Læsetid: 3 min.

Vippen indefra

Asger Schnacks essays har næsten ikke plads til andet end begejstring
1. februar 2002

(2. sektion)

Essays
Man kan sige meget om Asger Schnack, men det går virkelig ikke at kalde ham cool. Tværtimod er det en brændende begejstring, der flammer gennem de fleste af hans
essays, hvad enten de handler om Ludvig Bødtcher, Henrik Bjelke, Bob Dylan, Wassily Kandinsky, Kjell Heggelund eller hvilke af sine helte, han nu ellers skriver om. Ja, man kan næsten sige, at genren er en helt særlig Schnacksk: hyldestprosaen.
Essayistens privilegium er jo, at han (i modsætning til for eksempel avisanmelderen) kun behøver at beskæftige sig med det, han kan lide, og ind- imellem bliver det tydeligt, at Schnack ligefrem er forelsket i sine emner. Det gælder først og fremmest Dylan, som er genstand for to af bogens tekster. Her er Schnack lige kommet ud fra en koncert:
»Jeg var lykkelig, og da vi myldrede ud, aftalte vi at mødes til en øl på Nørrebro. Jeg mødte op i en mærkelig tilstand af vidende taknemmelighed og rystet blackout. Havde jeg været et barn – eller ærlig, var jeg brudt sammen og havde lagt mig grædende på gulvet. Men vi har lært en ydre oprejsthed i offentlige rum, så jeg drak min øl med en grimasse, der lignede et smil, inden jeg vandrede sønderknust hjem.«

Viden og engagement
Det er vældig rart at læse en forfatter, som både er vidende og virkelig er så åbenlyst engageret i det, han skriver om.
I sin hyldest til Ole Wivel kommer Schnack selv ind på, at dette undertiden kan være en mangelvare i modernismens poetik:
»Dens konsekvens er en speciel tørhed, en registreringskunst, måske, fordi vippen indefra holdes så strengt i ave.«
Omvendt vil de fleste nok også være enige i, at det godt kan være svært at holde den forelskedes lovsange ud alt for længe ad gangen. Der er
ikke rigtig plads til nogen kritik af de forfattere og kunstnere, Schnack beskæftiger sig med, hverken kritik i betydningen dadlende eller – langt værre – i betydningen undersøgende, skeptisk, analytisk. Når essayene af og til forsøger forsigtigt at famle sig i den retning, ender de som regel i nogle ret intetsigende lyrismer som f.eks. »Erindringen bliver mere end erindring, den bliver en personlig udsathed, forudsætningen for det fortættede øjeblik, der er al kunsts kendetegn.«
Derfor er bogen mest underholdende, når den fortæller anekdoter som f.eks. den om Ivan Malinowski, der ved en oplæsning bliver sur på publikum, fordi de tillader sig at møde op og rasende kalder dem gratister, fordi ingen af dem har købt hans bøger.
Spejl og spor indeholder også en lille håndfuld digte og kortprosastykker. Et af dem er skrevet i samarbejde med Jørgen Leth og er en serie af superkorte portrætter af danske favoritforfattere fra Kingo til Strunge. Digtene føjer sig uproblematisk til de omkringstående essays – de er ligeledes hyldesttekster til Per Højholt og andre – men er
ikke i sig selv videre ophidsende eller for den sags skyld oplysende.
»astronauten er ingen lærke/ jeg kom hertil som en tyv/ luften spillede med musklerne/ til jeg måtte lægge brystkassen til« hedder det i »Postens Morris – en Per Højholt-identifikation«, som man sådan set hverken bliver klogere på Højholt af eller videre begejstret for. Nogle gange smitter begejstring ikke af sig selv, den må kvalificeres og det gør Schnack mindre godt.

*Asger Schnack: Spejl og spor – essays. 128 s., 199 kr. Lindhardt og Ringhof

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu