Læsetid: 4 min.

Da verden blev ny igen

Fremragende dansk bog om den russiske lyrik-avantgarde. 1890-1917 – skrevet for et bredt publikum
15. februar 2002

(2. sektion)

Kulturhistorie
I begyndelsen af sidste århundrede fandt der rundt om i Europa en kulturel eruption sted, hvis lige man ikke har set mange steder i verdenskulturens historie. Det skete for disse 100 år siden især i det fransk-, tysk- og det russisksprogede område.
Det bemærkelsesværdige i Rusland var, at de eksplosive nyskabelser fandt sted på alle kunstarters område. Og at disse kunstarter personligt og idemæssigt korresponderede med hinanden, også med kunstnernes arbejde inden for flere arter og genrer. Man kan kalde det syntetisk kunst, hvis det ikke lød så forfærdeligt i dag, men det var i hvert fald et kæmpetilløb – og en realisering af en synæstesi, hvis indflydelse ikke kun indirekte, men til tider ret så direkte har holdt sig det 20. århundrede igennem.
For nu i al kortfattethed at nævne nogle russiske navne på det ovenstående: Malevitj, Kandinskij (malerkunsten). Stanislavskij, Mejerkhold (teater), Stravinskij, Prokovjev, Skrjabin (musik), Majakovskij, Akhmatova, Mandelsjtam ( lyrikken).
Sidstnævnte kunstart, lyrikken, er den vanskeligste genre at formidle til et udenlandsk publikum. Ikke mindst er det dette enorme arbejde, slavisten Mette Dalsgaard har klaret med sin nye bog. Jamen er den ikke for specialister eller for den generelt, omend specielt interesserede læser, vil man straks spørge.

For alle
Svaret er, at denne bog kan bruges af specialister, endda som undervisningsbog. Men takket være sin opbygning kan den med stort udbytte læses af alment litterært og kulturhistorisk interesserede. Bogen er med sin livlige fremstilling og lange billedtekster ikke kun oplysende om mange emner, den er også inspirerende ved at behandle evigt aktuelle litterære ideer og diskussioner.
For at forklare og overvinde enhver betænkelighed: Så er hvert hovedkapitel efterfulgt af oversættelser af centrale tekster af lyrikerne, oversat af forfatteren selv, der tidligere har bevist sine gedigne evner som lyrik-oversætter. Og lyrikernes liv sættes ind i en samtidshistorisk baggrund, dennes forhistorie – og digternes videre liv følges og beskrives i årtierne efter 1917. Så kan man ikke ønske sig eller kræve mere. Det er eminent godt gjort.

I begyndelsen er ordet
Bogens tre centrale kapitler handler om de russiske symbolister, akmeister og futurister. Symbolismen var i starten en fransk import, men blev hurtigt sat ind i en russisk idemæssig sammenhæng, der ikke mindst blev præget af religiøse (og erotiske) forestillinger. En grundide var og forblev dog, at det poetiske ord gengav en større realitet end den realisme og positivistiske naturalisme, man opponerede imod.
Akmeisterne tog med deres bannerførere Gumiljov, Mandelsjtam og Akhmatova over med en position, der ville gøre ordet nøgent og kropsligt igen. Futuristerne fra 1910 med Khlebnikov og Majakovskij som kendteste og bedste repræsentanter gik videre til at skrælle ordet ned til ’ordet som sådant’, der som fonetisk og metalogisk figur og lyd gør det digteriske ord vigtigere end dets umiddelbare leksikalske betydning.
Så meget eller især lidt om de tre ismer, hvis utallige bifloder denne bog også indfanger. Hvor jeg her har taget afsæt i ordets betydning, bruger Mette Dalsgaard solen som konstant tilbagevendende motiv, lige fra den tidlige symbolist Balmonts Lad os blive som solen, til futuristernes opera Sejr over Solen, der med Dalsgaard ord »handlede om, hvordan menneskene erobrer solen og erstatter dens lys med moderne teknik.«

Sølvalderen
Perioden 1890-1900-1917 betegnes for det meste som sølvalderen i russisk litteratur. Etiketten guldalder er forbeholdt begyndelsen af 18oo-tallet med nationalskjalden Pusjkin i spidsen. Dét forholdt de her nævnte ismer sig forskelligt til, og futuristerne smed ham ud af vinduet.

Efter 1917
Hvorom alt var, hvordan gik det med periodens lyrikere efter den bolsjevikiske Oktoberrevolution i 1917? Det er en indviklet historie, fordi en del af de nævnte ismers kunstnere opfattede revolutionen som apokalyptisk fuldbyrdelse af deres forudsigelse om alt det gamles sammenbrud og deres ekstatiske drøm om en helt ny og anderledes fremtid.
Derfor mente de, at deres kunstens revolution også skulle være Revolutionens kunst. Det fik nogle af dem (dvs. futuristerne) mulighed for at realisere i en kort overgang. Andre anede uråd med det samme og emigrerede, andre blev tvunget i indre revolution og hutlede sig igennem, andre igen blev udsat for forvisning og i 1930’erne for henrettelse.
Når vi tager springet op til i dag, hvordan forholder dagens russiske litteratur sig så til sølvalderen? Også det når Mette Dalsgaard at komme ind på.
Efter sovjetkommunismens sammenbrud kom man i den situation, at man ikke kunne korrespondere med Vestens postmodernisme, da der kun i begrænset omfang fandtes en understrøm af modernisme i sovjetlitteraturen. Så er det jo en gammel historie at tage en lidt fjernere fortid op, og med Mette Dalsgaards afsluttende bemærkninger er sølvalderen for den nye russiske forfattergeneration »blevet en slags væg, som forfatterne lystigt kan spille deres bold mod, eller en undertekst de bruger eller misbruger.
I kunstens verden er respektløsheden måske den højeste form for respekt.« For sådan forholdt det sig på mange måder i russisk litteratur for hundrede år siden.
Og dét er fandeme en god arv at overtage.

*Mette Dalsgaard: Lad os blive som solen. Den russiske sølvalder 1890-1917. 4o7 s., 375 kr. Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her