Læsetid: 5 min.

Videnskab i spejlet dér…

I Bourdieus sidste forelæsningsrække, der fremstår som et testamente, lader han videnskaben, sociologien og sig selv spejle sig i sociologiens spejl
15. februar 2002

(2. sektion)

Testamente
I Frankrig siger man, at døden forvandler et liv til en skæbne. På tilsvarende vis kan man måske sige, at en forfatter eller forskers sidste bog, i lyset af døden, pludselig fremstår som et testamente. En af Pierre Bourdieus sidste bøger, der udkom i al ubemærkethed i efteråret: Videnskabens videnskab og genspejling (Science de la Science et réflexivité) er af den art. Bogen er en udgivelse af den sidste forelæsningsrække, Bourdieu holdt på Collège de France i 2000-2001, (en enestående forskningsinstitution i Frankrig, »hvor kætterne gøres til helgener,« som Bourdieu selv formulerer det i sin forelæsning). Lige så hybrid, skitseagtig for ikke at sige løjerlig bogen forekom, da jeg for et par måneder siden fik den i hænde, lige så enkelt er det at forstå den i lyset af, at Bourdieu udmærket har vidst, at der ikke var mange dage at tælle.
»Det forekommer mig yderst nødvendigt at underkaste videnskaben en historisk og sociologisk undersøgelse,« skriver Bourdieu i sit forord. »Jeg tror, at hele det videnskabelige univers i dag er truet af en betænkelig regression. Den selvstændighed, som videnskaben lidt efter lidt havde opbygget over for religiøse, politiske og økonomiske kræfter og ikke mindst over for staten, er svækket. Kort sagt er videnskaben i fare, og derved bliver den farlig.« Sådan en indledning giver jo blod på tanden. Hvorfor denne analyse netop nu, og hvad kommer der så ud af den historiske og sociologiske undersøgelse?
Grunden til, at Bourdieu mener, det er uomgængeligt at underkaste videnskaben en analyse, er, at de sociale mekanismer, der sikrede dens selvstændighed, som f.eks. indbyrdes konkurrence mellem ligeværdige forskere, er truet af økonomiske interesser og fristelsen for at gå efter hurtig mediemæssig succes. Fra filosofisk hold mener Bourdieu, at videnskaben undergraves af et postmodernistisk delirium, der gør den videnskabelige viden til lige så relativ og historisk betinget som enhver anden type viden, og også dette svækker tilliden til, at videnskaben er en instans, der har en særlig status.

Videnskaben er altså nødt til at foretage en refleksion over sig selv, at se sig rigtig grundigt i spejlet. Metaforen om en spejling gør dog straks hele foretagendets ’refleksivitet’-problem tydelig: Man kan ikke undgå, at billedet så at sige bliver ved med at kaste sig frem og tilbage uendeligt: Videnskaben ser på sig selv, men hvis dette syn på den selv også er videnskabeligt, må man også underkaste den videnskab, der betragter, en refleksion. Og så videre. Hvis det spejl, vi forsøger at se videnskaben i f.eks. er sociologisk, så må sociologien i sidste ende underkaste sig selv den sociologiske undersøgelse. Men hvis en sådan sociologisk undersøgelse af sociologien har til resultat at vise, at enhver viden er social og dermed historisk betinget, så har sociologien så at sige gravet sin egen grav som videnskab.
Det er denne grav, det er Bourdieu om at gøre at undgå. Hans projekt går derfor ud på at vise, at ganske vist er videnskaben et ’felt’ som alle andre, men at det netop er de særlige kendetegn ved dette felt, der adskiller det fra andre. Men disse kendetegn: En efterstræben af rationalitet og dermed en veludviklet tradition for argumentatorisk metode, særlige protokoller for, hvordan eksperimenter foretages og fremlægges osv., er ikke fritsvævende eller abstrakte elementer. De er selvforstærkende ’adgangsbetingelser’ til feltet, der på godt og ondt løfter det videnskabelige felt ud af andre sociale felter. Man kan altså ikke blot, som visse andre sociologer har gjort det, analysere det videnskabelige samfund som nærmest økonomisk betinget af belønninger osv. uden øje for, at der er særlige kriterier på spil i det videnskabelige felt.

Det er fascinerende, men også sine steder patetisk at læse, hvorledes Bourdieu over små 150 sider analyserer videnskabshistorie, -teori og -sociologi ind i den sociologiske model, som er helt hans egen. Siderne og dagene er talte, og ved man ikke det, virker det hele forhastet og sine steder alt for uargumenteret og postulerende, det er, som om der mangler en hel del mellemregninger, for at regnskabet virkelig skulle gå op. Videnskabsteoretikeren Kuhns analyse af videnskabelige revolutioner falder på plads som en særlig udgave af Bourdieus teorier om dynamikken inden for et givent socialt felt, dets konservatisme og udviklingsmuligheder. Bourdieus teorier om den enkelte forskers ’habitus’ altså særlige sociale baggrund i forhold til et givent ’felt’ virker også lovende, det er hele den videnskabelige praksis’ ’ubevidste’, som Bourdieu dygtigt peger på, men uden nogensinde at folde analysen ud for alvor eller gå i gang med den sociologiske undersøgelse, der måske så omsider kunne fortælle lidt mere om, hvad der egentlig er på færde i dette ubevidste. Interessant er også påstanden om, at det faktisk er et ’ubevidst’, som videnskaben slet ikke har lyst til at stifte bekendtskab med, fordi en del af dens selvforståelse netop er værdifrihed og neutralitet. Der er skitseagtige forslag til at undersøge, hvorledes f.eks. den enkelte fysikers habitus bliver bestemmende for, om han kaster sig ud i en subatomar forskning eller dypper fingrene ned i en mere grumset forskning på grænsen af kemi f.eks., og hvordan denne habitus så igen kan få betydning for hele feltet.

Men bedst som man allermest savner en egentlig sociologisk analyse, så stiller Bourdieu sig selv op foran spejlet. Som eksempel på sociologien der ser på sig selv og ser på den enkelte videnskabsmand, leverer Bourdieu en kort nærmest biografisk analyse af sit eget liv som forsker. Fra barndommen i fattige kår, over kostskolens dobbelthed af social rædsel og indlæringsmæssig lykke, hans ’fald’ fra filosofien mod sociologien, til hans forskerliv og -levned udkrystalliserer de abstrakte teorier fra de første 170 sider sig i denne beskrivelse. Og var teorien i sig selv ikke overbevisende, så er her et eksempel på, at selvfølgelig er det alt sammen socialt og historisk betinget, men beskrivelsen af det antager en slags objektiv karakter, bliver elementer i en konkret analyse.
Erkendelsen af dette kan kun være med til at gøre videnskaben endnu mere ’objektiv’ – ikke i en metafysisk eller transcendental forstand – men som en stadig afsløring af, at viden altid er betinget af noget, og at vide dette er at vide endnu mere. De sidste 40 siders ’selvanalyse’ er Bourdieus testamente (og for mindre teoretiske sjæle skal man måske ganske enkelt læse bogen bagfra). Så er det op til andre at folde projektet ud og formidle arven.q

*Pierre Bourdieu: ’Science de la Science et réflexivité, cours du Collège de France 2000-2001’, Raison d’agir Éditions, 240 s., 59F.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her