Analyse
Læsetid: 5 min.

En velkommen pensionist

ECB-chef Duisenbergs løfte om først at gå af på sin 68-års fødselsdag næste år er kun en halv løsning på arvefølgestriden med Chirac. Nye slagsmål lurer forude, der igen kan vise de stærkes ret i EU
9. februar 2002

Næsten som enhver anden fornuftig mand, der nærmer sig sit otium, kom hollænderen Wim Duisenberg i går med en officiel melding om, hvornår han vil træde tilbage fra det stressende job som direktør for Den Europæiske Centralbank, ECB. Det bliver den 9. juli 2003 på hans 68-års fødselsdag, at Duisenberg forlader tårnet i Frankfurt am Main.
Et udmærket tidspunkt, når nu manden ved sin udnævnelse i 1998 sagde, at han på grund af alder ikke ville sidde hele den traktatfæstede otte-årige periode. Når denne fødselsdagsretræte
alligevel kalder på meget mere end en almindelig tagen ad notam, skyldes det, at Duisenberg længe har været under pres for ikke kun at følge sin egen næse i retning af, hvornår han vil tilbringe alle sine timer med hustruen – den eneste person som Duisenberg, ifølge eget udsagn, har rådført sig med om datoen.
Udnævnelsen af ECB’s første direktør var fra starten præget af alt andet end skæret af den »politiske uafhængighed«, som situationen kræver ifølge Maastricht-traktaten. Frankrigs præsident, Jacques Chirac, ønskede brændende, at det skulle være en franskmand, der fik jobbet. Ønsket var så hedt, at han ikke ville acceptere de 14 andre EU-landes ønske om Duisenberg. Så efter et 12 timer langt tovtrækkeri på et topmøde i maj 1998 kom der en studehandel i stand: Duisenberg går på halvvejen, og kort efter at euroen er indført i 2002, overtager den nuværende franske nationalbankdirektør, Jean-Claude Trichet, ECB-chefjobbet. Det var ifølge Chirac den uskrevne gentleman-aftale, som han fik presset igennem med en blanding af trusler og udholdenhed. Aftalens eksistens har hele tiden været bestridt af Duisenberg, og med sin melding torsdag viste han endeligt, at der ikke kan laves gentleman-aftaler med bøllemetoder.

Alligevel er historien måske alligevel knap så enkel, som at Duisenberg nu smukt har fastholdt princippet om ECB’s politiske uafhængighed og ved samme lejlighed har tildelt Frankrig en velfortjent begmand. For hvis Duisenberg havde gjort det, Chirac oprindeligt ønskede, og kvittet posten nu, så ville han have gjort både ECB og Frankrig en bjørnetjeneste. For den planlagte franske efterfølger, Jean-Claude Trichet, er nemlig indisponeret for tiden. Og det i en sådan grad, at han umuligt kunne overtage jobbet fra Duisenberg på kort sigt. Uden at være formelt sigtet, så har Trichet siden april 2000 været rodet ind i en verserende sag om falsk bogføring i forbindelse med den franske storbank Crédit Lyonnais’ tekniske fallit i 1992-93.
Anklagemyndigheden i Paris har indikeret, at Trichets situation kan blive afgjort allerede i marts. Selv om det fastholdes fra den franske regerings side, at Trichet med sikkerhed vil blive renset, så har resten af EU til dato kun Paris’ ord for det. Anklagemyndigheden kan frafalde sagen, men også sende den videre til behandling af undersøgelsesdommer Phillippe Courroye, der skal afgøre, om en straffesag mod Trichet skal gå i gang. Gør den det, kan Trichet appellere eller kæmpe for sin uskyld i en retssag.
Det korte af det lange er, at enhver anden udgang end en klokkeklar frifindelse vil blokere for Trichets adgang til ECB-jobbet. Som Julan von Landeberger, analytiker i den hollandske HypoVereinsbank, i går tørt konstaterede: »Jo mere tid, desto bedre er det for Trichet. Hvis Duisenberg gik i morgen, kunne han ikke overtage posten. Nu får han tid til at rense sit navn.«

Og da Duisenberg ikke har noget personligt imod den ellers i bankkredse højt respekterede Trichet, kan han med sin tilbagetræden som 68-årig faktisk have slået adskillige fluer med et smæk: Han har reddet både sin egen og EBC’s ære, og samtidig har han hjulpet Frankrig ud af et slemt dilemma. Det er her værd at bemærke, at Duisenberg torsdag lovede, at han da gerne ville blive lidt længere end til 9. juli, »hvis det skulle vise sig nødvendigt for sikre en uproblematisk overgang.« Reaktionen fra Chirac over Duisenbergs beslutning var da også stærkt neddæmpet. Præsidenten nøjedes med at tage den til efterretning og forsikrede derpå Duisenberg sin fulde støtte i resten af hans embedsperiode.
Balladen er dog langt fra sikkert overstået med det. Hvis Trichet fældes eller blot ikke er renset ved sommertid næste år, så vil andre euro-lande begynde at presse sig på med deres kandidater til chefjobbet. Og her er Chiracs forståelse af gentleman-aftalen den, at kan det ikke blive Trichet, så skal det være en anden franskmand. Det er ikke opfattelsen i alle de andre EU-hovedstæder. Som den hollandske avis Het Financieele Dagblad i går skrev på lederplads: »Kan Trichet ikke bringe klarhed, så må efterfølgeren findes i kredsen af de 11 andre nationalbankdirektører i euro-
zonen. Direktøren skal udnævnes på basis af sine kvaliteter. Hvis EU accepterer, at Frankrig uden hensyn til personen kan udnævne den næste ECB-direktør, så vil det volde stor skade på ECB’s omdømme og på euroens stabilitet.« Hvis det alligevel skulle komme til det, så vil der ikke være meget nyt under solen. Allerede nu er der ved at danne sig en sørgelig tradition for grov politisk indblanding i mangt og meget af det, der skulle befinde sig i en fin, regelbundet og af al smålig politik beskyttet euro-sfære.

Kansler Gerhard Schröders fuldstændigt ublu magtbrynde for at kvæle Ministerrådets godkendelse af EU-Kommissionens fuldt ud berettigede advarsel mod det voksende tyske budgetunderskud er et dugfrisk eksempel. Stabilitetspagtens klare spilleregler, oprindeligt indført efter tysk ønske, skulle holde inflation og budgetunderskud i ave i alle euro-lande. Men nu, hvor Schröder er midt i et svært valgår, glemmes ikke alene alle hensyn til euroens ve og vel, men også respekten for spillereglerne i EU-samarbejdet, der skulle sikre lighed for loven.
Alt tyder på, at Tyskland har fået kvalt kritikken ved en uhellig alliance mellem de store EU-lande, Frankrig og Storbritannien.
Irland havde ikke samme held, da landet fik EU-kritik i fjor. Sammen kan de store lande med deres stemmer blokere for en formel vedtagelse af Kommissionens kritik, når den på tirsdag skal behandles i EU’s finansministerråd.
Denne udsigt har tilsyneladende ført Danmarks regering ud i et lunkent forsvar for en neddæmpet kritik af Tyskland, der tilmed støttes af tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen (R). Ifølge Niels Sindal, socialdemokratisk medlem af Europaudvalget, så har finansminister Thor Pedersen (V) fået opbakning fra Folketinget til at dæmpe kritikken af tyskernes budgetunderskud. Med henvisning til den internationale økonomi, Tysklands historie for stram styring af økonomien og udgifterne efter genforeningen med Østtyskland. Det interessante element i denne triste demonstration af de stærkes ret i EU er ifølge Sindal, at det kunne give anledning til en genovervejelse af stabilitetspagtens firkantede krav til budgetunderskud, så der også kan tages hensyn til arbejdsløshed. Mange andre har ment, at denne diskussion burde være taget for længst og indskrevet i Maastricht-traktaten for 10 år siden. Det afviste Tyskland dengang med bestemthed. At en opportunistisk kansler Schröder nu nødtvungent åbner dette bal i en stemning af »tidlig valgkampsneurose«, som Süddeutsche Zeitung kalder det, kan kun give anledning til behersket begejstring.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her