(2. sektion)
www.all-story.com
*Åh, hvor folk i filmbranchen dog elsker den gode historie og med jævne mellemrum bare må beklage, at den tilsyneladende er forsvundet eller i hvert fald ville være det, hvis det ikke var, fordi den lever videre i eksil i deres eget medium. Francis Ford Coppola nøjes ikke med at tale om det, han har startet sit eget tidsskrift Zoetrope All Story, hvor filmfolk en gang imellem midt i al deres dødssyge manuskriptlæsning kan læse en ordentlig gammeldags novelle, sådan som
Dorothy Parker og F. Scott Fitzgerald skrev dem i 20erne.
www.screenplay.com
*Coppola er bare en af de berømtheder, der anbefaler, at man bruger computerprogrammet Screenwriter, når man skal skrive et filmmanuskript. To andre er de unge hotshots Matt Damon og Ben Affleck, som sværger på, at de brugte det til at skrive Good Will Hunting. Behøver vi sige mere? Sagen er jo, at af en eller anden grund skal filmmanuskripter absolut se ud, som om de er skrevet på en gammeldags skrivemaskine, og for at få det til at lykkes i vor moderne tidsalder er man nødt til at ty til den nyeste teknologi.
www.dramatica.com
*Men det hjælper selvfølgelig ikke ret meget, hvis man ikke har nogen historie at fortælle. Med programmet Dramatica Pro kan man også få hjælp til det. Programmet gør det muligt at holde rede på alle de karakterer, man får lyst til at skabe, deres indbyrdes forhold og deres indbyggede drivkræfter og karaktertræk. Derefter hjælper det med gennem en lang række spørgsmål at finde frem til et plot, og når man har det, kan det variere historien på 32.738 måder! Tja, hvis det er karakterdrevne historier, man er interesseret i, er det muligvis et værktøj til at skrive både dramatik og lange romaner med mange personer.
www.imediata.com/BVP/
*Af en eller anden grund og på en eller anden måde slog ideen om en særlig visuel poesi i 50erne dybe rødder i Brasilien. Lige i øjeblikket kan man på et museum i Austin, Texas se en stor udstilling om netop det emne, og museet har også lavet et meget flot website om udstillingen. Visuel poesi er ret taknemmeligt at vise på nettet i modsætning både til rigtig billedkunst og til tekster, der, som vi alle sammen ved, ikke er til at holde ud at læse på en skærm. Kombinationen af sprog og visuelt udtryk er som skabt til mediet. Ligesom den i øvrigt er til reklamen, og de uendeligt mange (ofte animerede) bannerreklamer på nettet kunne da også forstås som en slags kommerciel visuel poesi.
www.uol.com.br/augustodecampos
*En af de mest spændende af de brasilianske digtere er uden tvivl Augusto de Campos, som sammen med sin bror, Haroldo, er to af den visuelle og konkrete digtnings grand old men. Sammen startede de i 1952 avantgardetidsskriftet Noigandres (som kom til at hedde det, fordi ingen vidste, hvad ordet betød). Nu 50 år senere har Augusto sin egen hjemmeside med biografi, billeder og flashanimationer. Det fede er, at selv om det sikkert hjælper at kunne portugisisk for at fatte den dybere mening med det hele, kan det udmærket lade sig gøre at blive imponeret over kubogrammer, roterende sprogcirkler, bogstavbomber og poemobiler.