Læsetid: 4 min.

Båtnakkernes parade

Verden gik ikke under, men den blev bange. Klaus Rifbjerg har skrevet en kronik på 248 sider om tiden efter den 11. september
25. marts 2002

Ny bog
Man bliver helt lettet over ikke at være nævnt ved navn i Klaus Rifbjergs nye bog Tidsmaskinen, en rusjebaneførers bekendelser, for ingen mennesker under 65 er vist nævnt for det gode: Marie Tetzlaff (’et forkølet intellekt, der altid står til rådighed som kolportør for den holdning, hendes aktuelle arbejdsgivere har’), John Christian Jørgensen, Carsten Jensen, alle er de båtnakker, modsat de gamle og de døde (Panduro, Villy Sørensen).
Det er den underligste bog af Rifbjerg, jeg har læst, halvt en drømmevandring som Huset (2000) eller Camouflage (1961), halvt en alt for lang kronik, holdt sammen i arabeskede slyngninger af genkommende temaer og fikspunkter.
Den er ganske enkelt én lang diskussion inde i Klaus Rifbjergs hoved, der begynder den 11. september og slutter den 7. januar, mens den fægter sig frem gennem de medier, der når forbi adressen i Spanien, nær Malaga, hvor efteråret er kommet efter spansk målestok, og folk brat er holdt op med at gå i det 23 grader varme vand.
Meningsløst. Præcis som det meste af, hvad Ribjerg ellers ser: Weekendavisen og Information og Politiken og Berlingeren og CNN, fjendebilledet Osama bin Laden, og Danske Digtere, hvor Rifbjerg selv tages ved vingebenet i afmonteringen af ’modernismekonstruktionen’.
Bogen er som Carsten Jensens Oprør mod Tyngdeloven fra efteråret en medie-dagbog fra en bestemt periode i kalenderen, idiosynkratisk, uden proportionssans (Bo Bjørnvig beskrives giftigere end Osama bin Laden). Man savner også en personlig forankring: Et af Tidsmaskinens få ’nære’ billeder af mennesker beskriver et barnebarn, der på grund af falsk strubehoste ikke kan komme ud at lege. Men dette barn må da opleve andet, fylde mere?

Inden i manden
Fraværet af nære relationer gør, at den deprime verdensuorden især afbrydes af sære bagateller: »Bad man præsidenten (Bush, red.) uddybe, hvad det er han taler om, når han bruger ordet frihed, ville han sikkert se måbende på den spørgende, for alle ved jo, hvad frihed er, gør de ikke?/ Dynebetræk med sidelukning er en trussel mod menneskeheden.« (!)
Den irriterende dyne, der fanger benet, idet jeg’et søvndrukken prøver at kæmpe sig fri, fører Rifbjergs associationskæde lige lukt til Osama bin Laden...!
Bogen giver dog også den rifbjerglæsende fornemmelse af at være INDE I mandens hoved og jages af de samme angstfulde forestillinger. Rifbjerg er fanget ikke kun i dynebetrækket, men i det kulturradikale dilemma, at ’de fremmede’, som har hans sympati, også for nogens vedkommende repræsenterer kulturkonservative synspunkter, som den rifbjergske frigørelsesenergi altid har rettet sig imod: Forvisning af kvinder fra de offentlige rum, afspærring af det åbne.

Mod krig og galskab
Netop derfor bliver Osama bin Ladens melankolske ansigstræk med den fyldige, sensuelle mund en frygtelig genkommende anfægtelse, der med Rifbjergs indbyggede tidsmaskine jager ham durk tilbage til alt det ’fremmede’, han selv fik lært at frygte som barn: Hitler, krigen, tuberkuløse grønlændere. Han VIL ikke se Osama bin Laden som en Hitler, men søger muligheden for at være for frihed og lykke, mod krig og galskab.
Her virker bogen uberørt af, at blandt andre Preben Wilhjelm og Salman Rushdie klart har defineret denne mulighed for at være mod terror, men ikke mod ’muslimer’ eller andre ubestemmelige kollektiver. Når dette ikke gør indtryk, skyldes det måske, at Rifbjergs pacifisme selv er en art fundamentalisme, som et læserbrev her i avisen påpegede i lørdags, uden rum for den eventualitet, man kender fra enhver skolegård, nemlig at vold eller truslen om den KAN være den eneste afværgemekanisme.
Ligesindede kan sikkert identificere sig med Rifbjergs kulturradikale konservatisme. Måske især generationsfæller, der også oplever sig på samme side som fremskridtet, ungdommen og ’det moderne’, men som på grund af svigtende hørelse og almindelig mangel på omverdenskontakt med unge og yngre mennesker ikke får aktualiseret deres verdensbillede.

Mellem gråd og latter
Bogens slutakkord er lyden af en solsort i Spanien den 5. januar, og som altid hos Rifbjerg er solsorten en bebuder, lykkespreder, der her river den skrivendes næse op fra fire måneders masochistisk avislæsning. Som når man vågner fra et mareridt og opdager, at virkeligheden findes endnu, er mærkværdigt gribende og sig selv.
Således kan bogen ende ’midt mellem gråd og latter’ måske Rifbjergs dominerende dobbeltstemning.
Jeg må tilstå, at jeg faktisk har hygget mig i Rifbjergs blanding af paranoia og menneskelighed. Også fordi han i glimt selv ser sine begrænsninger (selv hans billede af New York stammer fra 1950’erne!), og dermed ligner de mange elskelige, begavede ældre mænd, der tilbringer pensionsalderen med at diskutere med fjernsynet og skrue op for lyden, mens de inderst inde håber, at nogen gider sige dem imod.

*Klaus Rifbjerg: Tidsmaskinen. En rutsjebaneførers bekendelser. 248 sider, kr. 250. Gyldendal.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her