Læsetid: 4 min.

Den allersidste dans

Nok er mændene på stue 1 fortabte, men med Aveny-T’s Werdelin-opsætning ser dansk teaters helbredsattest straks bedre ud
5. marts 2002

Teater
Det er for en gangs skyld svært at prioritere sine anmelderroser, skal Werdelin som dramatiker, Werdelin som instruktør eller skuespillerne have den største buket?
Efter en ørkenvandring af en sæson i almindelighed og Saalbach-skuffelsen for nylig som eksponent for dansk teater i særdeleshed, falder Boblerne i bækken på et tørt sted og smækker skodderne op ud til forår og fortrøstning for dansk teater – sådan føles det Også selvom vi ved, at eufori ligger ligefor efter vintermørkets kvælning og på trods af, at stykkets tema, Det
Lange Farvel, ikke er særskilt lyst.

Variationer over et tema
Og dog. Midt i scenerne fra stykkets location, en kræftafdeling, drejer forfatteren prismen og minder os om dødens rolle som udfrier. Ann Eleonora Jørgensen spiller en scleroseramt kvinde i kørestol, der appellerer til lægen Ebbe (Henrik Prip) om dødshjælp; med det sceniske dobbeltgreb, dels at stoppe den lineære dramaturgi med et flashback, dels at eksponere fagmanden Ebbe før hans senere, (for fagmanden) ydmygende rolle som patient. I den korte situation koncentreres og kontrasteres ganske komplicerede problemstillinger, der alle indebær, at ét er teori, et ganske andet praksis, samt at egen og næstens død er to helt forskellige udfordringer.
Grundskudt af kemo og kvalme lamenterer de indlagte mænd hver og én over egen død, hvad man ikke nåede, og hvad man ikke får mere af, hvad enten det er barn af eget kød og blod – som Lars Brygmanns fordrukne præst – eller noget så plat og livsbekræftende som sex – Claus Ryskjærs kommunistiske forfatter, på én gang kvindekyniker og -afhængig.
Lars Bom gestalter den figur, der kommer samtidspersonagerne i ophavskvindens dagligstribe Homo Metropolis nærmest, hjemmefødingen Morten, der i dødsangst og vildrede griber ud efter alt på den åndelige tilbudshylde – buddhisme, hinduisme, shamanisme, Thoraen, koranen, krystalkraft, anything. Netop hans desperation bliver frygtelig, da den nyerhvervede klunserreligion skydes ned af konen, der til sidst nægter at gå i trit.
Fjerde mand på stuen er Prips bitre læge, der ligeledes kæmper dobbelt, på en gang med både sygdommen og det medfølgende nederlag, han i kraft af sin videnskabelige ideologi på særlig måde tar på sig.
Mens Baard Owes barnligt-vise Hardy med følelserne uden på hospitalsskjorten, kun har et eneste fixpunkt i sin tilværelse.

Kvinderne
Hun hedder Maj – Werdelin stikker ikke hendes symbolværdi under stolen – the lady with the lamp bogstaveligt talt, mændenes natsygeplejerske, der natdrømmer om dans, dans, dans, men er halt... Ellen Hillingsø forvalter denne rolle som det, den er – en gave. Med sødme og fasthed og gavmild nærhed, når mændene på tomandshånd har brug for det, og med en hjertets ynde i hendes
ællingekluntede dans med sig selv og scenetæpperne, der som intermezzi skiller scenerne. Vals, tango, salsa, showdans og Hillingsø på imaginær høj tå i en fanhilsen til Fonteyn, der gir tilskueren en klump i halsen under de uvilkårlige smil, for hvilken ret har vi til at at mase os på og beglo hinandens drømme?
Som skiftende kvinder i mændenes liv er Ann Eleonora Jørgensen den bærende pille i dansedramakomediens konstruktion; en ’funktion’, som Jørgensen gennemspiller til ikke én, men fire Reumert-nomineringer – én for hver af skikkelserne. Først og fremmest som Boms kone med det grumme, måske overlevelsesnødvendige hug, og den scleroseramte – begge med medrivende følelsesgreb – men også med hamskifte til lettere tonarter som Brygmanns organist med ambitiøse moderdrømme – sæd fra en donorbank med Nobelpris-kvotienter – og ikke mindst karrikaturen af Ryskjærs kiksede magisterdatter med vægt- og faderfigursproblemer. Ondt og morsomt, men sgu osse loyalt – Jørgensens fint indfølte register bliver ved med at rumme imponerende overraskelser.

Fra typer til mennesker
Boblerne er spændt ud over Majs sidste nat på afdelingen, i morgen giver hun sig drømmen i vold, men mændene – især Johannes og Hardy – vil ikke give slip. Hvordan holder man(d) på en kvinde? Brygmanns fjumrede fløjlsfætter har aldrig lært det, Ryskjærs grove anvisninger hjælper lidt (men siger ellers mest om hans liv), men dans er tydeligtvis vejen til Majs hjerte og den allersidste er følgerigtigt både en showstopper og en snøfter.
Werdelin er imponerende ubange for sentimentalitet og imponerende sikker på instruktørhånden i optrin, der står på urokkelig tå trods indbygget faldrisiko. At hun her også brillerer som dramaturg, er hele tre lovende facts; men hun har heller aldrig været bedre skrivende – samtidig med at man pudsigt genkender skikkelsesdannelsen fra seriestriberne, skrider de for salens øjne og med skuespillernes mellemkomst i takt med stykket fra typer til mennesker.
For en gangs skyld var det ikke en tom gestus, da premierepublikummet sprang op af stolene til stående applaus. Stykkets undertekst er såmænd hverken andet, mere eller nyere end det hyperklassiske husk at leve, mens du gør det’, men måden er teater til tiden.

*Boblerne i bækken. Manusog instr.: Nikoline Werdelin. Scen.: Marianne Nilsson. Kor.: Bill Holmberg. Aveny-T. Til 4. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu