespil af Jens Albinus efter Michel Houellebecqs roman. Iscenesættelse: Jens Albinus. Scenografi: Mia Stensgaard. Musik: Mads Ljungdahl. Til 27. marts

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her