Læsetid: 2 min.

Tvivl om Fogh-løfte til Grønland

Landsstyret forventer indflydelse på dansk-amerikanske forhandlinger, men Anders Fogh vil ikke give klar besked
6. februar 2002

Nok se, men ikke røre. Det synes at være Grønlands muligheder for indflydelse på forsvarsaftalen, efter statsminister Anders Fogh Rasmussens besøg i Grønland i sidste uge.
Usikkerheden skyldes, at statsministeren på den ene side er villig til at gennemgå forsvarsaftalen sammen med Grønland for at løse de grønlandske problemer i forhold til aftalen, men på den anden side understreger, at den ny regering ikke har i sinde at ændre forsvarsaftalen.
Denne balancekunst skulle i givet fald foregå ved hjælp af tillægsaftaler til den oprindelige forsvarsaftale.
Landstyreformand Jonathan Motzfeldt, Siumut, havde ellers krævet en total ændring eller opsigelse af forsvarsaftalen op til folketingsvalget i efteråret. Alligevel har landsstyreformanden valgt at tolke resultatet af statsministerens besøg positivt.
»Det er meget glædeligt at opleve sådan en holdning fra den nye regering. Jeg håber, at vi nu kan gå i gang med at få løst problemerne på en mere overbevisende måde,« siger Jonathan Motzfeldt.
Thule Air Base (Pituffik), som ligger i det nordvestlige hjørne af Grønland, indtager en central rolle i spørgsmålet om forsvarsaftalen. Dels fordi det er det eneste tilbageværende egentlige amerikanske militæranlæg i Grønland, dels fordi det kan blive afgørende for de amerikanske missilforsvarsplaner, at der fra dansk side bliver givet grønt lys for at opgradere Thule-radaren, så den kan indgå i missilforsvaret.
Statsminister Anders Fogh Rasmussen kom med en yderligere åbning under sit besøg:
»Det er regeringens holdning, at i udenrigs- og sikkerhedspolitikken skal det grønlandske landsstyre være repræsenteret, når vi fører internationale forhandlinger vedrørende Grønland,« sagde statsministeren på mødet.
For Jonathan Motzfeldt giver det håb om, at Grønland og Danmark kan sidde sammen ved bordet, når missilforsvarsspørgsmålet skal afklares med USA.
Statsministeren ville dog ikke konkret love Grønland at være med, når eller hvis henvendelsen fra USA kommer.

Skepsis over aftaler
Mads Christensen, der var leder af Greenpeace’ aktions-turné mod missilforsvaret i Grønland sidste sommer vurderer, at det bliver meget vanskeligt, at få noget reelt ud af tillægsaftaler:
»Det er problematisk med tillægsaftaler til forsvarsaftalen, da store dele af tillægsaftalerne er hemmelige.«
Han ser dog alligevel positive tegn i Anders Fogh Rasmussens udtalelser, og opfordrer Grønland til at tage statsministeren på ordet og kræve afgørende indflydelse på forsvarsaftalen og på Danmarks svar på henvendelser fra USA.
Især miljøspørgsmål
Et af de vigtigste problemer for Grønland i forhold til forsvarsaftalen er miljøspørgsmålet. Det har fra grønlandsk side gentagne gange været fremhævet, at der både på nuværende og tidligere militæranlæg ikke ligger klare aftaler for håndtering af for eksempel brændstof og affald, og at der ikke er blevet ryddet ordentligt op på anlæg, som amerikanerne har forladt.
Også Mads Christensen mener, der skal strammes op på det område:
»Der er alt for vage formuleringer om, at områderne ikke behøver at blive leveret tilbage i samme stand, som de blev overtaget i. Hvad betyder det? Betyder det bare, at de ikke behøver at reetablere bjerge, der hvor landingsbanerne bliver anlagt, eller betyder det, at de heller ikke skal sørge for, at deres miljøfarlige affald bliver taget med hjem. Sådan noget skal defineres i forsvarsaftalen.«
Alt i alt mener Mads Christensen ikke, der er sket den store ændring i Danmarks stilling til forsvarsaftalen i forhold til den tidligere regering.
Statsministerens besøg i Grønland sluttede fredag. Det har ikke siden været muligt at træffe statsministeren for en uddybning af udmeldingerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu