Det var den aften, hvor det danske håndboldlandshold for første gang i knap tyve år vandt en vigtig sejr og så gik de glip af det, de knap 200 mennesker, der torsdag aften var mødt frem i auditoriet på Institut for Statskundskab for at deltage i Informations debatmøde om venstrefløjens krise. De så ikke, hvordan
Joachim Boldsen med et stående hopskud sprang forbi tre svenske forsvarere og sendte bolden i nettet via underkanten af overliggeren. De fik ikke lov til at opleve, hvordan Claus Flensborg brød igennem bagkæden og scorede til 27-25 i sidste minut. Ja, de måtte i det hele taget undvære de udtryk af vantro jubel, der bredte sig på de danske spilleres ansigter, da det gik op for dem, at de havde besejret klodens bedst spillende håndboldhold.
I stedet tilbragte de torsdag aften med at debattere, hvordan et andet taberhold - venstrefløjens - kan vende tilbage efter at have lidt et af de seneste hundrede års største valgnederlag til Anders Fogh Rasmussen; et nederlag der allerede nu ser ud til at have haft samme ødelæggende effekt på venstrefløjens selvfølelse som den næsten 20-årige række af nederlag havde på håndboldlandsholdets. Indtil de valgte at træde ud af krisen i torsdags. Altså håndboldspillerne.
I panelet til debatten, der var arrangeret af Informations tænketank, Luftskibet, var mødt repræsentanter frem fra alle de skadelidte partier: Holger K. Nielsen kom fra SF, amtsrådsmedlem Peter Meyhoff Hinnerup fra Enhedslisten og det nyvalgte folketingsmedlem Mette Frederiksen fra Socialdemokratiet.
Disse var suppleret af det nyvalgte folketingsmedlem for de radikale, Martin Lidegaard (der vel strengt taget ikke repræsenterede venstrefløjen), samt af Christine Antorini og forfatteren Peter Rønnov-Jessen.
I samarbejde med tilhørerne skulle de seks paneldeltagere forsøge at opstille nogle retningslinjer for, hvordan venstrefløjen kan genvinde vælgerflertallet herhjemme.
Hvad siger Vorherre?
Dertil fik de hver fem minutters taletid til indledende bemærkninger. Men da de ikke rigtig kastede nogen debat af sig, rejste en af ordstyrerne, Ejvind Larsen, sig og gjorde opmærksom på, at han havde læst en FN-statistik, der viste, at mennesket for tiden bruger 150 procent af klodens biosfære eller »150 procent af livet,« som Ejvind Larsen udtrykte det.
»Og det kan kun lade sig gøre, fordi vi tærer på klodens reserver,« sagde han.
»Men hvor længe kan vi blive ved med at gøre det? Hvornår vil venstrefløjen fortælle befolkningen, at den hæmningsløse vækst må stoppe?«
»Eller for at spørge på en anden måde,« sagde han og vendte sig mod Holger K. Nielsen.
»Hvornår vil SFs Faglige Landsudvalg erklære, at det ikke længere vil støtte kravet om lønforhøjelse til arbejdere, der i forvejen tjener 250.000 kroner om året?«
»Det har Ejvind Larsen spurgt om i tyve år,« sagde Holger K. Nielsen.
»Men det er ikke det, der er problemet. Problemet er, at en milliard kinesere oplever en årlig vækst på 15-20 procent for tiden. De er med turbofart på vej mod vores niveau. Og hvordan skal vi klare den situation? Det er det, der er det centrale spørgsmål.«
SFs formand blev efterfulgt af Christine Antorini, der var blevet provokeret af Ejvind Larsens indlæg.
»Vi skal gøre op med den anti-vækstfilosofi, der præger venstrefløjen,« sagde hun.
»Vi kan ikke bruge den til en pind. Tværtimod har vi i Danmark siden 1972 bevist, at det godt kan lade sig gøre at skabe vækst i samfundet på en bæredygtig måde. Derfor skal vi sige: For at skabe et bedre samfund er det afgørende, at vi har vækst. Men det skal være en bæredygtig vækst.«
Antorinis synspunkt bragte Ejvind Larsen op ad stolen:
»Nu må jeg have at vide helt klart: Benægter du de tal, der står i FNs rapport?«
»Jeg konstaterer, at vi lever på en måde, der skaber forbrug,« svarede Antorini.
»Og løsningen er ikke at skabe anti-vækst. Det er at skabe vækst på en måde, der ikke forurener.«
En deltager i salen rejste sig.
»Hvorfor skal vi overhovedet diskutere det her?« spurgte han.
»Venstrefløjen har haft gode svar på miljøspørgsmålene i årevis. Men se på regeringen: Er de interesseret i miljøet? Det der er ved at ske på det her møde er, at vi som venstreorienterede forfalder til at diskutere et af vores yndlingsemner og det interesserer ikke andre end os selv.«
»Skal vi så slet ikke diskutere miljøet?« spurgte Ejvind Larsens udspørger-kollega, projektrådgiver Eva Bertram.
Hun fik svar af en anden tilhører:
»Hvordan er det egentlig, det er?« spurgte han.
»Har vi naturen eller Vorherre på vores side i denne her diskussion? Ejvind Larsen holder fast i det religiøse udgangspunkt, som en del af venstrefløjen altid bliver fanget i, når vi diskuterer miljøspørgsmål. Han siger: Se bare, vi har jo ret. Det står i statistikkerne. Men hvis vi vil vinde kampen med højrefløjen, så er det ikke nok bare at henvise til statistikkerne.«
Øh...
Efter hans indlæg fulgte pausen. Og da den var overstået, var miljøet skubbet til side til fordel for en debat om de udstødte.
Denne diskussionen blev sat i gang af Martin Lidegaard, der gjorde opmærksom på, at han støtter tanken om indførelsen af et system, hvor man sænker mindstelønnen for at lempe de svageste - herunder også indvandrerne - ind på arbejdsmarkedet.
Lidegaards indlæg blev kommenteret af Peter Meyhoff, der gjorde opmærksom på, at Enhedslisten i årevis har gjort opmærksom på den stigende udstødelse fra arbejdsmarkedet.
»Vil I så være med til at ændre på systemet med minimumsløn, fordi det hindrer indvandrerne i at komme ind på arbejdsmarkedet?« spurgte en deltager fra salen.
»Øh...Det drejer sig naturligvis om at forbedre integrationen, men man skal alligevel også være opmærksom på, hvad den slags kan føre med sig,« sagde Meyhoff og slap mikrofonen.
Dermed gik ordet videre til Antorini, der erklærede, at hun er tilhænger af LO og DAs forslag om at indføre en såkaldt »lærlingeløn« for indvandrere på arbejdsmarkedet.
Det var Mette Frederiksen imidlertid mere tøvende over for.
»Hvis vi skal skabe et videnssamfund, er det ikke nok at piske folk med lave lønninger og dårlige jobs,« sagde hun.
Så gik debatten om de udstødte ikke videre. I stedet drev tilhørerne sammen med paneldeltagerne over i en diskussion af, hvordan man kan løse de globale problemer. Heller ikke den fandt dog nogen konklusion. Og kort før mødets afslutning blev aftenens forløb summeret op af Mette Frederiksen, der sagde:
»Vi får aldrig et samlet projekt på venstrefløjen. Dertil er vi for uenige. Men udgangspunktet for en ny vision på venstrefløjen må være, at vi vil forvalte velfærdsstaten på en anden måde end de borgerlige. Udgangspunktet må være de forhold, vi ikke kan acceptere. Og indignationen skal være vores pejlemærke.«
