Læsetid: 5 min.

Den uendelige historie

Vildt imponerende og ambitiøs, men lidt ujævn opsætning af hele tre græske tragedier på Aalborg Teater
5. februar 2002

Teater
Vi kender allesammen Ødipus, fra vores kompleksede opvækst og fra Freud, der fastslog, at sådan var dét, til evig tid. At slå far ned og ligge med mor, eller i hvert fald drømme om det. Mytens Kong Ødipus gjorde angivelig disse unævnelige ting, men led selv næppe af den Freudske driftsskæbne. Der var i hans tilfælde tale om en større skæbne, der hjemsøgte ham og hele hans slægt i flere led. Uudgrundelig, grusom, men tålelig for det sind der var beredt til at bære skæbneslagene.

Tredobbelt satsning
Aalborg Teater satser stort og flot i år, og ikke mindst på Lille Scene, hvor man på én aften spiller hele tre sammenhængende græske tragedier, der som perler på snor følger denne slægtstragedie i det gamle Theben. Sofokles’ Kong Ødipus og Antigone, som sandwich omkring Euripides’ Fønikerinderne. Hele herligheden på godt fire timer.
Sådan gjorde man også i Athen i storhedstiden for små 2500 år siden. Tre tragedier i rap, til ære for Dionysos. Folk kendte historien, mytestoffet i forvejen. Og det kommer man på snild måde også til i dagens Aalborg, hvor myten jo ellers ikke er hverdagskost: Skuespillerne kommer til læseprøve, instruktøren er ikke dukket op. De deler manuskripter ud, de pjatter, mobiltelefonerne ringer, men i fællesskab stykker de historien sammen, for sig selv og for os. Med kridt på tavle, slægtstavlen. Så er vi klar.
Om Kong Ødipus er alting allerede sagt, af Aristoteles og mange andre siden. At det er den perfekte tragedie, optimalt tæt i strukturen, i den baglæns oprulning af skandalens ubønhørlige kausalitet; at Ødipus med sin vilje til viden allerede ligner et moderne menneske, én der søger selverkendelse. Derfor er det også så fint, at Madeleine Røn Juuls opsætning lader skuespillerne gå direkte fra den improviserede indledning og lige ind i stykket, i deres daglige mærkevaretøj.

Nøgent rum, evig stemme
Michael Brostrup vokser så at sige i statur fra forestilling til forestilling disse år. Hans Ødipus har både den høje intelligens, det stolt opbrusende herskersind og den store tvivl, centreret omkring det fortrængte. Onde anelser, der bekræftes – til overmål. Og han har den værdighed og personlige integritet, der skal til for at tåle sin skæbne. Han blinder sig selv til slut, for sin blindhed.
Omkring ham spilles der lydefrit. Julie Wieth har kvindelig autoritet og sødme som hans mor og hustru, varsom med at knække koden da hun før ham indser den fatale sammenhæng, stolt i smerten over det tabte. Og overalt spilles der med den beherskelse, der lader handlingens krav gå forud for det individualiserede udtryk. Spillerne er repræsentanter for større kræfter, masker.

Euripides
Sofokles’ samtidige, Euripides, tog tråden op derfra. Med få tekstkorrekturer: sømløst. Men vi er et andet sted nu. Foran Thebens porte. Nu er vi beredt til hele det klassiske udtræk, rustninger, lange kapper, skæg. En gruppe kvinder, titlens Fønikerinder, bliver afmægtige vidner til næste generations onde saga. Om Ødipus’ sønner der ikke kan finde ud af at dele magten på skift. Den yngste, Polyneikos, holdes råt borte fra magtens forræderiske sødme og anfalder da ’retfærdigt’ Theben med en mægtig hær. Men Theben består, og de to brødre dræber hinanden i tvekamp. Dronning Iokaste mægler forgæves, og dræber sig følgelig...
I Fønikerinderne bliver mytestoffets formidling imidlertid et problem. Ganske vist er Euripides en mere moralsk interesseret psykolog end Sofokles, men i denne versionering fører det generelt – trods de klassiske gevandter – til ’naturalistisk’ overspil. Lene Tiemroths Iokaste vrider flere hænder end skæbnevietheden foreskriver, og de budbringere der rapporterer fra den blodige slagmark, kaster i den grad masken, at de voldsomme aktioner dér kommer til at dominere over reaktionerne på scenen. Dé var i det blufærdige Hellas hovedsagen. Hvis ikke, så forsvinder skæbnestrengheden i klagesang.

Overspil og vandpjask
Sandhedsvidnet gennem alle tre tragedier er spåmanden, den blinde gamle Teiresias. Som Lars Junggreen får lov til gradvist at folde ham ud, med spastiske seer-kramper og afmagtsgebærder, er der ikke megen værdighed og visdomskraft i hans besværede forudviden. Det ender i greul-effekter, kendt fra moderne gyserfilm.
I Antigone suppleres denne tendens yderligere af det scenografiske arrangement. Vi befinder os tilsyneladende nu i Dødsrigets måneblege vådområder, med vaklende trædesten som eneste fodfæste for de agerende. At Ødipus’ datter Antigone ifølge gudernes, men imod statens love – og det vil sige morbroder Kreons – ønsker at begrave også sin faldne bror Polyneikos, dén evigt-nye konflikt kommer man let til at glemme for bekymringen for om nogen glider og kommer til at skvatte fatalt omkuld i dette sprøjtende badeland. Forkølelser derved og deraf kommende aflysninger er heller ikke noget, man som tilskuer burde tænke over. Men desværre er det svært at lade være. Også selvom Jesper Vigant er en ganske glimrende Kong Kreon, hvis lille administratorhjerne
ikke er magtens visdom voksen, og selvom Mette K. Madsen er en fint stridig stolt Antigone.
Alting går ad helvede til som det skal. At forestillingen følger trop på den skitserede måde er derimod temmelig ærgerligt. For tragedien rummer nok spandevis af død og undergang, men den handler i sidste ende om livet. Og da er det ikke sørgeligt og »synd for mennesket«, som Strindberg siden sagde, men et spørgsmål om stil, værdighed, moderation over for det der er større end os. Hvor ville det have været befriende, hvis man havde valgt at spille Antigone lige så nøgent og enkelt som Kong Ødipus.
Thebens syv porte er en udfordring. For publikums opmærksomhed og medfølelse, og for spillerne, som forhåbentlig over tid kan dæmpe deres mere viltre udtryk. For der spilles generelt flot og distinkt raden rundt. Under alle omstændigheder er forestillingen et must, en vild og fræk satsning, hele tiden føde for tanken og følelsen.

*Sofokles og Euripides: Thebens syv porte. Oversættelse: Søren Ulrik Thomsen, Jørgen S. Meyer, Eva Sprogøe. Koncept og bearbejdelse: Madeleine Røn Juul og Jesper Corneliussen. Instruktion: Madeleine Røn Juul. Scenografi og kostumer: Jesper Corneliussen. Medvirkende: Michael Brostrup, Mogens Rex, Lars Junggreen, Julie Wieth, Lene Tiemroth, Mette K. Madsen, Jesper Vigant, Joan Henningsen, Lars Topp Thomsen, Mette Frank, Jens Gotthelf, Rasmus Bjerg. Aalborg Teater, Lille Scene. Til 7. mar.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu