Udstilling
Det er et fornemt og oplagt udstillingskoncept Kunstforeningen indleder den nye sæson med. De tre væsentligste repræsentanter for den klassiske Wienermodernisme. Nestoren og faderfiguren Gustav Klimt og hans to protegéer, Oskar Kokoschka og Egon Schiele. De tre væsentligste bidragydere til den modernisme, der på en gang fik lov at udfolde sig som en slags kulturel og politisk konfliktforsoner i det højspændte dobbeltmonarki, og som så alligevel blev næret af hele den sugende understrøm af forfald og dekadence, som prægede kejserrigets sidste årtier. Denne særegne modernitet af eksplosiv kreativitet inden for kunst, arkitektur, litteratur og filosofi, hvor vanvid og skønhed, lærdom og undergang, galskab og genialitet gik op i en højere enhed indtil det hele kollapsede. Så i en vis forstand er det selvfølgelig en sigende tilfældighed, at både Klimt og Schiele dør, ramt af en influenzaepidemi i 1918, samme år som kejserriget endegyldigt brød sammen.
Men det er ikke kun de personlige og politisk historiske bånd, der binder de tre sammen som kunstnere. Det er også hele den tvetydige lummerseksuelle stemning og stramtandede dobbeltmoral, som prægede det bedre borgerskab, og den åbenlyse og heftige seksualitet, som paraderedes overalt i Wiens offentlige liv. Stefan Zweig fortæller i sine erindringer om denne prostitutionens uhyre armé, som altid var på færde i hele byen, på alle sociale niveauer, hvordan man overalt havde indrettet såkaldte chambres separées, hvor man mere uforstyrret kunne afslutte middagen eller byturen, inden man vendte hjem til de borgerlige gemakker. Det er livtagene med denne forkrampede og udfordrende seksualitet, som er det fælles kunstneriske brændstof for alle tre kunstnere.
Klimt
Dobbeltmoralen og tvetydigheden aflæses måske tydeligst hos Klimt, som efter skandalen med sine seksuelt provokerende forslag til udsmykningen af universitetet i Wien ændrer både stil og tematik og kaster over den berømte serie af storborgerlige kvindeportrætter, hvor enhver subjektivitet, ethvert anstrøg af seksualitet forsvinder i den abstrakt dekorative rumlige iscenesættelse. Kvinderne er næsten fanget, bliver næsten mast i de dekorative mønstre, undertiden er det stort set kun ansigtet og hænderne, som kæmper sig vej ud af den ornamentale dekorationen. En række af de udstillede tegninger er skitser og udkast til de berømte portrætter. Men ellers er det en helt anden holdning, Klimt lægger for dagen som tegner. Her møder man den anden Klimt. Her dominerer seksualiteten, og kønnet hersker suverænt. Her er der mere kønslighed end identitet. Henført og indadvendt drømmende med bortvendte ansigter eller ned-slåede blikke, bevidsthedsmæssigt fraværende, men kønsligt nærværende og kun sjældent agressivt udfordrende svæver modellerne frit i rummet. Klimt gennemlevede selv denne ludder-madonna problematik. Levede det meste af sit liv i et platonisk forhold med Emilie Flöge, en søster til broderens unge enke, mens atelierlivet med modellerne var mere sanseligt produktivt. Da Klimt døde, dukkede der 14 børn op, som alle gjorde krav på arven.
Præpubertære gadebørn
Oskar Kokoschkas bedste bidrag på udstillingen er en serie tidlige tegninger fra 1907. En serie tegninger af halvstore børn, som han mødte på gaden, og som han foretrak frem for de profes-sionelle modeller. Her er der ingen seksuelle overtoner, men socialt underspillede varsler om de truende omvæltninger og det sociale armod. De kejtede og generte, kropsligt udtærede, knoglede og blegsottige unger er blottet for enhver erotisk udstråling. Erotikken dukker først op året senere, da han debuterer i 1908 med Die Träumenden Knaben, hvor han både har skrevet teksten og lavet illustrationerne. En obskur fremstilling af seksuelt smertelige pubertetsfantasier i et eventyragtigt univers befolket af mystiske rov-dyr og seksuelt ophidsede kvinder. Desuden udstilles der et par skitser til de store arbejder, der gjorde Kokoschhka berømt, og som fejrede hans kærlighed og erotiske besættelse af Alma Mahler. En besættelse, som ender med at drive Kokoschka ud i et totalt seksuelt vanvid, da hun til sidst bryder med ham. I 1919 efter bruddet med Alma Mahler får han lavet en dukke af hende i fuld legemsstørrelse, som han tegnede, tog med på restaurations-
besøg i teatret og til fester.
Kokoschka betragtede sig selv som Klimts afløser, oplevede Schiele som en ubehagelig konkurrent, som han dog ikke havde ikke megen respekt for. Han betragtede ham som en plat plagiator og en ubehagelig pornograf.
Schiele
Der var ligheder. Schiele laver tidligt en serie tegninger med gadebørn, men kommer senere galt af sted i sin omgang med de purunge modeller. Men udover jalousien har det givet været den uhæmmede erotiske fascination, som stødte og forargede ikke blot Kokoschka. Det er den åbentlyse lystne undertone, som støder an.
En række af Schieles tegninger er tydeligt inspireret af Klimt, positionerne er undertiden næsten identiske, men forskellen er markant. Hos Schiele er det sært svævende, indadvendt drømmende afløst af en åbenlys næsten aggressiv stolthed over kønnet. En holdning, som går igen i de mange selvportrætter, som den pertentlige og selvbevidst iscenesættende Schiele gjorde til en del af sit kunstneriske varemærke. Det selvtilstrækkelige er afløst af et blik, der skamløst stirrende inviterer tilskueren indenfor, en hæmningsløs og farlig seksualitet, som udfordrer. Det var denne sprængfarlige cocktail af purunge piger og seksualitet, som til sidst kostede Schiele et fængselsophold.
Det er en fornem udstilling, som i hele sin grund-stemning af undergang og erotisk besættelse lader os fornemme, hvad det var som for eksempel Stanley Kubrick var så fascineret af, og som gjorde, at han i sin sidste film Eyes Wide Shot blot kunne flytte Arthur Schnitzlers wienerroman Drømme-
novelle fra 1926 til nutidens New York uden at øve vold mod fortællingens grundmønstre. Tematikken er stadig aktuel og lige udfordrende i sin truende tvetydighed.
*Klimt Schiele Kokoschka. Wien omkring århundred-skiftet. Kunstforeningen 22. februar til 12. maj
