Læsetid: 2 min.

Amerika - før og nu

Fredag gav Athelas fem værker, der viste sig langt bedre sammen end hver for sig
26. marts 2002

Koncert
De sidste par år har Athelas Sinfonietta Copenhagens koncerter ofte savnet saft og kraft. Men dén udvikling er nu vendt. Ensemblets nye kunstneriske komité – Anders Beyer, Preben Iwan og formanden Hans Abrahamsen – ser ud til at satse på de sammensatte, overraskende programmer. Og i fredags hørte man, hvad sådan noget kan føre til. Ledet suverænt af Søren K. Hansen kom de fem værker til at fungere så godt sammen, at de fleste blev bedre af det.
F.eks. har ironien i John Cages klassiske collage Credo in US fra 1942 altid været en smule slap. Især når man følger et af hans egne forslag og har Fra den nye Verden liggende på båndet. For er netop Dvoráks symfoni egentlig anti-, pro- eller skabsamerikansk?
I Athelas’ version var signalet i hvert fald så forvirrende, at man hurtigt valgte at orientere sig mod andre sider af musikken.
Herunder mod pianisten Anne Marie Fjord Abildskov, hvis naturlige autoritet og følsomt-præcise udtryk i det hele taget hørte til det mest uforglemmelige den aften. Med hende på den ene side, citaterne af Dvorák midt imellem og slagtøjets bevidst mekaniske brug af konservesdåser, ringeklokke osv. på den anden, forvandlede dadaismen sig pludselig til en statisk konkretisme – til en næsten Fluxus-præget blanding af oprør, poesi og enkelhed, vort eget musikliv har været så rig på de sidste 40 år.
Så efter Cage havde man da gerne hørt et andet stykke med bart – f.eks. af Pelle Gudmundsen-Holmgreen, der ligesom Per Nørgård fylder 70 i år. I stedet fik man hele to af den 40 år yngre Edina Hadziselimovic, indvandret hertil fra Bosnien. Og det bytte var ikke så ringe endda. Både trioen AcCORDAre og det lidt større anlagte Festina Lente – »Skynd dig langsomt«, fantastisk titel til et musikværk! – viste en komponist, der tør skrive kort og strengt. Lidt som Webern, måske. Men i slutsatsen lader Hadziselimovic sin musik vokse til et tutti og noget nyt dukke frem. Ret nyt, endda.

Personlig og smuk
Jo, impulser udefra er vigtige. Det mærkede man også, da Tan Dun for et par årtier siden blev modtaget som en kejser på vore længdegrader – lidt som Sonningprismodtageren Kurtag gjorde det. I dag lyder Duns koncert for pizzicato-klaver og ti instrumenter fra 1995 anderledes bekendt. Det kan være svært helt at forstå, hvad man faldt for dengang. På den anden side er musikken både personlig og utroligt smuk. Og til koncerten i fredags var den et oplagt valg – dels fordi den bygger på de fire toner C-A-G-E, dels fordi Fjord Abildskov i forvejen var engageret og nu fik lejlighed til at yde en af karrierens allermest særprægede præstationer.
Men, men – hvor f.eks. Credo in US trods slapheden og den ny-enkle længde på alle måder var et udfordrende værk at spille i denne terrortid, da var John Adams’ kammersymfoni til gengæld helt overflødig.
Et stykke effektivt, men også absolut diverterende neoklassik. Nu var det som om aftenens mange, gådefulde forbindelser ikke længere kunne bære. Har dagens Amerika ikke noget mere spændende at byde på?

*Athelas Sinfonietta Copenhagen, dir. Søren K. Hansen. Værker af Cage, Hadziselimovic, Dun og John Adams. Dronningesalen, fredag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her