Læsetid: 4 min.

Uden miniputter

Kulturministeren er uden for pædagogisk rækkevidde, mener teaterverdenen. I går mødtes den for at diskutere en fremtid med nedskæringer
28. februar 2002

Kulturministeren er uden for pædagogisk rækkevidde, mener teaterverdenen.
I går mødtes den for at diskutere en fremtid med nedskæringer

Scenekunst
Statens Teaterskoles store sal var i går stoppet med teaterfolk i hundredvis: skuespillere, elever, dramatikere, instruktører, scenografer rektorer, chefer og dansere og teatervidenskabsfolk, der havde det til fælles, at de var mere eller mindre rystede over regeringens kulturpolik, som tilsyneladende kunne opsummeres i ét ord – nedskæringer. Det var nederste lag i teaterfødekæden, eleverne fra landets skuespilskoler, som havde trommet sammen til mødet, og i et panel på scenen sad en række af den verdens tungere drenge.
Indledningsvis var der en vis bitterhed og uforståenhed over for nedskæringerne at spore i paneldeltagernes oplæg til diskussionen. Det var uretfærdigt. Stig Jarl, studieleder på Teatervidenskab og Dans på Københavns Universitet savnede en »aktiv kulturpolitik. Det er ikke politik at skære,« sagde han.
Og den konservative kulturminister Brian Mikkelsen, som var inviteret, men ikke til stede, fik nogle hårde drag over nakken. Mest fordi han lige efter valget lovede at gøre en masse for kulturen, men så i stedet foretager sig disse nedskæringer. Martin Tulinius, leder af teatret Kaleidoskop, talte om, at det er halsløst at skære ned på teaterområdets eksperimenterende vækstlag. Han prøvede lave en sportsanalogi, så kulturministeren (der netop er kommet hjem fra OL i Salt Lake City) kunne være med:
»Hvis man skærer miniputterne og juniorerne væk, er det svært at have et landshold om nogle år,« sagde Tulinius. Han tilføjede, at det »ville have været klædeligt, hvis kulturministeren havde været lidt mere visionær og havde kæmpet for sit område«.
Efter en del regulær kulturminister-bashing fra flere paneldeltagere (man muntrede sig bl.a. over, at Brian Mikkelsen har udtalt, at hans yndlingsopera er Phantom of the Opera), faldt der lidt opbakning af fra chefen for Det Danske Teater, Waage Sandø (også kendt som IP fra DR’s Rejseholdet), eftersom det jo var »nemt bare at sige, at det er noget lort at skære. Det er jo indlysende.« Han mente ikke, at Brian Mikkelsen var blevet minister for at skære ned, men snarere var under pres fra regeringen, der skal bruge penge til hofteoperationer og den slags. »Mit indtryk er, at han sætter sig ind i områderne et for et for på et tidspunkt at agere,« sagde Sandø. Han mente ligefrem, at fremtiden for dansk teater ser lovende ud. »Jeg synes, at dette arrangement, som er sat i stand af landets skuespillerelever, er udtryk for en vældig kraft«.

Et demokrati
Folketeatrets chef, Michael Moritzen, skød ikke på regeringen, for som han sagde: »Vi lever i et demokrati, og demokratiet har altså valgt at lave et systemskifte«. Moritzen mindede om, at skuespillere »er meget modige mennesker, som med deres inderste sjæls kraft ønsker at udtrykke noget. Og det kan man ikke bare skære væk«.
Ligesom så meget andet, der blev sagt, indkasserede det udsagn meget entusiastiske klapsalver fra salen. En kvindelig skuespilslærer rejste sig på et tidspunkt for at sige, at sådan en stemning havde man ikke oplevet i 20 år.
Formanden for Dansk Skuespillerforbund, Henrik Petersen, havde lavet et regnestykke, der skulle sandsynliggøre det vanvittige i at skære de varslede 157 millioner kroner fra kulturen. I forhold til statsbudgettet svarer de penge til 0,04 procent, sagde Petersen. Hvis statsbudgettet blev omregnet til en årlig indkomst for en gennemsnitsfamilie, ville en nedskæring – stadig ifølge Henrik Petersens tal – svare til 80 kroner.
»Det er ikke et spørgsmål om en kulturpolitik, der bliver udmøntet. Dette er finanspolitik,« sagde han.
Efter en pause var der åbnet for diskussion med tilhørerne. Hvor oplæggene fra panelet var båret af en forurettethed, blev debatten nu væsentlig mere konstruktiv – eller i hvert fald entusiastisk.
Skuespilleren og teaterlederen Peter Reichhardt rejste sig fra sin stol i salen og efterlyste, at teaterbranchen »selv definerer nogle visioner om, hvad vi gerne vil – måske 10 år frem i tiden.« Han citerede Anders Fogh Rasmussens (V) ord om Peter Brixtofte: »Brian Mikkelsen er uden for pædagogisk rækkevidde«.
Herefter spurgte Danmarks Teaterforeningers generalsekretær, Jan Middelbo, der sad i panelet, provokerende: »Vi kan også spørge os selv: Er det rimeligt, at 25 procent af de danske teatre producerer for lav kvalitet, når de får tilskud? Jeg ved godt det er et fy-spørgsmål.«
Men fy-spørgsmålet, der egentlig var ganske relevant og selvransagende, blev forbigået i tavshed.
Der blev sagt meget i løbet af de tre en halv time, arrangementet varede, og det er ikke altid befordrende med mange paneldeltagere. Lad os slutte af med Michael Moritzens ord: »Jo flere gange man siger, at teatret er i krise, jo mere bliver det det også. Jeg mener, at teatret altid har været i krise, og sådan skal det også være,« sagde Moritzen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu