Læsetid: 5 min.

Der er to slags konceptpop – god og dårlig

Konceptpop behøver ikke at være talentløst – de sidste fire årtier er rig på kunstnere, der gik fra koncepterne med talentet i behold og successen til følge
22. februar 2002

(2. sektion)

Fra koncepterne
At skrive en god popsang er ikke det samme som at få en god idé. At stille sig op og synge sin gode popsang og få stor succes med den – og muligvis tjene en masse penge – er ikke det samme som at få en god idé. Men at sige, »Nu tager vi en hel masse unge piger med for lidt tøj på og laver en konkurrence i tv, hvor de dyster om at blive et popband og få en pladekontrakt, og så skriver vi en god popsang til dem« – det er at få en god idé. Eller at sige »De der fire rockere i lædertøj og med langt olieret, tilbagestrøget hår, de er talentfulde men lidt for rå, så dem klipper vi lige lidt og giver dem ens jakkesæt på i stedet, og så ender det sgu nok med, at selv bedstemor kan li’ The Beatles« – det er at få en god idé.
Historien er så gammel som Pygmalion. Rock- og popmusikken er fyldt med eksempler på mænd, der har fået en god idé, udtænkt et koncept og efterfølgende tjent mange penge på det, men inden vi kaster op i lårtykke stråler over, hvor fælt og kommercielt den slags er, så lad os lige være enige om et par ting. Der findes to slags konceptpop. God og dårlig. Der er lavet meget god musik, der startede som et koncept i en bagmands baghjerne – ligesom der er lavet rigtig meget dårlig musik, som ellers kun havde de fineste politisk korrekte intentioner.

Kendt model
Det er klart, at alle disse engelske og amerikanske boy- og girlbands efterhånden går én på nerverne, men i virkeligheden er Spice Girls, Atomic Kitten, EyeQ etc. ikke anderledes end f.eks. den elskede amerikanske pigegruppe fra 60’erne The Shangri-Las, som havde hits med bl.a. »Remember (Walkin’ In The Sand)« og den ultimative dødssingle »Leader Of The Pack«. De to søskendepar, der udgjorde gruppen, blev opdaget og modeleret af produceren George »Shadow« Morton – ja, det blev han altså kaldt – og han styrede deres image og sange om ulykkelig kærlighed med sikker hånd direkte mod de amerikanske teenagepigers hjerter. Lyder det bekendt?
Og anderledes er det heller ikke med en mand, mange med god grund kalder verdens bedste producer, Phil Spector. Han designede i begyndelsen af 60’erne adskillige bands. Han kaldte dem The Ronettes, The Crystals og Bob B. Soxx and the Blue Jeans – men det var groft sagt de samme musikere og sangere på samtlige plader, hvad enten hittet hed »Be My Baby«, »Then He Kissed Me« eller »Why Do Lovers Break Each Others Hearts?«.
Bag jerntæppet opfandt man den ultimative konceptpop – ersatz-musikken.
Man var ikke meget for den kedelige indflydelse engelsk og amerikansk rock havde på f.eks. russisk eller tjekkoslovakisk ungdom, men man var omvendt godt klar over, at de unge ville høre den slags musik. Derfor skabte man i 60’erne en robothær af popsangere og -grupper, som blev udsendt på statspladeselskaberne a la Melodia og Supraphon. Flere af dem var faktisk gode, men ungdommen lod sig alligevel ikke narre.
Der er det med konceptpop, at kunstneren sjældent har noget at skulle have sagt. Han, hun eller de skal bare se søde ud og synge. Nogle gange behøver de ikke engang det sidste. Milli Vanelli fik i 1989 en Grammy som bedste nye kunstner, indtil det blev afsløret, at de overhovedet ikke sang eller spillede på deres debutalbum. The Monkees spillede og sang stort set ikke på deres to første album, og i tv-serien The Partridge Family, hvor en enlig mor kørte rundt i en bus og optrådte med sine fire-fem børn, mimede alle andre end teen-idolet David Cassidy – og han var den eneste, der medvirkede på pladerne, der dog blev markedsført som The Partridge Family alligevel.
Familier er nemlig en god idé i konceptpop. Tænk bare på danske Far til Fire med Lille Per eller Familien Andersen med Lille Bo eller Osmond Brødrene og Jackson 5 i USA. Lille Bo sang »Jeg har set en rigtig negermand« – det behøvede Little Michael ikke, om man så må sige, i hvert fald ikke tidligt i karrieren, men Jackson er dog sammen med Robbie Williams fra Take That et af de få eksempler på folk, der er sluppet ud af konceptet med talentet i behold og med kunstnerisk succes til følge.

Talent skal der til
Der er dog også eksempler på, at det er kunstnerne selv, der har udtænkt konceptet, skriver alle sangene og selv synger og spiller. Sex Pistols er et godt eksempel. Modepunkere der kunne meget mere, end hvad de til at begynde med lod ane, hvad ikke mindst John Lydons senere karriere i bl.a. Public Image Ltd. har vist.
David Bowie kæmpede op gennem 60’erne for at blive berømt – uden held. Han havde et enkelt hit med »Space Oddity«, men forsvandt så igen – indtil han fik den gode idé at søsætte sig selv som biseksuel, flamboyant konge af den engelske glitterrock i 1972.
Konceptpop udelukker med andre ord ikke talent. Alice Cooper, Kiss og Pet Shop Boys udtænkte selv deres koncept og fik både kunstnerisk og kommerciel succes. Andy Warhol inddrog Velvet Underground i et endnu større koncept med i hvert fald kunstnerisk succes. Rugsted & Kreutzfeld og Det Brune Punktum er to bud på talentfuld dansk konceptpop.
Det, der kendetegner designer- eller konceptpop, er nemlig ikke nødvendigvis, at der er bagmænd, men at kunstnerne er en integreret del af konceptet. De skal ligne konceptet. Tag nu Kliché og Cartoons, for nu at nævne to danske bands, som i hvert fald i denne sammenhæng ikke er så langt fra hinanden.
Men kan nogen huske DeFilm? Et dansk forsøg på designerrock i 1980’erne. De havde besluttet sig for at blive verdens største popband, og det blev der brugt rigtig meget tid og rigtig mange penge på. Og pladeselskabet hypede bandet mange måneder, inden den første plade endelig udkom. Da havde den danske musikpresse dog allerede fået Defilm op til halsen, og det hjalp heller ikke ligefrem på DeFilms koncept, at ingen af de to forsangere (Tommy og Joan DeFilm, som de kaldte sig) kunne synge – og at gruppen havde glemt at skrive bare én god sang til pladen.
For ét er at have et godt koncept – der skal talent til. Tag nu bare EyeQ. Det er jo dygtige folk, de har i ryggen til at skrive og producere. Men de holder næppe sommeren over, for det store problem med konceptpop er nemlig, at den markedsføres mod et forholdsvis snævert segment, der ikke rigtig opfatter sig som et sådant og bl.a. på grund af alder flytter sig og bliver et andet segment, hvor det, man før syntes var smart, nu bare er totalt bøvet. Og så er man helt fra koncepterne.

Ole Knudsen er selverklæret popvrag og direktør på Forlaget Forum samt forfatter til bl.a. Den Store Lokumsbog

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her